BIDRAG: Sweet beats fra en kriminel underverden

Med over 1 million lyttere på Spotify hver måned og et fast greb om hitlisterne er det ikke en overdrivelse at proklamere den svenske rapper Yasin som en betydningsfuld indflydelse på hiphop-kulturen i Sverige samt de resterende af Skandinaviens lande. Yasins omdømme stammer dog ikke udelukkende fra hans blændende talent indenfor hiphop. Rapperen har i størstedelen af 2020 siddet i fængsel for besiddelse af våben og har senere modtaget anklager for både mord samt kidnapning af en anden stor svensk rapartist. På nuværende tidspunkt står han overfor en potentiel fængselstraf på 18 år.

Yasin er vokset op i Rinkeby, en forstad til Stockholm. Rinkeby har igennem en årrække været notorisk kendt som et sted, hvor både spirende raptalenter og voldsomme bandekonflikter blomstrer. Det menes, at den unge rapper er infiltreret i stridighederne i Rinkeby som anfører for banden ’Shottaz’. En forbindelse, der har sat Yasin i positionen som Sveriges mest aktuelle og kontroversielle rapper.

Sammenhængen mellem kriminalitet og rap er noget, som flere mener har set en eksponentiel stigning indenfor de seneste år. Dette er ikke kun i Sveriges Rinkeby, men over hele verden. Denne pointe illustreres blandt andet i musikvideoer, hvor man ser en udskiftning af statussymboler. I ældre rap-musikvideoer er det ofte damer, hash og penge, der pryder skærmen. De mere moderne rapvideoer indeholder pistoler, slåskampe og narkotika. Det er en udvikling, som på mange måder bliver en forlængelse af det seneste årtis diskussioner om at adskille kunstner fra værk.

Flere rapartister har de seneste år mødt hård kritik som følge af deres personlige liv og handlinger, eksempelvis Tory Lanez, R. Kelly og herhjemme artisten Jamaika. Den voksende glorificering af både vold og kriminalitet siges at have sit ophav i blandt andet genrerne Grime og UK Drill. To afarter af hiphop, der både lyrisk og fysisk er anerkendt for sin intensitet og voldsomhed. Det visualiseres blandt andet i serien Top Boy, som er produceret af Drake m.fl. og ligger på Netflix.

Det ser ud, som om hiphopkultur og rapmusik står overfor en omvæltning i mødet med det senmoderne samfunds aktivistiske kritik af individer i scenelyset. Pludselig bliver der sået en tvivl hos mig som dedikeret tilhænger af både Yasin, Grime-rap og Top Boy: Burde jeg egentlig lytte til det her? Jeg forbruger kultur fra en verden, hvor ikke alle har sit på det rene. Jeg lytter ikke på grund af den tvivlsomme adfærd, men nærmere fordi jeg værdsætter den kunst, som uheldigvis ofte er et produkt af et hærdet samfund. Jeg tror på, at man, for at kunne forstå kultur, bliver nødt til at bevæge sig ind i kulturproduktets verden og historie frem for at affærdige dét, der i sidste ende kan lære én noget ganske nyt.

I fremtiden ser jeg dog ærligt talt ikke mig selv fralægge den musik, som ifølge visse politikere bliver anset som værende problematisk, farlig eller ligefrem destruktiv. Alene af den grund, at det vækker glæde i mig i en tid, hvor dopamin er en mangelvare.