Bring kulturen ind i valgkampen!

Der er valgkamp, og spændingen fanger mig som et nyt realityshow, hvor plottwists og drama ændrer showet dag for dag. Samtidig glæder jeg mig også til de fire uger er overstået, så mudderkastning og fokus på forskelligheder ikke skal fylde nær så meget i debatten. Lige nu er den præget af hård retorik og en øget polarisering – det flytter fokus fra de egentlige politiske budskaber og gode argumenter. Personerne bag politikerne og likeability’en bliver i stedet det centrale i debatten.

Kulturpolitik omfatter den statsstøttede musik, litteratur, kunst, teater, film, museer og andre kulturinstitutioner. Det handler om fordelingen og tildelingen af pengene til kulturlivet i Danmark. Så hvorfor taler vi ikke mere om kulturpolitik i valgkampen? Er kulturen så selvfølgelig i vores samfund, at vi tager den for givet? Forestil dig, hvor trist verden ville være, hvis ikke vi havde biografer, koncerter, museer eller biblioteker, hvor vi i fællesskab kan have store oplevelser. 

Visuelt af Frida Bjerregaard Poulsen

Det fysiske kulturliv er blevet til noget, vi tror, vi har, og som derfor ikke er vigtigt at tale om. Men det er vigtigt at blive ved med at pleje kulturen for at få et alsidigt og berigende kulturliv. Derfor er der behov for at styrke kulturinstitutionerne i hele landet, så vi har en fælles platform og referenceramme, der også skaber læring, underholdning og et grundlag for dannelse.

Kulturen er det, der binder os sammen
Vores største fælles øjeblikke er præget af kultur. I sommer havde vi sammen en af de største oplevelser i en kulturel kontekst. Tour de France tog al opmærksomhed og samlede os i en kæmpe fejring og hyldest af Jonas Vingegaard. Jeg var vildt forundret og begejstret over den samling, som én præstation kunne skabe. Under coronanedlukningen opdagede vi pludselig, hvor vigtigt et aktivt, fysisk kulturliv er, da alt lukkede ned, og vi mistede det. Kulturlivet var det første, der blev ramt af nedlukninger, og det sidste, der blev åbnet op igen. I sommer viste kulturen igen sit værd, da vi endelig følte os frie under festivalernes genåbning. Vi mødte igen hinanden i et fællesskab uanset baggrund og politisk ståsted. Efter to år uden store kulturbegivenheder blev jeg fuldstændig overvældet af glæde, da jeg mødte dem igen. Kulturen evner at samle os, selvom vi ser meget forskelligt på tingene. Derfor fylder spørgsmålet meget i mit hoved: Hvorfor kan man ikke få øje på en politisk vilje til at samle befolkningen i en fælles samtale om kulturen?

Kulturpolitik er passé, så længe den ikke trækker stemmer
Mange politikere udtrykker sig positivt om kulturen og vægter et rigt kulturliv højt. Men efter startskuddet til valgkampen virker det ikke til, at politikerne synes, der er stemmer i kulturpolitik. Valgkampen handler om alt muligt andet – den er et spil, som gælder om at vinde stemmer, og det gør man åbenbart ikke med kulturpolitik. Mange politikere har travlt med taktik og at profilere sig på en politik, som kan adskille dem mest muligt fra de andre, som fx udlændinge- eller fordelingspolitik. Det er enormt ærgerligt, for det betyder, at kulturpolitikken drukner i valgkampen.

Tillad mig derfor at komme med et opråb. Lad os udfordre politikerne på deres kulturpolitik – specielt dem der uden for en valgkamp profilerer sig på den. Lad os dyrke det kulturelle, så vi kan have en fælles samtale om det, der er vigtigt. Lad os bringe kulturen i spil! Det vil kvalificere valgkampen og i sidste ende vores demokrati.
Så kære politikere: Hvis jeg gerne vil have et endnu rigere kulturliv, hvem af jer skal jeg så stemme på?