BIDRAG: Om at bygge op og bryde ned

Her sidder jeg efterladt med en masse nye minder og ikke mindst nye perspektiver, erfaringer og refleksioner på og om livet. Særligt én ting står frem, som noget, der har optaget mit tankerum.

Nemlig spørgsmålet om, hvordan man definerer sit hjem. For hjem har man jo efterladt bag sig, men betyder det så, at hjem er det nye sted, hvor man flytter hen? Og hvad gør man, hvis man slet ikke ved hvordan man skal definere sit hjem?

Dette har jeg skrevet et lille stykke tekst om. Måske er det lyrik. Måske er det autofiktion. Måske er det en blanding af det hele. Ligesom indholdet, der også portrætterer en blanding af to modstridende følelser; at være helt lille bitte og forsvarsløs og på samme mere selvstændig og voksen end nogensinde før. At skulle finde fodfæste i en rodløs tilværelse. At bygge op og bryde ned. Simultant og uafhængigt.

så siger de med en påtaget begejstring i stemmen, at nu skal jeg hjem. de gør det for at få mig til at holde op med at græde. min gråd tynger deres ansigter, så de ældes hurtigere. hudlapper bliver løse og mundvige søger nedad, hvis de opholder sig for længe med min gråd.

min gråd kan de ikke holde i deres porøse håndflader. så de spørger og spørger, for det er svært både at tale og hulke på samme tid, umuligt, og så håber de nok på at jeg vælger førstnævnte.

og det har de da også ret i, så jeg siger jo og smiler og tilføjer overbevisende nogle flere ting til listen, så de kan ånde lettet op.

så deres ansigter kan befri sig fra den tunge rustning, der har lagt sig over dem. som jeg har lagt over dem med min rodløshed.

så kan de sætte sig tilbage i bilen og vide, at de har plantet et håb i mig, kunstigt eller ej, og forsikre sig selv om, at jeg stiger på toget, og ikke ud foran toget. og jeg glæder mig da også til at se mine krydderier på hylden igen og til at spille mine nyindkøbte vinyler.

jeg glæder mig til at gå forbi kunstgallerierne og til at kramme Anne og Emma – varme deres kolde fingre i mine hænder. til at sælge kager og kaffe på caféen og spise kandiserede vindruer og drikke gløgg.

indtil jeg snart skal rive det hele op igen og rejse videre til et nyt sted som de også vil kalde hjem.

og så er mit hjem ligesom defineret af dem, selvom jeg slet ikke ved hvilket hjem de hele tiden taler om. for jeg kan ikke mærke, hvor det er eller hvor jeg hører til.

eller om jeg overhovedet hører til. men med toget skal jeg. over grænsen. nedad mod det, de har defineret som mit hjem.

og det er også okay. jeg prøver at finde mig tilrette i denne definition. former min krop omkring den, mens toget drøner gennem det tyske landskab, der skifter fra at være fladt til i bevægelse. træerne løber stærkt.

så stærkt, at jeg ikke kan klare at se ud af vinduet for længe ad gangen uden at blive helt svimmel.

jeg fornemmer, at de hurtigt-løbende træer forstår mig. landskabet uden for vinduet udgøres af elementer, der i al evighed udfører denne mekanisme.

skovbunden og buskene med vilde blåbær og mosen med algerne og frøerne. de kender alt til at bygge op og bryde ned. det er sådan de gror.