Genopdag kærligheden til naturen

Som barn klatrede jeg i træer, rullede i græsset og hoppede i store vandpytter, så vandet sprøjtede op i øjnene. Naturen var en åben legeplads, jeg kunne røre ved og være i. De sidste mange år har jeg stort set kun gået ture i naturen, og ligesom de fleste voksne har det været ved at følge de anlagte stier pænt. 

Da jeg fik valgfaget “Genopdagelsen” på min højskole, gik det op for mig, at min barnlige begejstring for naturen stadig var der – den havde bare været undertrykt, gået i en form for hi.

Gennem opgaver med forskellige æstetiske udtryksformer øvede vi os på at være nysgerrige og lytte til vores indfald, når vi var i naturen. I kraft af valgfaget og samtaler med min lærer, Nikolaj, lærte jeg, hvor stor en betydning, naturforbindelser egentlig kan have.

Siden jeg stoppede på højskole, har jeg haft lyst til at dele mine oplevelser fra valgfaget. Derfor mødtes jeg med Nikolaj på min gamle højskole til en snak om hans tilgang til naturen, og hvorfor det er vigtigt at få et tilhørsforhold til den. 

Klik her og Støt SEIN

Nikolaj Voldum Ahlburg er uddannet biolog og friluftsvejleder. Han har arbejdet med naturdannelse de sidste 6-7 år og underviser i valgfagene “Gå” og “Genopdagelsen” på Testrup Højskole. I modsætning til mange andre klassiske outdoor-fag eller naturfællesskaber, inddrager Nikolaj æstetisk læring for at skabe en forbindelse til naturen.

Nikolaj Voldum Ahlburg. Foto: Line Beck

Æstetisk læring i valgfaget dækker over stort set alle kunstneriske udtryksformer, som vi kunne komme på. Vi formede leransigter på træer, lavede silent disco under åben himmel og malede landskaber.

Dette blev redskaber til at hjælpe os over i en “naturimprovisation”, der er en måde at være i naturen på, hvor der ikke nødvendigvis er et formål, og man i stedet lytter til sine indfald. Når vi arbejdede med hænderne var det med til at skabe et sanseligt og nuværende rum. 

“Genopdagelsen” begyndte en formiddag i februar, hvor vi for første gang bevægede os ud i skoven. Der lå en tåge, som viskede de nøgne træer ud og gav en fornemmelse af at træde ind i en magisk drømmeverden.

Vi fik til opgave at udforske skoven og optage de lyde, vi fandt undervejs. En fod, der går gennem en frossen vandpyt, krageskrig og grene, der knækkes.

Vi brugte tid på at observere omgivelserne, så vi sidst på opholdet kunne se, hvor meget årstiderne havde ændret skoven. Et par måneder senere piblede der anemoner op overalt, og i juni var skoven helt grøn.

Vi brugte tid på at være undersøgende og legende, og det var en undervisningsform, som jeg sjældent har oplevet. 

Det, man elsker – det er det, man passer på

Al Nikolajs arbejde handler grundlæggende om forbindelsen mellem mennesker og naturen. Forbindelsen er vigtig, fordi vi netop befinder os i en bæredygtighedskrise. Og det er også en del af valgfagets baggrund, fortæller Nikolaj:

“Jeg tror ikke på, at vi bliver i stand til at kunne passe på naturen eller ændre vores vaner og forbrug, før vi får respekten og kærligheden til den tilbage. Sådan helt grundlæggende: Det, man elsker, det er det, man passer på. Så vi er jo nødt til at arbejde med vores forhold og forbindelse til naturen.” 

Mit forhold til naturen var reduceret til motionsture og tunge bøger om geologiske lag, så jeg kan godt forstå, hvorfor min nysgerrighed i naturen var gemt væk.

I skolesystemet forholder vi os ofte teoretisk til naturen, og når vi bevæger os ud i den, hersker en samfundsfortælling om, hvordan voksne mennesker skal opføre sig. Vi ser skævt til hinanden, hvis vi hopper i vandpytter eller danser alene ude i skoven.

Silent disco. Foto: Line Beck

Nikolaj italesætter de normer og sætter spørgsmålstegn ved, om det, de vil, er godt for os: “Vi skal være effektive, og der skal altid være et formål. Det er jo en konkurrencepræstationsfortælling. At vi skal alle sammen se ud, som om vi har styr på vores shit, og at vi ikke er børn længere.

Det eneste normen gør, er at skabe en yderligere afstand til naturen. Men det er også en måde at skabe en yderligere afstand til os selv, fordi vi er nødt til at undertrykke en hel masse impulser.”

Nikolaj og jeg snakker om, at det er en grænseoverskridende øvelse at bryde normerne. Men det er en livskvalitet at være nysgerrig og turde udfordre det, der er inde i os selv. 

Leransigter. Foto: Line Beck

Da vi i valgfaget gik på opdagelse i naturen, var det nemlig ikke kun med tanke på klimaet, men også på os selv. Nikolaj beskriver, at bæredygtighedkrisen er todelt og også består af en trivselskrise:

“Jeg synes, at en af de mest afgørende ting for at skabe forandring i vores samfund er, at vi får flere mennesker til at indarbejde et frirum i deres liv. Så de kan træde ud af hverdagens trummerum, og rent faktisk får plads til at tænke de store tanker og får mulighed for at kigge ind på deres eget liv.”

Jeg oplevede det særligt, da vi begyndte at bygge huler i valgfaget. Det kom bag på mig, men jeg blev så opslugt af processen, at jeg gik i gang med at lave min egen hule uden for valgfaget.

I flere timer ad gangen kunne jeg lede i skovbunden efter de helt perfekte grene, og i processen med at flette hulen fandt jeg ro (når jeg altså ikke var enorm frustreret over, hvor besværlig bygningen var). 

Selvom vi i valgfaget arbejdede med kunstneriske udtryksformer, var det vigtig for Nikolaj at afkoble præstationskulturen. Vi skulle være mere nysgerrige og mindre interesserede i at lave noget pænt. Jeg accepterede, at hulen ikke kom til at ligne et slot, det vigtigste var faktisk bare, at jeg havde det dejligt imens. 

Det kan være lige så meningsfyldt at ligge i skovbunden, som at kunne lave knob. 

Det var ret væsentligt for mig, at faget og Nikolaj havde en hel anden tilgang til at være i naturen end, hvad jeg var vant til. Jeg har hverken en biologisk viden ud over det gennemsnitlige eller imponerende frilufts-skills.

Faktisk ville jeg med høj sandsynlighed gå i panik i ‘Alene i Vildmarken’, før TV-holdet overhovedet var sejlet væk. Alligevel endte faget med at være mit absolut yndlingsfag nogensinde.

Selvom Nikolaj er biolog og har undervist i artskendskab flere år på universitetet, mener han, at artskendskab skal vægtes ligeligt med den  æstetiske, sanselige, fysiske og åndelige læring:

“Jeg tror, at den rigtige måde at arbejde med naturuddannelse på er at spille på alle tangenterne. Både fordi det rammer dybere hos det enkelte menneske og sætter sig bedre fast, eftersom der er flere knager at hænge naturuddannelse op på. Men også fordi vi rammer bredere og måske rent faktisk kan lykkes med at lave folkelig bevægelse for naturen.”

Der er en tendens til at være en hierarkisk tænkning omkring, hvad et naturdannet menneske er og kan. Ifølge Nikolaj er det ikke afgørende, om man kan ro kajak eller kan udpege forskellige arter.

Han minder mig om, at “der findes lige så mange måder at være forbundet til naturen på, som der findes mennesker. Og derfor findes der også lige så mange meningsfulde måder at opleve naturen på.”

For mig er det at lytte til mine sanser og være intuitiv, ligesom da jeg var barn. Jeg har ikke længere et trygt fællesskab i form af valgfagsholdet, men jeg forsøger stadig at tage praksissen fra valgfaget med mig.

Når jeg nu går ned til min lokale skov, har jeg Nikolajs råd med mig: “Prøv at gå en anden vej, mærk efter, hvad du har lyst til. Lyt. Kig op. Mærk regndråberne. Læg dig ned.”

Tekst og visuelt: Mathilde Daugård Lyngbo
Redaktør: Laura Rye Bislev