Er konspirationsteorier en trussel for demokratiet?
Konspirationsteorierne lever i bedste velgående. Det har de altid gjort. Med internettet er det dog blevet nemmere at dele teorierne globalt. På samme måde er det også blevet en sværere opgave at selektere i sin nyhedsstrøm og forholde sig kritisk til den. Men hvorfor dukker konspirationsteorierne op? Er de kun problematiske, eller bidrager de også positivt til samfundet?
I dette debatindlæg forsøger Sofie at gøre os klogere på fænomenet.
USA kontrolleres af satanister og pædofile.
Corona findes ikke.
Klimaforandringerne er et kinesisk fupnummer.
I krisetider bulmer det frem med konspirationsteorier, og i en verden, der har været vendt helt på hovedet det seneste år, har vi set et hav af eksempler på dem. Men hvad er en konspirationsteori? Hvorfor opstår de? Hvad gør de ved vores demokrati, og hvordan adskiller vi dem fra normal kritisk sans? Mange spørgsmål følger i kølevandet, når jeg tygger på ordet ‘konspirationsteori’ – lad os til at starte med lige kortlægge, hvad det helt grundlæggende er for noget.
Begrebet i sig selv har sit ophav fra det latinske ‘con-spirere’, som direkte oversat vil sige ‘at ånde sammen’. Med et andet ord kunne man ty til ‘sammensværgelse’, og en konspirationsteori søger derved at belyse en “skjult” sammensværgelse bag bestemte hændelser. “Skjult”, fordi grundantagelsen i en konspirationsteori er, at den sandhed, vi kender i offentligheden, ikke er den rigtige, og at den ægte sandhed holdes skjult. Og det er så denne – altså den skjulte sandhed – som konspirationsteoretikere prøver at grave frem i lyset. En konspirationsteori stiller derved spørgsmålstegn ved den offentlige sandhed, hvorfor teorien også udviser en form for underliggende magtkritik. Konspirationen vil altid være sand ifølge teoretikeren, og dét lige meget, hvor langt ude den måtte være – ethvert argument mod teorien understøtter nemlig bare, at der er nogle, der forsøger at holde den virkelige sandhed skjult.
Når jeg tænker over det, har konspirationsteorier måske nok altid været en del af menneskets historie. Det er nok ikke et nyt fænomen, at der findes mennesker, der ser radikalt anderledes på tilværelsen end flertallet af befolkningen.
Den største forskel er nok bare, at den teknologiske udvikling og de sociale medier i dag skaber platforme, hvor enhver kan komme til orde. Hvad gør det så, kan man jo spørge sig selv – er det ikke blot en del af et velfungerende demokratisk samfund og en måde at hylde ytringsfriheden på? Det kan man selvfølgelig sige, men disse platforme stiller også langt større krav til det enkelte menneske i forhold til at danne sit eget sandhedsbillede. En selektionsopgave, som vi måske ikke altid tænker over, selvom vi konstant stilles overfor den.
Opgaven bliver kun sværere af, at vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden bombarderes med informationer. Jeg snakkede med min far forleden dag om netop den teknologiske udvikling, og selvfølgelig skulle jeg have en historie fra ‘dengang far var dreng’. Han fortalte, hvordan der dengang kun fandtes en radioavis, og at man derved fik sine daglige inputs fra én homogen nyhedsstrøm.
At skulle lægge al sin tillid til ét enkelt nyhedsmedie i dag ser jeg ikke som idealet – langt fra – men min fars historie var med til at gøre det klart for mig, hvordan ansvaret for ens verdensbillede i dag i allerhøjeste grad hviler hos den enkelte. Det er der en kæmpe frihed i, og det er også et ansvar, som de fleste langt henad vejen også finder ud af at navigere rundt i. Desværre giver de mange informationskanaler også incitament til at gøre kløften større mellem mennesker, der mener noget forskelligt, netop fordi vi hver især har mulighed for at søge derhen, hvor vores tanker og meninger understøttes. Kløften bliver endnu større i en krisetid som corona, fordi vi allesammen er ‘spærret inde’ med internetforbindelse og aaaalt for meget tid.
Har jeg stadigvæk din opmærksomhed? Jeg håber det, og ellers er du nok også for længst klikket væk og videre ud i internettets endeløse horisont.
Mennesker kan godt lide underholdning, og lige dét er der heller ikke noget nyt i. Da min far var dreng, forestiller jeg mig, at den ene radioavis må have haft nydt godt af monopolet som nyhedsformidler for befolkningen.
Det ser lidt anderledes ud i dag. Medierne skal ikke alene konkurrere med de andre mediehuse, men også Facebook, Instagram, Twitter, influencere og folk, som selv starter deres egne medier. Antallet af selvskabte medier har man undertiden set meget af i USA, og vi begynder mere og mere at adoptere tendensen herhjemme.
Et eksempel på det er ‘Free Observer’, som blev stiftet i efteråret af Martin Juncher, cand.scient.pol., og Carolina S. Simonsen, cand.scient.pol. Mediet opstod som en reaktion på den offentlige coronadebat, som mediet ikke mener har forholdt sig kritisk nok overfor regeringen og sundhedsmyndighederne. Visionen på Free Observer er at ‘redde verden’ ved at nuancere debatten med nye kritiske aspekter.
Det er ikke udsædvanligt, at en krisesituation som corona kan skille befolkningen ad, og en kritik af regeringens håndtering af pandemien kan deles af almindelige borgere såvel som konspirationsteoretikere, men hvor går grænsen?
I min optik synes jeg, at det hører med i et demokratisk samfund, at folks forskelligheder bliver en demokratisk fordel. En kritisk sans overfor magten kan være rigtig god, men akkurat pga. de sociale medier bevæger vi os på en hårfin grænse, hvor debatten og opblomstringen af egne medier nemt kan føre til misinformation. Free Observer har fået eksperter til at råbe vagt i gevær, netop fordi mediet er åbne overfor alle, som giver et kontroversielt indspark til coronadebatten.
Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi, der hele tiden forlanger sensationspræget nyhedsformidling – mere vil have mere. Forskellen på de respekterede medier og et medie som Free Observer er bare lige dén, at man som respekteret medie har nogle helt grundlæggende regler. Det er noget med kildekritik, etik og transparens, som jeg ikke vil kede jer så meget med her.
På Free Observer er de ikke underlagt de samme skikke og regler, til gengæld har de samme mål som de respekterede medier, nemlig at fange folks opmærksomhed. Og det er her, problemet opstår, og her, eksperter udtaler, at debatten bliver farlig. Netop fordi man på selvskabte medier som Free Observer ikke altid som læser bliver gjort klar over, at indlægget eksempelvis er et debatindlæg og derved repræsenterer skribentens egne holdninger. Netop fordi man på Free Observer kan se eksempler på, at én læge, der mener det modsatte af, hvad størstedelen af resten af landets læger mener, får lov at stå alene som kilde uden at blive udfordret. Ja, det kan godt være, at mediet ønsker at være nuanceret og kritisk, men i min optik beviser de det modsatte.
At vi dagligt bombarderes med så mange inputs og informationer fra internettet og de sociale medier medfører også, at vi bliver endnu mere overfladiske i vores læsning af dem.
Du kan måske nikke genkendende til at scrolle hurtigt gennem nyheder, overskrifter, kommentarer og debatter, som ikke siger dig særligt meget. Måske især dem, du er uenige i. Og her tror jeg igen, det bliver farligt, fordi vi selv er med til at holde døren lukket i det ekkokammer, vi af og til befinder os i. Hvis vi hele tiden lukker ned for det, som vi måske ikke selv lige er enige i, eller hvis vi bliver ved med at søge informationer, der kun understøtter vores egne meninger og holdninger, så udvikler vi os ikke særligt meget som mennesker og heller ikke som samfund. Og så bliver polariseringen atter større mellem mennesker, der mener noget forskelligt. Så hvad gør vi?
Internettet og de sociale medier er nok kommet for at blive, hvorfor selvskabte medier, misinformationer og mudderkastning altid vil være til offentlig skue. Men skal vi også forsøge at holde det nede? Hvis Facebook skulle slette kommentarspor eller opslag, hver gang de måtte synes misinformerende, så skulle de nok til at ansætte nogle flere medarbejdere.
Hvis et medie som Free Observer blev slettet i et desperat forsøg på at tie det, så ville vi gå mange skridt tilbage til et oldnordisk censursamfund og langt væk fra demokratiet. Og ved at slette det ville vi også slette noget af den virkelighed, som vi lever i. I stedet burde vi måske forholde os til det og ankerkende, at de er der. Ikke fordi vi skal være enige med dem, men fordi det er en del af vores fælles virkelighed. Som sagt er konspirationsteorier også et udtryk for noget – en underliggende magtkritik, tanker, følelser og et indblik i en anden persons eller gruppes sandhedsbillede. Det ville kræve for megen energi at forsøge at holde nede.
I stedet bør vi måske lægge vores fokus på viden, oplysning og uddannelse. Jeg ved, at man allerede på skoler har implementeret viden om sociale medier i undervisningen. Det er helt klart et fag, der skal prioriteres i høj grad, for hvis man på skoler og universiteter kunne klæde børn og unge på overfor, hvilke informationer der florerer på det store internet, så ville de også bedre kunne navigere i det. Hvis vi er oplyste og i stand til at reflektere kritisk overfor informationerne uden nødvendigvis at tro på alt, hvad vi læser, så bliver vi pludselig heller ikke så sårbare overfor misinformationer, og hvem ved, så kunne de mest kontroversielle synspunkter måske endda give et friskt indspark til din morgenkaffe.
https://www.berlingske.dk/aok/nyt-dansk-medie-bevaeger-sig-paa-en-knivsaeg-mellem-magtkritik-og
Hvad tænker du?