BIDRAG: Just One More Day

 Hvad blev I inspireret af, da I valgte subjekt? 

Mads: Der er en Møn-Facebook-gruppe, hvor Birk skrev et opslag. Han spurgte, om der var nogen, der kunne tænke sig at få lavet et portræt og fortælle sin historie. 

Birk: Vi gjorde det meget åbent. Vi ville bare gerne fortælle nogens historie, hvis de havde noget på hjerte. Det kunne være alt fra, at de skrev digte, til at de lavede musik eller noget om deres opvækst. Vi fik nogle sjove henvendelser fra forskellige typer. 

Mads: Vi gav det ret lang tid. Maja skrev så, sådan kort, at hun havde virkelig meget med i bagagen, men godt kunne tænke sig at mødes.

Birk: Det var nogle bekendte, der havde foreslået hende at skrive til os. Hun blev skubbet lidt ud i det. Så snart vi hørte fra hende, tænkte vi, at det lød superspændende. Vi ville virkelig gerne snakke med hende. Vi skrev tilbage med det samme og arrangerede et møde.

Mads: Det var først, fredagen før vi skulle skyde mandag, at vi fik lov til at møde hende. 

Birk: Vi krydsede bare fingre for, at hun ville være med. Hun var meget nervøs første gang og kunne slet ikke kigge os i øjnene. Vi var meget opsatte på at skabe et bånd til hende. 

Mads: Hun var meget skrøbelig og søgte meget støtte hos sin far. Vi vidste, det ville blive svært at få noget ud af hende. Hendes familie var ret hurtige til at nævne nogle ting og oplevelser, som hun ikke ville snakke om. Men det endte med, at vi hyggede os utroligt meget med hende. Vi brugte meget tid på at være sammen. Det endte med, at vi fik alt dét, hun ikke vil snakke om, med alligevel. Vi taler også stadig med hende nu.

Hvor lang tid gik der, før Maja var komfortabel nok til at åbne op?

Mads: Det gik faktisk ret hurtigt. Jeg vil sige allerede tirsdag, efter at vi havde haft en virkelig lang snak til hendes master-interview. Vi fik at vide af hendes far, at vi ikke måtte sidde for længe med hende. Det er selvfølgelig hårdt for hende at fortælle de ting, hun fortæller om. Vi skulle sørge for også at holde nogle pauser. 

Birk: Jeg tror, at hun havde gået og tænkt meget over at skulle filmes og interviewes. Så snart hun fik nogle ansigter på os, lukkede hun meget op.

Det er jo en enormt sårbar historie. Tog det hårdt på jer?

Mads: Jeg synes, det var meget grænseoverskridende at få fortalt hele hendes historie fra start til slut, ja. Vi måtte heller ikke svare hende, fordi det var et interview. Kun at måtte lytte, uden at respondere, var lidt hårdt.

Birk: Vi sagde til hende, at hvis der var nogle ting, som var meget upassende at komme ind på, ville vi selvfølgelig undgå det. Der var nogle ting, hun var utryg ved at fortælle. Hun talte sig selv varm på det og endte med selv at komme ind på det i interviewet. Vi gav hende plads og rum til at kunne tale ud. 

Mads: Det var også lidt, som om hun havde øvet det i hovedet. Der var virkelig meget struktur. Det var ret vildt.

Hvad vil I sige har været fordele og ulemper ved at gå på Filmhøjskolen under produktionen? Hvad har I fået ud af forløbet, og hvad tager I med jer videre? Hvad er næste skridt? 

Birk: Ulempen var vel, at der var så meget, vi skulle nå på højskolen hele tiden. Vi havde jo mest lyst til bruge en masse tid på Maja. Vi ville gerne have været hos hende en uge før.

Mads: En stor fordel ved Filmhøjskolen Møn, og Møn generelt, er, at der er en lidt anden kultur herude. Historien har spredt sig utrolig hurtigt. Filmen er blevet vist nede i biografen og rundt omkring på skoler, og TV2 Øst har været ude forbi dem også. Hun har lige lavet en julebog, som var færdig lige efter vores dokumentar, som nu er fuldstændig udsolgt. Så de har bare været lykkelige. 

Birk: Vi sidder lidt og er i gang med at pitche projektet videre. Vi kunne rigtig godt tænke os at fortsætte med det. Det er noget, Maja også godt kunne tænke sig. Hun er opsat på at komme videre og få det bedre. Dokumentaren hjalp også hende supermeget.

Birk: Jeg har tænkt meget over fortiden. At jeg måske for et år siden bare troede, jeg skulle gå fiktionsvejen. Nu har jeg egentlig tænkt meget over, hvad dokumentargenren indebærer. Dokumentar kan være mange forskellige ting, også super visuelt og kunstnerisk, ligesom en fiktionsfilm. Jeg har helt klart fået mere blod på tanden for at lave mere dokumentar i fremtiden. 

Mads: Jeg var meget i tvivl om, hvordan man laver dokumentar. Da vi kom ud i praksis og arbejdede med det, var det superfedt. Vi har også haft nogle superdygtige dokumentarister ude. Jeg blev hooked på det.

Kom filmen til at handle om det, I havde troet, at den skulle handle om?

Mads: Jeg blev positivt overrasket. Det er jo en meget dyster historie. Jeg frygtede, at det ville blive en lang, sørgelig fortælling. Men da man så mødte Maja og lærte om alle de ting, hun gør for at komme videre fra den fortid, hun har, var det klart for os, at dét skulle vi også have med. Det skulle være en fortælling om en virkelig sej pige, som nu er på rette spor. Det synes jeg, vi lykkedes med.

Birk: Jeg tror også, jeg var bange for det der med, at der ikke kom et positivt aspekt med. Hun er så viljestærk og en virkelig fantastisk person.

Hvad har været den største udfordring i jeres proces? 

Birk: Måske at være presset på tid. Vi kunne ikke eksperimentere så meget. Vi kunne godt have tænkt os at lave nogle lidt mere visuelle scener, måske. 

Mads: Det blev sådan noget med at finde på, hvor vi skulle filme, interviewe osv., når vi var på set. Vi havde ikke skrevet noget ned. Det udformede sig på set. Så var det heldigt, at Maja havde en masse ting, hun gik og lavede derhjemme. Så måtte vi bruge det. Hun var også god til at komme med egne inputs til, hvad hun kunne vise frem. 

Mads: Det havde været fedt at have haft en uge mere til at filme og klippe den. Det var svært at skulle korte det ned. Vi havde virkelig meget materiale. Det resulterede i, at vi sad torsdag nat, hele natten, og eksporterede, fire minutter før den skulle vises og ikke nåede at fikse lyden, som vi gerne ville. Det var virkelig ‘kill your darlings.’ Der er meget, jeg synes mangler.

Birk: Vi var virkelig heldige med at have en virkelig god gruppe. Alle var superkompetente og havde virkelig flair for det. Vi sparede sygt godt med hinanden. Alle kom med gode inputs. Vi lyttede til hinanden. Det var supersundt at opleve. Jeg tror også, vi har fundet ud af, at vi godt vil fortsætte med at arbejde sammen. 

Mads: Alle var så klar på at fortælle historien om Maja. Vi synes virkelig, det var fedt. Det tændte engagement i alle.

Hvad har været det mest givende i processen? Hvad håber I på, at folk får ud af jeres film? 

Birk: Det mest givende var helt klart at møde Maja. Det var vildt motiverende at møde en person som hende. Alle har prøvet at føle sig nede, og have noget i hverdagen, som går én på. Den viljestyrke hun har, smitter meget af på en, når man er sammen med hende. Jeg vil så gerne gå videre med det her projekt!

Mads: Ja, det fedeste ville jo være, hvis man kunne følge hende indtil hun kan gå igen. Hun vil gerne kunne gå ned og handle, eller gå på café og få en kop kaffe med sine venner. Der er mange vinkler på historien at udforske.

Mads: Jeg håber, at folk bliver lige så inspirerede, som vi blev da vi arbejdede med Maja. Den motivation hun giver, til bare at fortsætte. Det skal nok lykkedes på et tidspunkt. Det skal nok blive bedre. Når man har en dårlig dag, så handler det om, at få den dag til at gå, og håbe på den næste bliver bedre.

Birk: Jeg håber også, at filmen hjælper de mange unge, som går rundt med psykiske ting. Og det lyder måske lidt cheesy, men jeg håber at filmen får dem til at indse, at der lys forude.