Jeg troede, du ville vende tilbage med regnen

Det har været den vildeste sommer. Den faldt lige pludselig ned over os, tung som en betonblok. 2018 blev året uden forår, det blev simpelthen sprunget over. Vi gik med store tykke vinterjakker langt ind i april. Der voksede is på indersiden af mine vinduer. Så blev det varmt. Der var ingen spæde solstråler, ingen tid til at vintergækkerne langsomt kunne spire op. Det var vinter, så var det sommer. Den varmeste nogensinde. Det var svært for mit hoved at følge med.

Jeg hader at svede. Jeg er bange for tørke og varmerekorder. Bevægelsen, der kun går opad, vildere og vildere og varmere og varmere, gør mig virkelig utryg. Hvad mon der kommer til at ske? Jeg tænker meget på klimaforandringer, når jeg åbner mine vinduer, og det er som at tænde for en hårtørrer. Jeg læser: Måske bliver det 36 grader i dag. Så tænker jeg tilbage på det samme køkkenvindue stivnet i is.

Jeg har savnet foråret. At komme til at tage en for tynd jakke på for tidligt, at gå og vente på, hvornår det mon blev vejr til bare ben. Tid til at tø op efter vinteren. Nogle solstråler, der insisterende prøver at bryde igennem kold luft. Sådan blev det ikke i år. Lige pludselig stod vi midt i sommeren. Årstider og vejr kan være gode til at sætte skel, opdele perioder i ens liv. Når efteråret så småt begynder sammen med et nyt skoleår. Eller et venskab, der begynder, når man kan sidde ude og pludselig kommer til at snakke sammen. Jeg har aldrig oplevet et så voldsomt og brat skift i årstider som i år.

Sammen med sommeren kom også et tab og en sorg. Aldrig har der været så mange solskinstimer, aldrig har jeg grædt så meget. I år har virkelig været ekstrem og kontrastfuld. Så mange smil, øl udenfor, ingen jakker, 25 grader selv ud på natten. Vejret har i den grad lagt op til ren sommerlykke, indeni har jeg været smadret. Jeg har længtes efter frosten og regnen som en mere konkret måde at længes efter lykken. Da det var koldt og vådt, var jeg vanvittigt lykkelig, derfor blev jeg så glad forleden dag, da regnen pludselig væltede ned over mig efter en lang tørke. Jeg har en mærkelig trang til få vejret og sindet til at passe sammen. Det passer bare ikke at stå på stranden i 28 grader med is løbende ned ad armen og allermest ønske sig, at det var marts, og at hænderne skulle være røde af kulde.

Jeg ønskede mig ud af sommeren, fordi jeg ønskede mig tilbage til dig.

For mig er sommeren forbundet med transformation: Man kommer tilbage efter sommerferien og har oplevet noget, man skal på en eller anden måde have ændret sig. Man har måske endelig fået slappet af, så man er klar til det, der nu skal ske, man har måske rejst og oplevet de vildeste ting. Et eller andet er der vel sket? Sommeren er en flyvsk pause midt i året, den er fritsvævende uden faste dage og tider. Alligevel har jeg det, som om den burde føre til noget. Den burde føre mig ud på den anden side som forandret. Nu har jeg jo haft fuldstændig fri til at gøre lige, hvad jeg vil, alt det jeg normalt ikke har tid til. Jeg kan ikke helt sige, hvad de ting er.

Sommeren er fløjet væk fra mig. Jeg har prøvet at fylde den op med planer, så jeg ikke skulle være alene med mine tanker. Jeg føler mig ikke forandret. Jeg har det, som om jeg er blevet smidt ned i sommeren, og den har kastet mig rundt i dens varme tørre luft, en masse ting er sket, mens jeg har bare har fulgt med. Bare det at holde ud at være i dens varme, at holde smilet oppe på ferie, til sommerfest, til kaffeaftaler, det har taget min energi. Jeg ved ikke længere, hvad jeg vil sige om den her sommer. Den var varm. Den faldt som en bombe. Jeg håber den regn, der er her nu, er et tegn på, at sommeren aftager, så både græsset og sindet kan vende sig til efterår.