“Bruce” Ali
I SIAM på Nørrebro går “Bruce” Ali til Muaythai (thaiboksning). Han bruger næsten al sin fritid i klubben. Ved at slå, sparke, kæmpe og træne med et hold, der føles som en lille familie, i en sportgren, der føles mere som en livstil. Marius har været med Ali til træning og portrætteret et særligt sammenhold af blod, sved og “fri leg”.

Ali er 21 år, oprindeligt fra Horsens og bor nu i Gentofte med sin bror. SIAM er hans andet hjem. Han kommer her seks gange om ugen.

”Det er min barndom, ungdom og stadig mit liv,” siger Ali, der udover at komme i SIAM uddanner sig til maskinmester.

Træningen er intens. Høj musik, blod og sved. Men samtidig er stemningen i lokalet er nærmest hyggelig. I SIAM er man en del af en familie.


"Det er ikke det samme som fodbold med lidt træning og så hjem igen til mor og far. Det er en livsstil". Ali er ikke selv vildt begejstret for at træne, det gør han mest for at holde sig i gang, til når skal ud at kæmpe. Det er det, der virkelig motiverer ham. Og så vil han gerne selv være træner på et tidspunkt.

”Det er altså hårdere, end det ser ud,” siger Ali efter en 'clinch'. Det er en af de teknikker, der karakteriserer thaiboksningens otte-lemmers kunst (næverne, albuerne, knæene og skinneben), og det bruges til at afværge modstanderens angreb.

”Om to uger må I gerne smadre ham igen,” griner Noi, træneren for de øvede boksere. Ali skal kæmpe om et par uger i Horsens, så det er med at undgå skader og gøre hans form optimal.

Et spark rammer fejlagtigt Ali i skridtet.

Fredag aften er der sparring og 'fri leg'. ”Jeg elsker det. Du får lov til at slå folk i hovedet lovligt,” griner Ali.

”Folk tror, man får mere tid, hvis man lader være. De forstår det ikke. De forstår ikke, hvad det er, vi har her. Hvis jeg ikke ville komme i SIAM, ville jeg bare ligge derhjemme og se serier ligesom alle andre. Det her er, hvad der fungerer for mig”. Ali skal til kamp i Horsens d. 28. april.
Shit nogle flotte billeder!