Bøgetid: Virtuose digte om dagligdag og dommedag

21. marts 2023

Nanna Storr-Hansen har med ‘Bøgetid’ netop vundet Montanas Litteraturpris – en af landets største af sin slags. Jacob har læst digtsamlingen, og han er begejstret. For selvom digtene begår sig i velkendte tematikker i tidens litterære landskab, så skinner de hver især så skarpt og præcist inde fra tidsånden, at det er svært ikke at lade sig forblænde.

I Nanna Storr-Hansens digte løber et væld af dagligdag og dommedag, natur og unatur samt mytologiske fortællinger om fædre og moderskab gennem hinanden, men på en så elegant og ubesværet måde som kun få formår så virtuost som hende. Her, stringent, både småt og storslået: »Jeg gemmer / kosmos // i kinden / et velsuttet // sort / bolsje // mosevand / inderst // i brystet / spættet og rundt // den blålige / trafik // i min krop.«

I sammenfletningen af naturen og jeget, der ikke bare foregår her, men også i de fleste af samlingens øvrige tekster, synes jeg, at de mest interessante steder opstår. Fordi foreningen af de to både er noget, vi mærker konkret – for eksempel i vinterkulden, der får fingre til at føles som stålproteser og huden til at sprække – men samtidig rører os på et helt grundlæggende plan. Jeg føler det selv i øjeblikket, når et nyt lys træder frem i de første dage af foråret, og en lykke synes at vælte ind over mig for første gang i en evighed. 

Støt Sein, ved at blive medlem her

Og jeg synes, der både er noget enormt frisættende, men samtidig klaustrofobisk ved tanken om at være uløseligt forbundet til naturen. Særligt når det tages in mente, at vi netop er ved at ødelægge den så meget, at den om lidt ikke længere er beboelig. Og hvad er den moderne naturlitteratur egentlig uden en smule nærværende dommedag? Her, et kommende undergangsbillede med den skønne og umulige titel ‘TEXAS BREDTE SIG I MØRKET’: »Solen i rotation / om blokken / mandag / min håndryg / et bjerg / på min mor / jeg drømte / strømsvigtet var nået / til Europa / Texas bredte sig / i mørket / vågnede i højt græs / og vi gik tilbage til det stråtækte hus / hvor mennesker / klædt ud / som dyrearter / sprang forbi vinduerne / i sneen.«

 

Samtidig føler jeg mig længere væk fra naturen end nogensinde før. Eller i hvert fald rimelig ude af sync med den. Jeg bor i en lejlighed i byen, og man skal være naiv for at tænke, at de indhegnede træer nede på vejen er natur. Jeg har mine planter, som jeg forsømmer på daglig basis i øjeblikket – hvorfor? Nok fordi dagligdagen indhenter mig. Nok fordi det er nemmere at lade være lige nu. Jeg sidder godt i bekvemmelighedens lune stol. Hvilket også er noget af det, Storr-Hansen heldigvis er god til at påpege. 

Det imponerende ved samlingen er netop alsidigheden. Især indholdsmæssigt, hvor der både virker til at være en forståelse for, eller accept af, menneskets dagligdag, fokus på sin egen overlevelse gennem slægt og så naturens overlevelse. Og emner som netop dagligdag og moderskab er meget mere fremtrædende i bogen, end hvad jeg kan nå at give dem credit for her.

Men ikke kun indholdet har den alsidighed – den er også til stede i formen. Storr-Hansen henvender sig til tider til læseren og går politisk aggressivt til værks – for eksempel her fra perspektivet af en bøg: »Jeg er bøgen / jeg har gæller på / her er noget / du kan tage / og føle på / der er kun én årstid i kapitalismen / forår / der er kun én årstid i kapitalismen / forår.« Og så er der andre digte, som får lov til at stå så fint selv i sine egne stilleben-agtige øjeblikke – hvilket typisk er, inden naturen bliver forstyrret af mennesker.

Jeg synes, det bedste i Nanna Storr-Hansens bog er de helt korte digte. Særligt nogle af teksterne fra ‘FØRSTE KREDS’ og ‘ANDEN KREDS’, hvor hun strammer sproget helt ind til dets betydning, mens det stadig bevarer, og med sin ordknaphed til tider forstærker, den mystik, som glimter gennem samlingen i mosebilleder og mytologiske skikkelser. Mange af de korte tekster er skrevet så stramt, at sproget nærmest bliver køligt, men paradoksalt nok alligevel synes at bugne med bagvedliggende patos og en næstekærlighed til både natur og slægt.

For eksempel lyder ‘Bøgetid”s første fine digt sådan her: »En solsort lægger sine æg / på tværs // i en af mine bevidstheder / jeg vender håndfladerne // mod skoven,« hvor der i en kryptisk og snæver vending både opstår en forplantning (forbandelse, måske) af natur i jeget efterfulgt af en kærlighedserklæring fra jeget tilbage til selvsamme natur. Og næste digt i kredsen lyder: »Mosen det første / internet // forbandt tiderne / og information / om vore tidligere / medborgere,« som, jeg synes, smukt udvider slægtskabet fra kun at være den overliggende fysiske verden til at inddrage vores forbindelse i tidens dybe stik med naturen og det, vi engang var.  

Gennem samlingen er det hele tiden præsent, hvordan vi hver især er forbundet med hinanden i både tid og rum. Om det er kosmos, der gennem et bolsje langsomt suges ind i kinden, veerne fra et barn, der vil ud, et fortidigt fund ved en mose eller kærlighed som rodnet fra en gammel skov eller stueplante, der endelig får vand. Så synes jeg, at der er en virkelig fin tanke ved det underlige fællesskab, som opstår mellem os. At kunne føle en dybere sammenhæng til hinanden og til det ikke-menneskelige, og pludselig mærke, hvordan vi hele tiden forandrer og vinder indpas i hinandens verdener ved noget så småt som et ord eller en sten.


Tekst: Jacob Stræde Christensen
Visuelt:
Liv Møller
Redaktør:
Martin Bjerg Dahl

Hvad tænker du?

  1. Björk B. siger:

    Så fint og virkelig fine illustrationer! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her