Bidrag: Serbisk jul, nytår og demonstration? – del 2
I Serbien har der siden november været store uroligheder grundet utilfredshed med landets regering. Mette skriver i to indlæg om sine oplevelser, og i denne anden del tager hun os med til demonstration i Beograd.
Da jeg ankom til serbiens hovedstad, Beograd, var jeg stadig ikke afklaret om, hvorvidt jeg skulle tage til demonstrationen eller ej. Tankerne om, hvorvidt det var mit ansvar, rumsterede stadig.
Den 31. december klokken 22.01 foretager mine serbiske venner et opkald i vores gruppechat. De sender efterfølgende en adresse, som de beder mig møde op på, hvis jeg beslutter mig for, at jeg vil med til demonstrationen.
Jeg bliver mødt af en træt stemning, da jeg ankommer på adressen, som viser sig at være min vens lejlighed. Men idet vi går ud af lejligheden, stiger energiniveauet. Min veninde smiler. Selv ham, der aldrig siger så meget, virker energisk. Vi går mod lyden af råb og fløjt og mister hurtigt en af vores venner i menneskemængden.
Foran Dom Omladine, ungdommens hus i Beograd, er der sort af mennesker. Bag mig, ned mod Nikola Pašićs Plads, er der sort af mennesker. Så langt øjet kan se for tågen, er der mennesker. Alle mødt op for at demonstrere på nytårsaften.
Vi går mod lyden af råb og fløjt og mister hurtigt en af vores venner i menneskemængden.
Larmen er øredøvende. Mine venner tager deres hovedtelefoner i ørene for at bruge dem som ørepropper. Jeg gør det samme, og vi følger med menneskemængden.
Folk vinker til os fra lejlighederne. En flok gamle mennesker står på en altan og hepper på os. De husker formentligt både de lignende protester i 1968 og 1996. Jeg tror, at de ligesom mange andre og mig selv inklusive håber, at det denne gang bliver anderledes.
Vi når frem til studenternes plads, hvor demonstrationen skal afsluttes med 15 minutters stilhed. Det er forløbet udramatisk indtil nu. På pladsen står en mand på en affaldscontainer og svinger et serbisk flag fra side til side.
Han har en hvid skjorte på og står uden jakke, selvom det er minusgrader. Demonstranterne stimler sammen omkring ham. Mens vi betragter scenen, tager jeg notits af en bil, der kører forbi os. Sikkert en mand, der passer sit arbejde, tænker jeg.
Folk begynder at løbe – ikke væk fra demonstrationen, men mod bilen.
Men pludselig vender bilen, og den accelererer hurtigt i retning mod menneskemængden.
Vi skynder os at træde tilbage på fortovet. Folk råber. Jeg ser ikke, om nogen bliver ramt. Bilen forsvinder i kaosset. Folk begynder at løbe – ikke væk fra demonstrationen, men mod bilen. Som i et forsøg på at indhente den og stille chaufføren til ansvar. Demonstrationen fortsætter. Ingen nævner det, der lige er sket.
Klokken 23.52 bliver det samme ord råbt igen og igen på serbisk. Jeg spørger min veninde, hvad de råber. Hun tænder en cigaret og svarer: “Stilhed”.
I de 15 minutter, der følger, er det eneste, man kan høre, den lille pige på knap 2 år ved siden af os, som fra en klapvogn udtrykker sin utålmodighed.
Da klokken slår 12, er alle fuldstændig stille.
Vi er trådt ind i et nyt år, men den eneste markering af årsskiftet er raketterne, vi kan høre blive affyret, og de få, som klemmer hinandens hånd. De første 7 minutter af 2025 befinder vi os i komplet stilhed indtil alarmen lyder, og de 15 minutter er ovre. Nu krammer og kysser alle. Mine venner ønsker mig et glædeligt nytår.
Da jeg blev spurgt i dagene efter, hvordan min oplevelse havde været til demonstrationen, svarede jeg: “Rørende”. Jeg var glad for at vidne og være med til, hvad jeg tror, vil være en historisk begivenhed om 15 år. Alle, jeg kender i Serbien, var der – selv min chef.
Så vigtigt føltes det. Men det var også et pitstop på vej videre i byen, og det er også helt okay.
Privatfoto
Ingen nævnte bilen efterfølgende. Den del snakker vi ikke om. Det føltes desværre som et vilkår, de studerende har anerkendt, eksisterer. Men det stopper ikke deres kamp.
Jeg ved ikke, om der skete nogen noget nytårsaften. Men jeg ved, at en ung kvinde blev påkørt under en blokering af et kryds i Beograd den 16. januar, og at hun efterfølgende blev indlagt. Chaufføren af bilen bliver nu retsforfulgt for forsøgt manddrab.
Påkørslen blev filmet, og i videoen kan man se, hvordan hun bliver kastet over motorhjelmen og slæbt med på taget af bilen i et par sekunder, før hun falder ned på vejen, og bilen kører væk. Kvinden blev efterfølgende indlagt på hospitalet og er i stabil tilstand.
Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, har kommenteret på et andet tilfælde, hvor en demonstrant blev påkørt. Han har sagt, at chaufføren blot kørte den vej, han skulle, og derfor ikke burde blive retsforfulgt.
Derudover er der teorier om, at et voldeligt angreb på universitetsstuderende og undervisere fra kunstuniversitetet i Beograd den 22. november blev udført af en organiseret gruppe, som tilhørte Vučićs parti, SNS.
Vi er trådt ind i et nyt år, men den eneste markering af årsskiftet er raketterne, vi kan høre blive affyret, og de få, som klemmer hinandens hånd.
På trods af hændelser som disse fortsætter kampen. Fredag den 24. januar begyndte en generalstrejke Serbien. Landets studerende opfordrer alle til at tage del i strejken ved ikke at møde op på arbejde, ved ikke gå på café eller deltage i kulturarrangementer samt ved ikke at bruge en eneste krone.
Håbet er, at det rammer den serbiske økonomi, og at de på denne måde kan presse regeringen yderligere.
Mandag den 27. januar blokerede studerende og borgere i Beograd en central motorvejstilkørsel i 24 timer.
Billederne af blokaden, som florerede på nettet, viste serbere, der spillede volleyball, lavede helstegt pattegris over en hjemmelavet grill, og som sov i klynger på vejen. Landmænd var mødt op med traktorer for at sikre, at ingen biler kørte ind i de demonstranterne.
Hvor længe strejken og demonstrationerne kommer til at vare, ved jeg ikke. Men jeg ved, at det, der sker i Serbien lige nu, er historisk. Det var derfor, jeg deltog i demonstrationen, og det er derfor, jeg deler min oplevelse.
Jeg kan ikke kæmpe mine venners kamp, men jeg kan hjælpe, hvor jeg kan, og det gør jeg.
For jeg tror på et bedre Serbien.
Tak for at dele dine vilde oplevelser nytårsaften og bakke op om forandring i lande, der virkelig kæmper for et bedre liv!