Vores generation sætter i fællesskab den globale dagsorden gennem sociale medier

25. januar 2024

Vi unge viser ikke kun en enestående evne til at samles om livets glæder, men også en vilje til selv at kunne håndtere globale udfordringer om nødvendigt. Og her viser sociale medier sig endnu engang som et kraftfuldt redskab til global mobilisering. 

Livets rejse fører os gennem et væld af fællesskaber, hver især præget af et unikt mål. Fra det strukturerede liv på gymnasiet og universitetet til de udviklende perioder på efterskole, højskole, værnepligt eller under udlandsophold væves vi sammen af disse fællesskaber. De bidrager ikke kun til at forme os, men lærer os også at omfavne nuet.

Gentagne gange forenes vi på tværs af fællesskaber omkring sport, musik og andre fælles interesser og nyder i fællesskab den fest og glæde, der følger med disse aktiviteter. De øjeblikke deler vi på sociale medier som glimt af vores hverdagsglæder, personlige interesser og succeser. Jeg ser det som et udtryk for kærligheden til livet og hinanden, der stråler igennem.

Presset fra sociale medier

De glædesøjeblikke, vi deler på sociale medier, er ikke blot et tegn på den påståede “stigende perfektheds- og konkurrencekultur”. Tværtimod mener jeg, at det er et kollektivt jubelråb for det gode i livet. Vi deler glimt af det, vi elsker, vi deler glimt af det, der gør os glade. Vi liker glimt af det, som inspirerer os, vi liker glimt af det, som gør andre glade. 

Vi unge er slet ikke så egocentrerede, som vi ellers ofte beskrives som.

At forstå, at glæden hos andre ikke tager noget fra vores egen, og at andres succes ikke gør vores egen mindre gyldig, mener jeg udgør en afgørende erkendelse. Jeg mener, at dette synspunkt kan være med til at ændre opfattelsen af sociale medier og samtidig lette det pres, som unge ofte oplever ved brugen af disse platforme.

Israel-Palæstina-konflikten: et kollektivt oprør

Vi unge mestrer kunsten i at samle os om livets glæder og deltage i en mangfoldighed af fællesskaber på vores rejse gennem livet. I de seneste måneder har vi igen samlet os. Denne gang har det dog ikke været med sporten, musikken eller festen i fokus, men om noget langt dybere: erkendelsen af, at alle menneskeliv er lige meget værd.

Mine tanker går til ALLE ofre på BEGGE sider. INGEN børn, kvinder, mænd eller andre fortjener at gennemleve det, der sker i Israel og Palæstina. INGEN civile fortjener at lide under den ekstreme grad af undertrykkelse, som det palæstinensiske folk nu har lidt under i flere år. 

Jeg mener, at det er forkert at tro, at folk tager parti, når de vælger at bruge deres stemme til at råbe op og dermed sætte fokus på den uberettiget magt, som Israel gør brug af. 

Vi tager ikke parti. Vi bruger vores stemme til at hjælpe dem, som ikke har en. Vi bruger vores stemme til at råbe om hjælp for dem, som ellers ikke ville blive hørt. Vi står langt om længe sammen om at hjælpe de undertrykte. Vi erkender og råber højt, netop fordi alle menneskeliv er lige meget værd.

GIF fra giphy.com

I en tid, hvor medierne svigter i rollen som politikernes vagthund, har vi selv påtaget os ansvaret. Vi råber op, demonstrerer og bruger vores stemmer til at repræsentere dem, der ikke har en – det undertrykte palæstinensiske folk.

Nu, hvor journalistiske kerneværdier såsom presseetik synes at være blevet en sjældenhed, skaber vi i fællesskab den politiske dagsorden ved at benytte vores platforme på sociale medier. Hvor er dækningen af de historiske demonstrationer? Hvor er TV-indslagene og nyhedsartiklerne om de demonstrationer, som antalsmæssigt slår alle rekorder i de danske historiebøger?

De er der ikke. 

Derfor har vi taget sagen i egen hånd. I disse måneder dokumenterer og deler vi historiske demonstrationer samt væsentlig information om konflikten. Dette markerer tilsammen vores kollektive oprør. Og det er ikke kun de danske unge: Det er en global bølge, hvor unge fra hele verden, på tværs af lande, kulturer og religioner, forener deres stemmer på sociale medier. Så selvom sociale medier ofte kritiseres for at forstærke individualismen, viser det sig gang på gang som et kraftfuldt redskab til global mobilisering.

Vi unge er ikke egocentrerede

Jeg har derfor et enormt optimistisk syn på fremtiden. I mine fællesskaber har jeg stiftet bekendtskab med de mest inspirerende, sejeste og kærligste unge mennesker, og jeg er derfor tryg ved, at fremtiden ligger i vores hænder. For med den kærlighed og disciplin, der hersker i vores generation, vil vi utvivlsomt forme en bedre fremtid for os selv, hinanden og verden omkring os.

Vi unge er slet ikke så egocentrerede, som vi ellers ofte beskrives som. Vi forsøger blot at navigere gennem livet for første gang, ligesom alle andre. Og vi stræber hver især efter at gøre vores bedste med de ressourcer, som vi har fået tildelt eller selv har arbejdet hårdt for at få.

Selvom verden kan virke håbløs og kynisk, mener jeg, at næstekærligheden hersker på et højere plan end nogensinde før. Dette gør den på tværs af geografiske, kulturelle, religiøse – og generationsmæssige skel. Kampen mod undertrykkelsen af det palæstinensiske folk er et levende bevis på netop dette. Og jeg er overbevist om, at denne bevægelse, som vi er en del af, vil fortsætte med at inspirere og forme en fremtid præget af positiv forandring.


Skribent: Bella Vad Pedersen

Redaktør: Veronica Magaard

Hvad tænker du?

  1. Christian siger:

    Virkelig godt skrevet – og meget rigtigt.
    Vores unge er meget mere reflekteret og den mest kompetente generation nogensinde 🙏.
    Tak for et fint indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her