Behøver jeg virkelig at tage til den fest?

06. oktober 2020

SEINbidrag

“Uvidende unge på usikker kurs” – sådan bliver unges festafhængighed under corona-pandemien påtalt flere steder. Efter en kollegiefest reflekterer Mads over behovet for at feste, og hvorfor han tog til en fest, han vidste var imod anbefalingen fra myndighederne.

I lørdags tog jeg til kollegiefest med plus-hundrede mennesker, jeg dansede tæt, jeg krammede, jeg delte øl og drak drinks med fremmede. Og så er der alt det, jeg ikke kan huske. Søndagen var fyldt med tømmermænd og dårlig samvittighed.

“Skru ned!”. Sådan lyder opfordringen fra politiet, mens verdenssundhedsorganisationen, WHO, for nylig opfordrede de unge til at feste noget mindre. ”Do I really need to go to that party?” er spørgsmålet, man, ifølge WHO’s chef for akutberedskab, Mike Ryan, som ung må stille sig selv. Samtidig har det danske politi givet op på en dialogbaseret tilgang til fordel for at møde de larmende, festglade unge, der ikke indordner sig, med bøder og konfiskering af musikanlæg. Som en af de mange festglade unge oplever jeg en ambivalent følelse af skyld og berettigelse over de mange klager, der ledsages af en velkendt fordømmelse af ungdommens trang til fest – i krisetider vel at mærke.

 

Som det ofte er, er skylden dog tiltagende, og jeg må spørge mig selv: Behøver jeg virkelig at tage til den fest?

Det korte (og det nemme) svar er: Nej, det behøver jeg ikke. Inderst inde ved jeg imidlertid, at spørgsmålet er mere kompliceret end det, for hvorfor gjorde jeg det så alligevel?
I virkeligheden er det måske ikke så kompliceret endda. Alle mennesker har brug for et frirum, og for mange unge, inklusive mig selv, tror jeg, at dette frirum blandt andre ting er forbundet med fest og samvær, især mens eksaminer bestås (eller ikke bestås), og solen finder vej gennem skyerne, så man i et øjeblik fornemmer, at det rigtigt nok er blevet sommer igen. Festen er forløsningen, det er vandet i tørken, og unge har, som det altid har været, et indædt behov for at være unge. I en tid, hvor intet er, som det plejer, og natklubberne har lukket, er spørgsmålet: Hvor skal vi så gå hen? Kan det virkelig passe, at pandemien også skal kunne bryste sig af den private fest som endnu en af sine offergaver? Det kan det måske nok, i og med at der er vigtigere ting på spil. For der er ingen tvivl om, at hensynet til den enkelte må komme før behovet for at feste.

Personligt oplever jeg et ydre såvel som et indre pres. Festerne, som langt hen ad vejen er sommeren selv, fejer hen over skærmen på min telefon.

Det er festen, der kun lige er begyndt for snart at gå på hæld til fordel for mørkere tider. Samtidig oplever jeg selv, uagtet de sociale medier, en indre længsel efter det frirum som før beskrevet. Et sted, der handler om mærkværdige kropsbevægelser og tung bas, hvad der i sommermånederne ikke mindst kan ses som en hyldest til årstiden. Et sted, der handler om at være sammen om at glemme alt det, der har presset sig på i løbet af dagen, ugen og året, og som venter igen i morgen. Blot for en stund. Du kender måske ikke selv til følelsen, eller også har du bare glemt den. Det er den måske nok så virkelighedsfjerne, men ikke desto mindre effektive og insisterende følelse af, at festen og samværet omkring den er alt, hvad der er, når krisen banker på i endnu en af sine utallige forklædninger, pandemisk eller ej.

Vi skal alle omstille os, og jeg tror, at festerne er, hvad frygten for at løbe tør for mad og toiletpapir er for andre. Det er bestemt ikke rationelt eller målrettet udsatte mennesker, selvom det i sidste ende kan være konsekvensen. Det må vi huske, uanset hvem vi er. Når vi fester, og når vi dømmer hinanden.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her