Cecilies nyhedsindblik: Khashoggi, klimaplan og 111 forsvundne millioner

Hvor er Jamal Khashoggi?
Det her er en historie, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg er muligvis en smule biased, eftersom jeg selv går en fremtid som journalist i møde, men indskrænkning af ytringsfriheden, undertrykkende regimer og brud på menneskerettighederne, som denne historie også handler om, er noget, der angår os alle.

Den 2. oktober tager den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul. Han bor egentlig i USA, men er nødt til at besøge konsulatet for at ordne nogle papirer, som han skal bruge for at blive gift med sin tyrkiske forlovede. Han er aldrig kommet ud igen. Det fik verden til at spørge: Hvor er Jamal Khashoggi?
Der er sket en hel masse, siden Khashoggi trådte ind på det saudiarabiske konsulat. Tyrkiet og USA krævede svar fra Saudiarabien, som først hævdede, at Khashoggi var gået ud af konsulatets bagdør få timer efter, han ankom, og at de billeder fra overvågningskameraer, som kunne bevise det, tilfældigvis var blevet slettet. Senere fortæller de tyrkiske myndigheder, at de har lyd- og videooptagelser, som beviser, at Khashoggi er blevet dræbt og parteret på konsulatet. Denne udmelding er dog ikke blevet bekræftet. Den 20. oktober melder Saudiarabien sig på banen efter flere uger med enten tavshed eller benægtelse og fortæller, at Khashoggi døde i et slagsmål med saudiske folk på konsulatet. Liget af den 59-årige journalist og systemkritiker er stadig ikke blevet fundet, og vi ved endnu ikke noget med sikkerhed.

Mysteriet om Khashoggi er en grusom historie, men det er desværre ikke noget nyt, at Mellemøstens undertrykkende regimer skiller sig af med journalister, hvis de stiller for kritiske spørgsmål. Selvom det virker ignorant og forkælet, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor glad jeg er for at bo i et land som Danmark med presse- og ytringsfrihed, når jeg læser om skæbner som Khashoggis.

Banditter i habitter i de danske banker
Du har nok ikke kunnet undgå at høre om det. Hvidvaskskandalen i Danske Bank. Fra 2007 til 2015 er 1,500 milliarder* kroner fra cirka 10.000 mistænkelige kunder strømmet gennem bankens afdeling i Estland. Jeg kan knap nok begribe, hvor meget 1,500 milliarder egentligt er. Jeg har endnu sværere ved at begribe, hvordan Danmarks største bank kan slippe afsted med det uden de helt store konsekvenser.

Selvfølgelig har det haft nogle konsekvenser. Bankens administrerende direktør, Thomas Borgen, forlader sin post med et tocifret millionbeløb i hånden, og de har mistet kunder, men ikke nok til, at banken udviser bekymring. Selvom sagen langt fra er slut endnu, ser det ud til, at det hele ender med en klækkelig bøde til Danske Bank. Men det bliver nok ikke deres undergang, for Danmarks største bank er too big to fail. Banken vil højst sandsynligt være i stand til at kunne betale bøden, og man kan forestille sig, at staten ikke vil lade dem gå bankerot, eftersom at Danske Bank er statens bank.

Hvidvaskskandalen i Danske Bank skriver sig ind blandt historiens største. Nu peger en “hvidvaskjæger” på, at Nordea måske også er medskyldig. Alligevel er det ikke det, min mor og jeg snakker om, når vi ringes ved for at vende verdenssituationen. Måske burde vi? Måske burde vi alle sammen gøre oprør og skifte bank for at gøre det klart, at vi ikke bare vil se på, mens landets største banker vasker penge for kriminelle uden konsekvenser, der virkelig kan mærkes?

Regeringen vil gå sammen om en grønnere fremtid
For to uger siden meldte regeringen sig ind i klimakampen med sin nye luft- og klimaplan. Den har blandt andet fokus på en fremtid med elbiler frem for diesel- og benzinbiler, et farvel til brændeovne, et landbrug med mindre klimaaftryk og klistermærker, der skal gøre det lettere for danskerne at træffe et klimavenligt valg. Det lyder jo alt sammen godt. Men er det nok? Kan vi nå det? Og hvordan skal vi få råd til det hele?

Spørgsmålene er mange, og kritikken har regnet ned over klimaplanen. Ifølge tænketanke er vi med klimaudspillet ikke længere i front i klimakampen, rød blok mener, at landbruget, en af de største klimasyndere, slipper for billigt, og i Detektor på DR2 havde klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) svært ved at forklare præcist, hvordan de grønne biler og busser skal finansieres. Alt imens FNs nye klimarapport fortæller os, at vi er nødt til at handle med det samme og lave store politiske prioriteringer, hvis der skal være håb.

Jeg kan ikke lade være med at føle mig en smule magtesløs. Jeg savner, at dem, der virkelig kan træffe store beslutninger og gøre en forskel, træder i front. For selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke redde verden med min affaldssortering og mit begrænsede kødindtag. Men jeg vil også forsøge at lade optimismen leve. Selvom regeringens klimaudspil ikke løser alle problemer, er det en start på at gøre noget ved det, som vedrører os alle sammen – uanset om man er rød eller blå.

De 111 forsvundne millioner i Socialstyrelsen
Og så er der historien om Britta Nielsen, som tog fra de fattige og gav til sig selv. En historie så vanvittig og absurd, at man næsten ikke kan knytte nogle fornuftige ord til den. Britta Nielsen var kontorfunktionær i Socialstyrelsen. Nu er hun internationelt efterlyst og sigtet for bedrageri for intet mindre end 111 millioner kroner. Penge, der skulle være gået til landets socialt udsatte, men som Britta i løbet af 16 år har overført til sin egen bankkonto og brugt på dyre heste og ejendomme i Sydafrika og Sverige.

Britta Nielsen arbejdede med at overføre penge i Socialstyrelsen. På den måde kunne hun stjæle fra satspuljemidlerne ved enten at overføre dele af de beløb, der skulle være gået til en bestemt kommune eller et bestemt projekt, til sig selv, eller ved at oprette fiktive projekter, som dækkede over, at pengene røg ned i hendes egen lomme. Det lyder næsten alt for nemt – og det var det måske også. Systemet med satspuljemidler har i hvert fald mødt stor kritik, efter at den opsigtsvækkende sag kom frem i lyset, og socialminister Mai Mercado (K) er nu åben for at ændre systemet fuldstændig. Og det ville da nok være det mindste, man kunne gøre.

Bagmandspolitiet har en god idé om det, men der er endnu ikke nogen, der ved, hvor den sigtede kvinde er. Så mens myndighederne arbejder hårdt på at få hentet de mistede penge tilbage til statskassen, og Socialstyrelsen har et kæmpe strukturmæssigt puslespil foran sig, kan Britta Nielsen sidde et sted i verden og grine for sig selv. Jeg ser allerede frem til engang at tage i biografen og se fortællingen om den 64-årige kvinde fra Hvidovre, der narrede os alle sammen.

*Beløbet for hvidvaskning er rettet til det korrekte beløb 1,500 milliarder. Vi beklager fejlen.