Himmelen 2.0

06. marts 2018

SEINbidrag.
Ole har skrevet en tekst om tab. Om sorgen ved at miste en ven. Om hvordan det er rart at have ham ‘online’, når man har behov for at sige hej. Som en form for Himmelen 2.0.

Animation af Anneli Søgård-Høyer

Lyset fra mobilskærmen var i skarp kontrast til den mørke og kolde nat. Gaden lå mennesketom og stille, men hovedet var fyldt med tanker om dig, tanker som kun natten kan vække om de døde. Derfor havde jeg mobilen fremme. Jeg åbnede Snapchat, tog et uklart billede af asfalten under mig og skrev til dig, inden jeg slukkede for mobilen, vel vidende om, at jeg aldrig ville kunne se indholdet igen. Da jeg kom hjem og lagde mig ned i min seng, hvor min kæreste vågnede i mørket, brød jeg pludselig fuldstændig sammen i hendes arme.

Hvad fanden har jeg gang i?

Det var ikke, fordi jeg troede, at jeg ville få et svar. Måske var det et mikroskopisk håb om, at det lille røde trekantsymbol på skærmen pludselig ville blive hvidt. Men jeg vidste jo inderst inde, at det aldrig ville ske. Trekanten forblev rød, rød som mine kinder her og nu, hvor jeg tænker tilbage på det. Det var en så desperat, nærmest meningsløs handling. Og det var ikke første gang, jeg havde gjort det, tværtimod. Men på det tidspunkt føltes disse beskeder til dig ikke som andet end fuldstændig meningsfyldte.

En sociolog, som jeg en gang skulle interviewe til en artikel om dansk begravelseskultur, fortalte mig en historie om en ateist, der tilsluttede sig kristendommen, da hun fik at vide, at hun var uhelbredeligt syg. Forestillingen om, at der ikke var noget mere efter døden blev for angstprovokerende for ateisten. Dødens virkelighed blev simpelthen for uvirkelig, når manden med leen bankede på, og hun fik et stærkt behov for at rette op i dette eksistentielle sammenbrud.

Idéen om noget mere på den anden side skabte en ro og en tryghed for den forhenværende ateist. Og jeg tænker på, hvordan vi taler til de døde på kirkegårdene, hvordan vi ønsker gravstenene en god jul, og hvordan hilsnerne, jeg sendte på Snapchat, ikke som sådan adskiller sig fra det – men er en form for Himmelen 2.0. Ingen kan forestille sig ikke længere at være, og idéen om noget mere efter døden – en pludselig, uventet død – bliver afgørende for de uhelbredelige såvel som for de efterladte.

Hvor gravstenen er et symbol på og en repræsentation af det tabte, er og forbliver profilerne på de sociale medier, som de altid har været, som en del af dig, der aldrig rigtig dør.

Dagen efter hændelsen var jeg ude at gå en tur med min kæreste. Hun spurgte ind til natten. Måske var det bedst, at jeg fjernede ham som ven? Der er jo ikke længere noget kontakt at få. Han er her ikke mere. Det er over et år siden, han besluttede at tage sit eget liv. Men vi tillader jo kirkegårdene, så hvorfor skal han ikke få lov til at befinde sig på Snapchat eller Facebook? Det er klart, han skal få lov til det, men se nu, hvad det gør ved dig.

”Å sørge er metoden for å legge noe bak seg og komme videre,” skriver den norske psykiater Finn Skårderud i sin bog Uro. ”Sorgen er nødvendig for å kunne leve med at noe er tapt for alltid. Det kan og skal ikke erstattes av noe tilsvarende, men av noe som er kvalitativt annerledes.”

Hvor gravstenen er et symbol på og en repræsentation af det tabte, er og forbliver profilerne på de sociale medier, som de altid har været, som en del af dig, der aldrig rigtig dør. Derfor bliver de to usammenlignelige.

Jeg vil gerne skrive, at det var med denne forståelse og klarhed, som med et roligt og sikkert skridt fremad, at jeg besluttede for ikke at sende dig flere billeder og fjernede dig som ven. Men det ville være en forfladigelse af sorgen. For sorgen opererer ikke på den måde.

Jeg har ikke noget entydigt svar på, hvorfor jeg stoppede med at kontakte dig. Det var, som om hverdagen langsomt greb om min bevidsthed og rettede den mod de daglige gøremål og mennesker, som stadig stod overfor mig – mod tilflytningen til en ny og fremmed by, mod beskidt opvask og opslugende eksamensforberedelser, mod nye venners hævede ølglas og ens kærestes kærlige blik. En form for nødvendig og god glemsel – må jeg godt skrive det?

Måske er det også derfor, det er så godt stadig at have dig der, online, lige hvis jeg har behov for at sige hej.

Hvad tænker du?

  1. Freya Lind Jeppesen siger:

    Hold da op hvor er det rammende! Så fint skrevet <3

  2. Rosa siger:

    Fik endelig læst din tekst, og sidder nu med røde øjne og våde kinder i DSB. Så rammende en beskrivelse af følelsen når man mister. Av, men et kæmpe kram til dig ♥️

  3. Olivia Thyge Johansen siger:

    Nogle så fine og rammende overvejelser og tanker <3 Mange tak for at dele det med os!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *