Carlina fra De Place

06. maj 2021

17-årige Carlina udgør sammen med sin ven Amma som producer artisten De Place. Amma og Carlina har netop udgivet musikvideoen til deres anden single, ‘Know My Name’. Musikvideoen er skabt i samarbejde med SEINs filmgruppe i København. Vi brugte tre dage på at skyde musikvideoen for at sætte god tid af til også at kunne lære hinanden at kende. Undervejs blev jeg fascineret af Carlinas person; hendes modenhed, drive og kærlighed til musikken og menneskerne omkring hende. Derfor talte jeg en søndag eftermiddag over en øl og et par cigaretter med Carlina om hendes musiske rejse, musikbranchen, ungdommens dilemmaer, spiseforstyrrelser, kropsidealer og fremtid.

Foto: Lasse Møller Jensen

Foto: Lasse Møller Jensen

Vil du introducere dig selv?

Jeg hedder Carlina, De Place. Jeg er 17 år gammel. Jeg bliver 18 lige om lidt, så det glæder jeg mig til! Til daglig laver jeg musik, synger og skriver sange og bor her på Nørrebro.

Fortæl fra starten af, hvordan du begyndte at lave musik, og hvordan du er nået til, hvor du er nu.

Jeg er vokset op i et meget kreativt hjem. Min mor har været freelancefotograf i mange år, og min far er selvstændig møbelsnedker. Mine forældre spillede meget musik i forsamlinger, da jeg voksede op. Jeg har altid synes, det var sjovt at synge. Jeg gik til kor og sang i bands og var meget glad for musikundervisning i folkeskolen. Da jeg blev ældre blev min interesse større. Det var den eneste fritidsaktivitet, jeg nød. Jeg begyndte at skrive musik, da jeg var 8. Jeg indspillede på min mors gamle Macbook i GarageBand. Det lød ikke så godt på det tidspunkt. Så begyndte jeg at spille koncerter med min musikskole og var rigtig glad for at stå på scenen og være i spotlight. Jeg begyndte at skrive mere seriøst på guitar og klaver for mig selv, og optræde med dem til de koncerter, jeg spillede engang imellem. Da jeg gik i 8. klasse, begyndte jeg at tænke meget over, hvad jeg ville lave efter folkeskolen. Jeg ville altid gerne være superstjerne. Alle syntes, det var lidt usandsynligt. Der var en lang periode i mit liv, hvor musik var terapi for mig. Jeg brugte det som et outlet for at slappe af. Der var mange ting i min hverdag, som forstyrrede mit fokus. På den måde blev musik en større del af min hverdag. Da jeg blev lidt ældre, valgte jeg at starte på Aurehøj for at fokusere på musikken. Jeg var ikke særlig skoleinteresseret, jeg ville bare gerne synge. Jeg droppede ud i 2.g, fordi jeg ville lægge al min energi i musikken. Jeg prøver at tænke langsigtet.

"Vi sad udenfor, og vi begyndte langsomt at flette os sammen. Jeg endte med at sidde ved siden af Amma. Jeg havde aldrig mødt ham eller hørt om ham før. Jeg spurgte, hvad han lavede, og han sagde, han producerede musik. Vi viste hinanden, hvad vi havde lavet. Jeg syntes, han så sej ud, og vi besluttede os for at lave en sang sammen."

Var der meget støtte, da du voksede op? Blev du opmuntret af din familie og venner?

Der var faktisk kun positive holdninger udefra. Jeg var meget selvkritisk og bange for at dele den følsomme del af min musik. Det var en stor del af mig, og det var angstprovokerende at lukke folk ind. Det har med tiden vist sig at være en stor fordel for mig at kunne bruge musikken som kommunikation. Jeg tror, folk forstår mig bedre gennem min musik. Jeg bruger det som mit sprog. Mine forældre var altid sikre på, at jeg ville arbejde med noget kreativt, når jeg blev ældre. Jeg kunne også godt lide at male, tegne og tage billeder. Der var aldrig noget bestemt tidspunkt, hvor jeg besluttede mig for, at nu ville jeg gerne lave musik. Det har altid været sådan. Der har ikke været en drastisk overgang, hvor folk har været skeptiske. Det har været naturligt. 

Fortæl om dit forhold til Amma, den anden halvdel af duoen De Place, og jeres professionelle rejse.

Det er en sjov historie. Sidste sommer blev Roskilde Festival jo aflyst. Jeg valgte en dag at tage ud og drikke en kop kaffe med min veninde. Vi satte os på en café, og pludselig dukkede der et hav af unge mennesker op. Vi sad udenfor, og vi begyndte langsomt at flette os sammen. Jeg endte med at sidde ved siden af Amma. Jeg havde aldrig mødt ham eller hørt om ham før. Jeg spurgte, hvad han lavede, og han sagde, han producerede musik. Vi viste hinanden, hvad vi havde lavet. Jeg syntes, han så sej ud, og vi besluttede os for at lave en sang sammen. Han sagde, han ville sende et beat til mig samme aften, og vi aftale, at jeg så ville sende en sang tilbage. Jeg tog hjem med min veninde, og han havde allerede sendt noget. Jeg bad min veninde om at gå og gik i gang med at arbejde. Dagen efter sad jeg i bussen, og han var virkelig glad for resultatet. Han inviterede mig i studiet ugen efter på Reffen. Det er sådan set det, jeg har lavet siden da. Vi er gode til at samarbejde. Vi har vores egen individuelle stil og måde at arbejde på. Vi begrænser ikke hinanden. Han er virkelig sød og forstående og er samtidig blevet en virkelig tæt ven. Det har været en virkelig fed rejse, vi har været på. 

Foto: Lasse Møller Jensen

Foto: Lasse Møller Jensen

"Det at gå fra at lave musik alene på mit værelse og pludselig skulle tage stilling til folks holdninger, uanset hvad den holdning er, har været angstprovokerende. Jeg er ikke så glad for at blive sat i fokus, når det ikke handler om min musik. Når det handler om mit udseende og min person, bliver jeg udfordret. Alt kommer med en pris."

Hvad vil du sige, er det mest udfordrende ved at være på vej ind i musikbranchen i din alder? Lige nu har du valgt at have en masse frihed og takke nej til samtlige tilbud fra labels. Hvilke tanker har du omkring at skulle have en overgang snart?

Det, som har sat sit største præg på mig, er, at det er gået meget hurtigt. Jeg er jo stadig ung og ny i det, uerfaren og naiv. Det, som har været sværest, har været at holde en god balance mellem, hvornår det er mit arbejde, og hvornår den selvkritiske del af mig tager over. Jeg er meget beskyttende overfor min musik og holder rigtig meget af den. Rent personlighedsmæssigt har jeg selv været den største udfordring på grund af min usikkerhed. Det har været svært at slappe af i det, jeg laver, og ikke være bange for at træde forkert. Jeg har været meget dømmende overfor mig selv generelt, mht. mit udseende, hvem jeg hang ud med osv. Jeg har været meget angst. Det at gå fra at lave musik alene på mit værelse til pludselig at skulle tage stilling til folks holdninger, uanset hvad den holdning er, har været angstprovokerende. Jeg er ikke så glad for at blive sat i fokus, når det ikke handler om min musik. Når det handler om mit udseende og min person, bliver jeg udfordret. Alt kommer med en pris. Jeg har accepteret, at de andre aspekter også fylder. Heldigvis har jeg gode mennesker omkring mig, som er gode til at hjælpe, når alt bliver for meget at håndtere alene.

Jeg synes selvfølgelig stadig, det er sjovt. Jeg nyder den spontane livsstil. Jeg tror, de færreste kan holde ud at være i en så usikker tilstand. Jeg har jo ingen idé om, hvad der skal ske i fremtiden. Der er selvfølgelig forudsætninger og håb for, hvad der skal ske med mig og min musik, men der er ingen garantier. Det er hårdt at være selvstændig, men jeg lærer meget hen ad vejen. Jeg er blevet bedre til at sige fra og være mindre hård overfor mig selv. Jeg kan også mærke, at folk har større respekt for det du laver, hvis du er ærlig og er dig selv. Selv hvis de ikke kan lide musikken eller budskabet, så sætter de stadig pris på, at det kommer et ægte og personligt sted fra.

Foto: Lasse Møller Jensen

Foto: Lasse Møller Jensen

"Sangen handler jo om, fra mit perspektiv, det med at have et knust hjerte og nå til et punkt, hvor man sætter mere pris på sig selv og giver slip på negativiteten. Det er egentlig en “fuck dig”-sang på den mest respektfulde måde. 'Know My Name' er mere en vibe og en stemning, end det handler om teksten."

Bekymrer du dig, eller glæder du til dig til at blive mere etableret i musikbranchen? Du skal finde balancen mellem, hvor meget du skal give af dig selv, og hvor meget du skal holde tilbage; hvad du vælger at udtrykke i musikken osv. 

Man får hele tiden at vide, at man skal tage valg. Man får fornemmelsen af, at de valg, man træffer i den her alder, kommer til at have en kæmpe betydning for resten af ens karriere og liv. Jeg prøver at fokusere på, hvad der føles godt for mig i momentet. Intet er sikkert eller hundrede procent balanceret. Jeg er bare glad for det, jeg laver.

Vil du fortælle lidt om din nye single ‘Know My Name’? Hvordan har processen været med Amma, og hvordan var det at arbejde sammen med producenterne fra SEIN om musikvideoen? 

Jeg tror, ‘Know My Name’ var en af de første sange, jeg lavede færdig med Amma. Sangen handler jo om, fra mit perspektiv, det med at have et knust hjerte og nå til et punkt, hvor man sætter mere pris på sig selv og giver slip på negativiteten. Det er egentlig en “fuck dig”-sang på den mest respektfulde måde. ‘Know My Name’ er mere en vibe og en stemning, end det handler om teksten. Man lægger mærke til beat og tempo, den har en positiv stemning omkring sig. Jeg var enormt glad for, at I ville arbejde sammen om musikvideoen! De tidligere musikvideoer har været et eget projekt. Det var en fed følelse, at folk satte sig ind i at få det gjort ordentligt. Det var meget professionelt, men vildt hyggeligt samtidig. Asger, som spiller med, er også vildt dygtigt og sød. Jeg var glad for at arbejde sammen med ham. Vi havde de fedeste tre dage.

"Med hensyn til krop og kropsidealer; jeg var i mange år rigtig bange for, at folk skulle kunne se den sårbare side af mig selv."

Du er ung, det er vi jo alle. Vi udvikler os hele tiden. Jeg tænker, at der er en lidt forsinket proces, når man laver musik, ‘Know My Name’ er jo f.eks. et gammelt nummer. Så skal du jo genoptage de følelser, du havde på det tidspunkt, når du skyder video, optræder osv.? Du nævnte, at du har haft en positiv udvikling på mange områder, men især i forhold til din krop. Hvordan finder du balancen mellem, at musikken skal være tro til, hvordan du har det nu, men at den samtidig skal gå i takt med din udvikling?

Min udvikling har haft en stor indflydelse på den musik, jeg har lavet. Jeg startede med at skrive i en ung alder og skabte primært følelsesladede ballader. Med klaver og akustisk guitar. Jeg havde meget fokus på tekstskrivning. Når jeg spiller de gamle sange, jeg har, bliver jeg taget tilbage til den følelse, jeg havde, da jeg skrev sangen. Jeg synes, det er en rar følelse. Så kan jeg mærke mig selv og anerkende, at jeg havde det sådan, men at jeg er videre og har udviklet mig. Jeg vender tilbage med et nyt perspektiv. 

Samarbejdet med Amma har været et stort skift fra, hvad jeg plejede at lave. Jeg er super glad for begge. Jeg har stadig planer om at gå tilbage til at lave følelsesladede ballader, når det føles rigtigt. Lige nu føles det, jeg laver med Amma, rigtigt. Jeg lægger energi i dét, jeg laver nu, og forsøger ikke at stresse over fremtiden. 

Med hensyn til krop og kropsidealer; jeg var i mange år rigtig bange for, at folk skulle kunne se den sårbare side af mig selv. Jeg har døjet meget med en spiseforstyrrelse og været ekstremt kontrolfikseret omkring mit udseende. Musikken gav mig, og alle andre i mit liv, noget andet at lægge fokus på. Det var en motivation for mig til at få det bedre og dele ud af det, jeg har gået igennem, da spiseforstyrrelser er tabubelagt. Målet er at fortsætte med at dele ud af mine oplevelser, så andre kan relatere og føle sig mindre alene. Jeg er ikke perfekt. Jeg synger heller ikke altid rent. 

Foto: Lasse Møller Jensen

Foto: Lasse Møller Jensen

Synes du, det er nemmere at udtrykke dig med musikken end at skulle forklare dig direkte? 

Jeg tror, det har været en del af min udvikling. Før i tiden havde jeg svært ved at åbne op for folk, og så var det nemmere at skrive en sang. Jeg har lært nu, at det er vigtigt at kunne begge dele. Musikken har været supplerende og hjulpet mig med at kunne være mere ærlig, også i virkeligheden. Nogle gange, når jeg forsøger at forklare, hvordan jeg har det, er mange af mine tanker abstrakte og kan være svære at forstå. I musikken er det en følelse bag, der kan smitte af på folk. 

Du sagde, at du prøver at tage det stille og roligt og ikke fokusere for meget på fremtiden. Dog lyder et af mine spørgsmål naturligvis på, hvad der skal ske i fremtiden. Hvad ser du frem til? 

Jeg er ikke bange for fremtiden. Jeg prøver bare så vidt muligt ikke at hægte mig fast på noget. Jeg ved, hvor de projekter, jeg er i gang med, fører hen. Jeg vil for alt i verdenen aldrig stoppe med det, jeg laver. Der kommer meget mere musik. Forhåbentligt et album til sommer med Amma. Vi er godt på vej og har en god mængde sange. Samtidig laver jeg små projekter ved siden af med nogle musikere fra det Rytmiske Musikkonservatorium. Det er lidt en anden genre, men det er fedt at have begge. Jeg nyder at kunne udforske lidt. I forhold til genre og stil osv. prøver jeg at holde mig åben. Jeg føler, der er et ydre pres for at vælge. 

Hvilket ydre pres?

Det er måske mere et indre pres, faktisk! Jeg har et behov for, at min musik skal være så ensartet som muligt. Jeg er bange for, at folk bliver forvirrede. I branchen er det jo også vigtigt at have sin egen stil og sin egen lyd. Det stræber jeg også efter at finde. Jeg skal bare huske på, at jeg stadig er ung og har tid til at finde ud af det. Den største frygt er, at jeg ikke kan få lov til at lave musik resten af mit liv. Jeg kan ikke forestille mig lave noget andet. Jeg ved, jeg bliver et ulykkeligt menneske.

Jeg bruger den energi og overskud, jeg har, på musikken. Der er meget støtte udefra. Jeg føler, jeg har en god balance i mit liv lige nu.

Foto: Lasse Møller Jensen

Foto: Lasse Møller Jensen

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN