Mine planter havde vokset sig høje som træer

27. juni 2019

Klara har drømt tre drømme om planterne på hendes værelse. De fortæller om ensomhed, om angst og om plante nye frø mellem træbjælkerne.

Jeg drømte at mine planter havde vokset sig høje som træer. Planterne på mit soveværelse. De dybe, grønne blade bøjer sig ned over mig i en omfavnelse, et kærtegn. Alle mine planter har jeg fået i gave, alle mine planter har jeg fået indenfor det seneste år. De første to planter fik jeg sidste juli. Jeg havde dem med i toget. Den ene har lange, smalle blade, som en palme, men med stilke. Dens rod er skæv, så derfor står den op ad væggen. Den anden plante har store runde blade der efterhånden deler sig op. Hullet opstår pludselig i bladet og spreder sig ud til kanten. Så ét blad bliver til to blade. Jeg tror næsten de to planter er vokset til dobbelt størrelse nu, jeg tror næsten min hjerne er vokset til dobbelt størrelse nu. Hvornår ved man så meget at man ikke kan vide mere? Aldrig. Hvornår er man vokset så meget at man ikke kan vokse mere? Når man fjernes ellers skæres til, når man trækkes op med rødderne.

Jeg drømte at min plante havde vokset sig fast til radiatoren. Det er den plante som har et navn, jeg kan huske. Edderkoppeplanten. Og rundt på gulvet kravler tusind små edderkopper. Jeg trækker tæerne ind under mig. Jeg trækker fødder og ben og numse og ryg og mave ind under mit bryst. Jeg er ikke bange for edderkopper, men lige nu er jeg meget bange. Er det for edderkopperne, eller er det fordi jeg er helt alene sammen med tusinde små edderkopper? Jeg er helt alene igennem det meste. Det er ikke noget nyt, det er alle. Jeg var alene inde i min mors mave. Jeg er alene på mit værelse med alle mine planter. Jeg er alene sammen med tusinde små edderkopper. Måske er der, inde i den lille bitte edderkoppemave, en lille bitte edderkop der også er alene.

Jeg drømte at min store plante skulle hænges op i en gynge i loftet, og at det var svært at få den der op. Hver gang jeg prøvede, faldt der jord ud fra krukken og landede på gulvet. Til sidst kom den der op, og jeg fyldte ny jord i krukken. Den trængte også til ny jord. Jeg sætter mig i plantejord, og nedenunder er der træbjælkerne der skråner henover min nethinde. Jeg har alt det jord på gulvet, men jeg vil aldrig kunne feje det alt sammen op. Jeg har alt det jord, og jeg vil aldrig kunne bygge noget af det. Jeg har alt det jord på gulvet, og jeg kan så små frø i jorden. De små frø spirer lys på øjenlågene. Det er ikke altid jord der ødelægger det rene. Det kan sommetider være en anden. Det er skyggerne der danser i min øjenkrog, når jeg ikke mere bærer tryghed. Det er skyggerne der danser, når jeg bærer byrden. Det er ikke en byrde der kan tages op med rødderne, men den kan plantes om. Så jeg lægger små frø af angst i det jord på gulvet som jeg sidder i. Jeg presser jord under neglene, jeg presser angst under bjælkerne. Jeg presser frø ned i jorden. Jeg samler mine tårer i en lille grøn vandkande, og jeg vander frøene hver gang jeg tænker på det. På den måde bliver alle tanker plantet om til lys.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *