BIDRAG: Da jeg lærte, at omsorg er en politisk handling

19. november 2020

I sin skriveproces falder Esther over en pamfletten Syg kvinde teori, og gennem den begynder hun at tænke over, hvor stort et privilegie det er at kunne lave aktivisme. Samtidig begyndte hun at tænke over, om det er i orden at skrue ned for mængden af sine projekter, eller vi bare skal fortsætte med at køre på?
Alle disse tanker kom der essayet “Da jeg lærte, at omsorg er en politisk handling” ud af, som senere er blevet flettet sammen med endnu flere i bogen Vi er sammen om at mærke det.
Mo Moesgaard har lavet illustrationen.

2020 har på mange måder været et overvældende år. Det har tvunget os til at stille spørgsmålstegn ved vores liv, vores værdier, vores privilegier, og hvordan vi bruger vores tid. Hvad skal vi gøre, når der er så mange ting galt på én gang? Har vi som unge et ansvar for at rydde op efter tidligere generationers fejltagelser? Hvis ja, hvor stort er vores ansvar? Hvornår har vi gjort nok? Må vi godt være vrede eller skal vi være flinke og rare og bevare håbet om en bedre fremtid? Og kan vi nogensinde tillade os at slappe af og trække os tilbage fra verden?

Da coronaen ramte i marts måned, besluttede jeg mig for at skrive en bog, der kredsede om mange af de her spørgsmål. Den skulle tage udgangspunkt i klimakrisen og bygge på de indsigter, jeg har fået ved at dykke ned i klimakrisens filosofiske problemstillinger. Og så ville jeg gerne dele mine personlige erfaringer med klimaaktivisme. Både for at inspirere andre til, hvad de kan gøre, men også for at sikre, at andre ikke lavede de samme fejl, som jeg selv kom til at lave i begyndelsen.

Det var vigtigt for mig at møde læseren i sine følelser om klimakrisen. For jeg synes sjældent, der er plads til følelser, når vi taler om klimakrisen. I stedet bliver tonen ofte ret hård, fordømmende, nedgørende eller super teknisk. Og det er ærgerligt. For i virkeligheden har klimasamtalen potentialet til at være fællesskabsfremmende. Men det kræver, vi tør sætte ord på vores følelser, vores personlige refleksioner og vores sårbarheder over for hinanden.

Bogens titel blev Vi er sammen om at mærke det, og den udkom her i efteråret. Den er bygget op af brødtekster, essays og refleksionsøvelser, heriblandt det meget personlige essay ”Da jeg lærte, at omsorg er en politisk handling”. Her beskriver jeg en stor erkendelse, jeg fik under min skriveproces:

Da jeg begyndte at skrive denne bog, var jeg nødt til at skrue ned for alt det andet, jeg havde gang i. Det var en anledning til at reflektere over min måde at være aktivist på. Selvom jeg ikke et sekund har været i tvivl, om det var det rigtige valg at blive aktivist, indså jeg, at jeg havde kørt mig selv for hårdt. Jeg sagde ja til alting. Det betød, at jeg også lavede ting, som jeg egentlig ikke syntes var særligt sjove eller inspirerende.

Da museerne åbnede op efter COVID-19-nedlukningen, besluttede min kæreste Clara og jeg os for at tage på kunstmuseum. Vi havde brug for at lave noget andet end aktivisme, og vi havde brug for at lade os inspirere af alt det, der syder og bobler ude i verden.

I museets boghandel, som vi skulle igennem for at lægge vores ting i garderoben, blev jeg fanget af en lilla pamflet, der stod og hvilede på et plastikstativ. SYG KVINDE TEORI Johanna Hedva stod der med snørklede bogstaver på forsiden. Jeg blev nysgerrig.

Det viser sig, at Johanna Hedva, en koreansk-amerikansk kunstner, lider af en kronisk sygdom, som gør, at hun i perioder er bundet til sengen i op til fem måneder ad gangen. I 2014 faldt hendes sygdom sammen med en bølge af Black Lives Matter-demonstrationer, der foregik i hendes hjemby Los Angeles.

Jeg lyttede til lydene fra demonstrationerne, som steg op mod vinduet, mens jeg lå fanget i sengen og hævede min syge kvindenæve i solidaritet,” skriver Hedva.

Oplevelsen af at være afskåret fra at demonstrere fik hende til at tænke på alle dem, som heller ikke kan være med. På alle de andre usynlige, solidarisk løftede næver. Fra sin seng begyndte hun at reflektere over, hvordan det er muligt at handle politisk, hvis du ikke er i stand til at komme ud af sengen.

Inden jeg bladrede i pamfletten, havde jeg ikke tænkt særligt meget på, at der er nogle, der er for syge til at protestere. Jeg var klar over, at det er forskelligt, hvor meget tid folk har i deres liv til at demonstrere, og at vi ikke kan forvente, at alle engagerer sig lige meget. Men jeg havde ikke overvejet i dybden, at der er kronisk syge mennesker, der ønsker at demonstrere, men som er fysisk udelukket fra at deltage.

Jeg indså, hvor stort et privilegie det er at være klimaaktivist. Jeg indså, hvor heldig jeg var at have mulighed for at kæmpe en så vigtig kamp, også selvom det sommetider er hårdt.

Johanna Hedva kommer frem til, at det at drage omsorg for sig selv og andre er en politisk handling, fordi omsorg går imod samfundets ideal om, at vi hele tiden skal være produktive. Det var et perspektiv, jeg havde manglet.

Da jeg skruede ned for alle andre aktiviteter end bogskrivning, var det svært for mig at fortælle folk, at det var dét, jeg havde brug for. Jeg følte, jeg skulle undskylde, at jeg ikke havde uendelig energi, men havde brug for at drage omsorg for mig selv i processen.

Sandheden er, at intet menneske har kræfterne til at knokle for fuld skrue i alle døgnets vågne timer, heller ikke selvom det gælder klimaet. I hvert fald er det en meget hård måde at leve på. Vi har alle sammen brug for hvile og for at få ro til at fokusere. Men det får vi sjældent at vide er okay.

Derfor er behovet for at drage omsorg for os selv sommetider forbundet med skam. Det var det i hvert fald for mig. Men det er vigtigt, vi øver os i at drage omsorg for os selv og andre. Og det er vigtigt, vi øver os i at gøre det med stolthed.

Vi lever i en mærkværdig og voldsom tid. Vi, som er i stand til at lave aktivisme, er meget, meget heldige. Det giver os en pligt til at gøre noget. Men deri ligger også en pligt til at forvalte vores privilegie på en måde, så det rækker langt. Det indebærer at huske at passe på sig selv, mærke efter, hvilke former for aktivisme der inspirerer os, og være stolte af at turde drage omsorg for os selv, når vi har brug for det.”

Jeg håber, min bog kan hjælpe dig ud af din klimaensomhed og give dig selvtilliden til at dele dine klimafølelser. Der er brug for din stemme, dit input og dine refleksioner. Det skal være slut med at lytte på de samme tørre jakkesætskloner spytte statistikker og økonomiske argumenter ud i hovedet på os alle sammen. Klimakrisen er så meget større end det. Klimakrisen er dig og mig. Og du kan spille en vigtig rolle i den. Hvis du tør bruge vores stemme og stoler på det, du mærker er forkert.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN