Cathrine Marie Nørgaard: “Jeg er begyndt at tro på, at jeg kan leve længe med min sygdom”

30. september 2026

SEIN har mødt Cathrine Marie Nørgaard til en snak om liv, død og hendes debutroman Så gigantisk, livet. 

Hvad forlanger et menneske af livet, når det som 30-årig får fortalt, at det er sygt – meget sygt?

En sygdom, der har ligget og ulmet i dets hoved i mange år, og som pludselig i en livsomvæltende monsun skyller ind over et alt for ungt liv. Hvordan forholder et menneske sig egentlig til, at der i dets liv eksisterer et før og et efter? Et sygt og et rask menneske, og med dem to forskellige ansigter.

Det er onsdag eftermiddag, da jeg cykler til Amager for at besøge debutant Cathrine Marie Nørgaard i hendes lejlighed. En ualmindeligt vindstille dag, hvor man kan se støv svæve stille rundt i luften langs Lergravsparkens stier. Jeg kommer i tanke om en passage fra Cathrines bog:

”Skriften holder mig i live, også bagefter.”

At man, når man er syg, er bevidst om, at man ved at skrive bygger tidskapsler til al den hukommelse, oplevelse og forestilling, man har i sig. Lidt som en vindstille dag, hvor alt står stille et øjebliks tid.

Så gigantisk, livet, Cathrines Marie Nørgaards debutroman, tager autobiografisk udgangspunkt i det første år af hendes eget sygdomsforløb, dikteret af opdateringer på sundhedsportalen om, hvorvidt den livsforlængende behandling har virket, eller om hjernetumoren er vokset.

Det er tilmed fortællingen om hvad man efterlader sig når man er død, og alle dem, vi mister for tidligt, med afsæt i Lasse, Cathrines ungdomsven, der sammen med sine forældre slås ihjel af en skizofren lillebror.

I bogen stiller Cathrine sig selv spørgsmålet ”Kan et kort liv være lige så lykkeligt som et langt?” Jeg spørger hende, hvad spørgsmålet betyder for hende.

”Jeg skriver meget om håb, og hvad er håbet egentlig? Er det håbet om et langt eller godt liv? Håbet skifter i virkeligheden meget karakter for mig hen mod slutningen af bogen,” fortæller Cathrine med sin let nordjyske dialekt.

”Jeg skriver meget om at turde håbe på at blive gammel, men har så småt lært at drømme om at være glad lige nu,” fortæller hun mig. ”Jeg bliver egentlig overrasket over, at jeg har skrevet det spørgsmål, for jeg skal jo ikke leve et kort liv. Jeg skal leve et langt liv!”

At give en bid af sig selv videre

Men er det virkelig muligt at tænke sådan? Vænner man sig nogensinde til en så ekstraordinært sørgelig livsbetingelse som uhelbredelig hjernekræft?

Så snart hun ikke længere skal til scanninger på Riget og modtage kemo, virker tanken om det korte liv fjern. Selv Rigets scanner er, lidt tragikomisk, klædt ud som et rensdyr allerede i oktober, og man kan jo umuligt andet end at tænke tre måneder frem ligesom resten af verden. Om man eksisterer om tre måneder eller ej.

Jeg kommer i tanke om passager i bogen, der omhandler hovedpersonen Cathrines liv før sygdommen. Selv dengang følte hun, at noget var ved siden af, og jeg studser over, om hun ser sygdommen som en slags determineret forlængelse af det ubehag. ”Jeg har altid haft en fascination af døden og særligt den tidlige. Både i kraft af Lasse og udover det. Jeg kan godt lide tanken om, at det var meningen, jeg skulle være syg. Jeg ville hellere være rask, men der er noget fint ved, at det er min opgave at fortælle om det og blive glad af det.”

Men hvad så med alle de mennesker, der har været flettet ind i det liv, der nu snart er ovre? Alle de pårørende midt i, hvad der kan føles som en uendelig ventesorg?

”Jeg føler et ansvar for at gøre, hvad jeg kan, for at leve længst muligt for deres skyld, eller i hvert fald give dem noget. En bid af mig selv som en bog eller lignende.”

Vi snakker om bogen, om hvordan den er at have i hænderne, og at den ligesom titlen er gigantisk. Om de store mellemrum mellem linjerne. Jeg spørger Cathrine ind til den fragmentariske form og de notatlignende passager, der oftest indledes med korte konstateringer af tider, handlinger eller steder. Om de er fastfrysninger af øjeblikke i et liv, der pludselig er blevet kortere end først forventet?

”Den måde at skrive på har været en nødvendighed. Snarere end fastfrysninger føltes en slags poetisk tilgang til linjeskift som den rigtige måde at udtrykke det på. Sætninger og ord, der står alene. Men det at skrive en bog er jo en metode til, udover at udtrykke sig, at efterlade eller give noget af sig selv.”


foto: Les Kaner

Når jeg er væk, er jeg væk

Jeg har forud for mit møde med Cathrine tænkt meget over, hvordan forfængelighed og behovet for at kunne kontrollere sit omdømme mon ændrer sig, når man får en udløbsdato. Lige så fint, som det kunne være at blive sat fri af andres holdninger, lige så smerteligt ville det være, hvis et ungt menneske, fordi det var sygt, ikke længere kunne tillade sig at bekymre sig over de små ting, der fylder for alle andre. Der er derfor noget livsbekræftende over hovedkarakteren Cathrines frygt for ikke at se pæn nok ud i en kjole på grund af det binyrebarkhormon, hun skal tage.

”På sin vis er jeg ligeglad med mit eftermæle, for når jeg er væk, er jeg væk. Jo, jeg frygter, at de vælger et grimt billede til de der flyers i kirken, men ellers er det ude af mine hænder,” fortæller Cathrine og snupper, lidt grinende, en vindrue fra skålen på bordet.

”Men det er stadig vigtigt for mig, hvilket billede der kommer i bogen. Udover sidste år, efter stråling, dopet på medicin og helt tyk, hvor jeg var temmelig ligeglad, har forfængeligheden egentlig ikke ændret sig.”

Der er dog for Cathrine noget grundlæggende ved, at ens liv ikke er forgæves, hvis man formår at have en eller anden mening. Imens man er her, men også ved at efterlade noget, om det er en bog eller minder hos de mennesker, man har berørt. Mennesker, som en dag skal overleve den syge og forholde sig til, at man ikke er der længere.

”Jeg bliver da også misundelig. Misundelig på alle omkring mig, der kan gå ud fra, at de bliver gamle. Men vedrørende min plads i relationer, der udviskes, så er det tanken om Ask, der fylder mest.”

Ask. Cathrines ukuelige støtte gennem hele bogen, der uden brok tager sig af alt det praktiske og samtidig elsker hende så intenst, at sorgen, de begge lever med, synes helt ubærlig. ”Han er 32, og det er først for nylig, vi er begyndt at tale om at blive gamle sammen. Det er som om, vi tør begynde at drømme om det igen. De helt masochistiske tanker rammer mig da: ’Så skal han elske en anden og kysse en anden, og hvad fortæller han så om mig? Bliver jeg bare hende, der døde, eller hvad?’” siger hun og griner forsigtigt.

”Men det er ikke, fordi jeg overhovedet kan mærke på ham, at han tænker de tanker. Det er rart.”

Meget sigende, også for karakteren Ask. En evig kærlighed, der formår at forholde sig til den levende og ikke kun den syge Cathrine.

Et sommerhus i Nordjylland

Da bogens hovedkarakter snakker med sin hjernetumorgruppe for unge, fortæller nogle af de andre om at være vrede på sundhedssystemet og på lægerne – en vrede, Cathrine ikke oprigtigt kan finde i sig selv.

Alligevel nagede det mig, om bogen ikke var en slags kritik, eller i hvert fald et opråb til læger om ikke at bagatellisere unges lidelse, og til patienter om at insistere på deres ret til at blive behandlet korrekt.

”Jeg kan ikke mærke vreden over ikke at være blevet diagnosticeret tidligere; de er jo bare mennesker, lægerne. Men når man beskæftiger sig meget med lægeverdenen og også besøger mere alternative læger, så er der helt klart noget, der mangler i det offentlige sundhedsvæsen. Helt basisviden om, hvad der er sundt for den syge, men også den raske krop. Det er alt sammen noget, jeg selv måtte undersøge, opsøge og betale for.”

”Men hvad har du så egentlig fundet ud af om, hvorvidt et kort liv kan være lige så lykkeligt som et langt?” spørger jeg Cathrine.

”Det kan det,” svarer hun prompte med et smil.

”Det er selvfølgelig let for mig at sige, når jeg har det forholdsvis godt. Jeg er begyndt at tro på, at jeg kan leve længe med min sygdom, længere, end man ville forvente. Ask og jeg skal jo, som sagt, blive gamle sammen.”

Det er en håbefuld Cathrine, der siger de ting. Et menneske, der tager det som en selvfølge at blive gammel. Jeg havde egentlig forstået hendes liv som et før og efter i forhold til sygdommen, men dér går det op for mig, at den syge Cathrine, så snart hun konfronteres med det normale, også tænker normalt. At man ikke nødvendigvis kan eller skal afkoble sig fra de trivielle tanker, fordi de store bliver presserende. Man har nok bare lært noget helt basalt.

”Nu har vi lige købt sommerhus i Nordjylland. Vi havde talt om at gøre det, men nu gør vi det jo så, for hvorfor vente?”

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her