SEIN på SPOT: Overbevisende popvokaler og hitparade i Store Sal

Artistplakat

Jessica Florence
Ungdomskulturhuset, 5. maj

På UKH’s intime scene hørte jeg min første koncert på Spot. Jessica Florence spillede i festivalens første timer en hjertevarm og vuggende koncert for et publikum af spændte festivalgæster. De omfavnende sange om usikkerhed og ærlighed var velfungerende på både dansk, engelsk og grønlandsk. Folk-rock-nummeret ‘Verdens Rod’ åbnede koncerten og hang ved, da jeg gik derfra. Bandet var nærværende på scenen, og deres kemi smittede. Især Florence selv og guitaristen Vitor Santos udstrålede en rutineret intensitet, da de få centimeter fra hinandens ansigter spillede guitar op mod hinanden. Florence’ overbevisende og omsorgsfulde vokal kombineret med hendes klare guitarspil ledte mine tanker hen på Joni Mitchell. UKH var et godt match til Jessica Florence, men lukkede jeg øjnene, så jeg bandet på en scene midt på en mark af højt, bølgende græs omringet af bløde bakker og i nedgående sol. Det var de omgivelser og den stemning, bandets singer-songwriters lyd hensatte mig til. Forsanger, Jessica Florence, snakkede naturligt med publikum mellem numrene, og det er den intimitet, jeg tager med mig fra koncerten. De rørende tekster og det indlevende publikum. Jessica Florence på UKH var en oplevelse, bandet og publikum gav til hinanden. 

Mekdes
Arkitekten, 5. maj

Mens solen gik ned over en forblæst festivalplads, spillede Mekdes en popkoncert, der matchede den rosa himmel. Jeg tog især til koncerten på grund af en forventning om fortryllende popvokaler, og jeg blev ikke skuffet. Hendes vokal kunne sagtens måle sig med andre af Danmarks dygtigste som Jada og Clara. Men i modsætning til dem var Mekdes’ hyperpop blødt op med undertoner af hiphop og R’n’B-rytmer. Hun legede med to mikrofoner med forskellige lydeffekter og udviste både kontrol og legesyge med sin stemme som instrument. Der var ikke mange instrumenter på scenen, og på nummeret ‘Hanging Upside Down’ søgte mit blik forgæves en live guitarist til at spille riffet. Publikum brusede med på sangene og var tydeligvis rutinerede Mekdes-koncertgængere. Under nummeret ‘Føles Godt’ med URO som feature, blev koncertens indhyllende illusion brudt, da der var tekniske problemer, og nummeret måtte tages om tre gange. URO og Mekdes tog det pænere end pænt og holdt smilende humøret højt, til det endelig lykkedes. Og heldigvis for det. Mekdes er på mange måder en popdronning i hiphop-klæder, og det trofaste publikum slugte de lettilgængelige melodier råt.

Kind mod Kind
Rytmisk Sal, Musikhuset, 5. maj

Jeg kom for sent til Kind mod Kind på trods af, at jeg troede, at jeg var i god tid. Mit kendskab til deres musik er minimal, men da jeg så køen til Rytmisk Sal sno sig hele vejen ud af musikhuset, blev mine forventninger til bandet alligevel skruet i vejret. Og selvom jeg endte med at gå glip af to-tre af numrene, var det intet problem at lade mig rive med af den high-energy klubstemning, der fyldte rummet, så det næsten kunne mærkes fysisk at træde ind ad dørene. Alle volumeknapper og fadere var skruet helt i top; lyd, lys, røgmaskine og energi var på et maks, og det var svært ikke at blive forført af. Det var bogstavelig talt et brag af en lukkekoncert. Det endnu ikke udgivne nummer ‘Love isn’t Easy’ lød, som havde Medina og drum n’ bass fået et barn, og jeg kunne lide det. I det hele taget var jeg overrasket over min begejstring for den melodiske falset og de poetiske tekster i kombination med den energiske, elektroniske instrumentering. Jeg kunne danse længe til Kind mod Kind. 

Artistplakat

Naked: Feat. Selma Judith, PATINA, Pil, Emil Bender Rønnenfelt (Iceage)
Store Sal, Musikhuset, 5. maj

Det populære Naked-format var naturligvis tilbage i år. Denne gang opgraderet fra Musikhusets Lille Sal til Store Sal, så man rent faktisk kunne komme ind. Bag konceptet står den svenske pianist Gustaf Ljunggren, som får selskab af skiftende kunstnere, der sammen med Ljunggren skærer numrene ind til benet. Årets Naked-lineup bestod af Selma Judith, PATINA, Pil og Iceage-forsanger, Elias Bender Rønnenfelt. Særlig første artist Selma Judith satte fra start baren enormt højt. Hun har en ekspressiv stemme, der rummer både øm luft og kraftfuld aggression og akkompagneres flot af Gustaf Ljunggrens klaverspil. Samspillet mellem de to var et studie ud i dynamisk forståelse, og Selma Judiths og klaverets stemme flettede sig ind og ud af hinanden. På sidste nummer ‘The Crows Tonight’ forstod Ljunggren virkelig at lade vokalen stå selv, hvilket den helt klart kunne bære. Nummeret var med flotte overgange fra inderlighed til grandiositet klart koncertens højdepunkt. Judith virkede nervøs mellem numrene, men var enormt selvsikker under numrene. Begge dele charmerende og på sin egen måde overbevisende.

Barbro
VoxHall, 5. maj

Fredagens næste levende billede var dansk-hollandske Barbro Kuypers og hendes tre mand store band. Hende selv på guitar og vokal, Villads Tyrrestrup (Liss) på guitar og vokal, samt Sarah Ziebe på trommer. Barbro var helt tydeligt oprigtigt glad for at spille koncerten og havde en skøn ydmyg, men alligevel tydelig  stage-presence. Også her arbejdede bandet flot med dynamik i både vokal og instrumenter. Musikken er en slags folk-rock, der fredag aften i VoxHall havde et hint af shoegazer og mindede om en blanding af Big Thief og my bloody valentine. Bandet skabte en intens, næsten dyster stemning under nummeret ‘Be Better’, da Barbro badet i rødt lys gik ned blandt publikum. Ziebe er en stærk no-bullshit trommeslager, der lagde et tungt og kontrolleret beat, mens Kuypers messende håndterede angst og depression sammen med publikum. Efter den intense terapi-session samlede Barbro flot stemningen op igen med et af deres gamle numre ‘U Think Im Strange??’ med flydende overgang til en smadderudgave af nummeret ‘Counting The Days’ fra deres nyudgivne debutalbum. Her kom der for alvor gang i bandet og i publikum – i hele huset faktisk. Kuypers hoppede lystigt og strålede af den glæde og taknemmelighed, der kendetegnede hele koncerten.

Zar Paulo
Store Sal, Musikhuset, 5. maj

Hvis jeg skal lægge kortene på bordet, så var jeg en anelse skeptisk inden Zar Paulos koncert kl 23:30 i Store Sal. Jeg ved, at de har haft enormt meget vind i sejlene på det seneste, men jeg var ikke helt overbevist af debutpladen, der forekom mig en anelse ensidig. Der blev jeg godt nok taget med bukserne nede. Jeg kan ikke komme i tanke om, i de 6-7 år jeg er kommet på Spot, at have set en koncert med så høj produktionsværdi og gennemført professionalisme. Lars H.U.G. og David Byrne har ikke levet forgæves. Forsanger Emil Vammen var selvsikker og soleklar i sin position som frontmand og piskede rundt på scenen (i hele salen faktisk), så det var en ren fest. Efter debutplade- og koncertåbneren ‘Kan du holde til at holde det inde’ var det én stor hit-parade. Det var umuligt at sidde stille, umuligt ikke at smile, og jeg vil næsten mene, at det er et tegn på decideret mangel på empati, hvis man kan lade være med at klappe med på hittet ‘Klap For Fædrelandet’ (til trods for den ellers let deprimerende tekst). Resten af bandet var også umådeligt rutinerede og spilleglade og havde en passende mængde soli på henholdsvis knapper, saxofon og trommer. Det var ekstatisk, euforisk og fortryllende fra start til slut. Uden tvivl Spots største koncert. Der er godt nok kun gået én dag, men jeg har svært ved at se, hvordan den skal toppes.

Tekst: Astrid Hein Ernst og Justus Ortmann
Redaktør: Martin Bjerg Dahl