Råd fra ét skilsmissebarn til et andet

14. november 2017

Om at stå mellem to forældre, der ikke længere er sammen. Om alt det man mister – men også alt det, man får som skilsmissebarn. Om tøjkriser og feriekriser og rigtig mange beslutninger.
Sara har været skilsmissebarn næsten hele sit liv. Hun har samlet fem råd til hvordan, man måske kan gøre det lettere for sig selv, hvis ens forældre gør det svært.

Illustrationer af Caroline Hjorth Lehmann

Jeg har været skilsmissebarn, siden jeg var to et halvt og kan ikke huske, da mine forældre var sammen. Jeg har kun set et VHS-bånd, hvor jeg løber rundt mellem min mor og far i et par ko-plettede-gamacher og nægter at få sko på. Siden da har mit liv været delt op i lige og ulige uger. To barndomsværelser. Tasker og poser med tøj og ting og i en årrække også et dværghamster i transportbur.

Jeg føler mig meget heldig. Mine forældre er blevet ved med at være gode venner. Jeg har fået bonusfamilier og halvsøskende og mennesker i mit liv, jeg aldrig ville kunne undvære nu. Min mor og far og jeg er generelt blevet glade og lykkelige.
Alligevel må jeg indrømme, at der sjældent findes noget så hårdt, som det at være skilsmissebarn. Det er hårdt, at man skal være to forskellige mennesker, når byerne, forventningerne og relationerne skifter fra det ene til det andet hjem. Det er hårdt, at man skal tage hensyn og være knudepunktet i rigtig mange beslutninger. At man skal planlægge alt. At man hele tiden kan komme i tanke om, at der sidder nogen i det andet hjem og savner én. Og at man altid vil være sin egen lille ø.

På min fars side har jeg en papmor og to halvsøskende og nogle gange, når jeg kom hjem til dem efter en uge hos min mor, skete det, at de lagde fire tallerkener frem i stedet for fem, når vi skulle spise. Det var ikke stort, men det gjorde ondt, for det mindede mig om, at de også var en familie uden mig.

Jeg har samlet nogle af de små ting, jeg føler, at jeg har lært i løbet af mit liv som skilsmissebarn. Det er blevet til fem råd, jeg gerne vil give videre her. Og jeg ved, at skilsmissebarnslivet er virkelig forskelligt fra person til person og familie til familie, så det kan være, at det er helt anderledes for dig. Men måske vi kan hjælpe hinanden lidt alligevel.

1) Få dine forældre til at vælge for dig, hvis du ikke vil

Jeg har virkelig svært ved at tage beslutninger. Måske er det noget, der er kommet, netop fordi jeg er skilsmissebarn – eller også er det bare virkelig uheldigt, at det lige var dét, jeg skulle være dårlig til.
Når første december f.eks. nærmede sig, fik jeg altid spørgsmålet om, hvem jeg ville vågne op hos. Jeg fik at vide af både min mor og far, at jeg ikke skulle tænke på, hvem det var planlagt, at jeg skulle være hos – jeg skulle bare vælge det, jeg havde mest lyst til.
Hvad jeg siden har forsøgt at fortælle mine forældre er, at jeg altid har haft mest lyst til, at de valgte for mig. At når vi havde planlagt ugerne, ferierne og juledage, så er det rarest, hvis vi holder os til det, der var planlagt. Jeg skal nok blive glad for den beslutning, de tager, uanset. Og det bliver i hvert fald bedre, end at skulle gå og være bange for at skuffe nogen. For lige meget hvor mange gange mine forældre har sagt, at de ikke tager det personligt, så vil jeg altid føle, at selv de små beslutninger i bund og grund handler om valget mellem mor og far.

2) Familie kan være mange ting.

Hvis jeg ikke havde været skilsmissebarn, ville jeg ikke have fået mine søskende. Jeg ville ikke have fået to rejser i sommerferien. Jeg ville ikke have fået papforældre, der laver fantastisk mad eller lærte mig at stå på ski. Jeg ville ikke have haft ekstra bedsteforældre, tanter, onkler, sommerhuse og muligheden for at sige: “Undskyld, men jeg har glemt mit gymnastiktøj hos min mor”.
Det har været vigtigt at huske mig selv på alt det gode, jeg har fået og ikke mistet ved at være skilsmissebarn.
Og selvom man kan føle sige udenfor og fanget mellem to familier, så er det heller ikke alle familie, der er familier på den måde, man måske ønsker at være det på i sit hoved. Familier er store, underlige blandinger af relationer, der aldrig er ens.
Man kan have en forestilling om, hvordan ens familie burde hænge sammen eller opføre sig for, at den var en rigtig familie. Men den rigtige familie findes slet ikke. Familier kan være uundværlige og ulidelige på samme tid.

3) Få en søster eller bror at følges med

Jeg er min mors og fars enebarn, og jeg ville ønske, at jeg havde haft nogle at følges med. Jeg tror, det må være rigtig rart at have nogen, man kan dele frustrationerne med. Nogen, der ved hvorfor, det er så svært at huske at tømme opvaskemaskinen hos mor, når man ikke plejer at gøre det hos far.
Det, at have søskende i samme situation som dig, er selvfølgelig noget, der ikke er så meget, man kan gøre ved. Og det er nok heller ikke et rigtigt råd. Men måske man kan finde en ven eller veninde, man kan snakke med. Eller en dagbog, man kan skrive tingene ned i. Jeg tror, det er vigtigt, at man har
nogen at gå igennem det hele med, når man er skilsmissebarn alene.

4) Fordel det gode tøj

Det er et lille tip. Og jeg har aldrig selv været god til det. Men hvis jeg kunne give mig selv et råd, ville det være det her.
Jeg har nemlig ofte oplevet, at jeg ikke har kunne føle mig som mig selv, når jeg var hjemme hos den ene, fordi det tøj, jeg bedst kunne lide at gå i og følte mig mest tilpas i, altid lå hos den anden.
Så måske man skulle tage en dag, hvor man rydder ud i sine skabe og lægger alle de gode ting ud på gulvet og deler dem op. På den måde undgår man at stå en morgen i krise og tænke på alt det tøj, man ville ønske, man kunne have taget på. Og selvom man så ender op med ikke at have alt det gode tøj samlet et sted, så føler jeg i hvert fald tit, at hvis man bare har én ting på, man er glad for, så smitter det på en eller anden måde af til resten af tøjet.

5) Tænk på dig selv – det er ikke et regnskab

Det værste, jeg vidste, var, hvis jeg pludselig opdagede, at der lå en fest, hvor det gav bedst mening at være hos min mor, selvom jeg var hos min far. For hvis jeg sov en dag ekstra hos den ene, havde jeg det som om, at jeg blev nødt til at kompensere for det ved at sove en ekstra dag hos den anden. På den måde blev hele vores lige og ulige ugers skema ødelagt, og jeg skulle til at tage en masse nye valg, jeg ikke havde lyst til at træffe.
Nogle gange gav det bare bedst mening at være en dag ekstra det ene sted, og efterhånden har jeg lært, at så skal man gøre det. At være skilsmissebarn er ikke et regnskab. Det er noget af det vigtigste, man kan huske sig selv på. Og som regel er det bedst for alle, hvis du er glad.

Til tider kan man føle, at den eneste løsning på det hele kun findes hvis livet, tøjskabet, tingene – ens forældre – bare kunne forenes. Men lige dét er svært at gøre noget ved, og jeg tror, at man på en eller anden måde bliver nødt til at finde det bedste i den situation, man er blevet sat i. Man må gerne græde og råbe og smække med døren til begge sine værelser. Og man har lov at synes, at det hele bliver for meget en gang imellem. Jeg kender det godt. Det er vi en del, der gør.

Hvad tænker du?

  1. Signe siger:

    Virkelig, virkelig fin tekst, Sara. For mig har det vigtigste næsten bare været, at sætte mig selv først. Det vigtigste for dine forældre er nemlig bare, at du er glad.

    Fra et skilsmissebarn til alle jer andre

    1. Sara Mering siger:

      Tusind tak, Signe! Og du har så ret.

  2. Juliane siger:

    Virkelig godt skrevet!
    Jeg er selv skilsmissebarn og mine forældre blev skilt da jeg var 3, så jeg forstår mange af de ting du skriver om

    1. Sara Mering siger:

      Årh, hvor rart at høre. Tak. We’re all in this together, eller noget… <3

  3. Ania Stoltz-Andersen siger:

    Synes, det er en helt fantastisk tekst med mange rørende eksempler. Både der, hvor du bliver ramt og ked og der, hvor du beskriver dét, du også er blevet beriget med. Tak for gode formuleringer og for at dele din historie og kloge indsigter.

  4. Maja siger:

    Så smukt, ærligt og SANDT – kunne ikke have sagt det bedre selv.

  5. Fria siger:

    Megt trygt og rørende at læse. Du skriver virkelig dejligt! Gode råd jeg vil tage med i værddagen som skilsmisse barn!

    1. Sara Mering siger:

      Tusind tak, Fria! Det er jeg så glad for at høre. Måske vi allesammen burde lave en bunke af råd til hinanden en dag.

  6. Andreas siger:

    Fin historie og jeg kan også nikke genkendende til flere af tingene, men alligevel så har jeg svært ved at komme i tanke om de gode sider ved at være skilsmissebarn.

    Selv da jeg var yngre, var det ikke synderligt fedt at have 2 fødselsdage og 2 juleaftener.

    Så vidt jeg husker, gik mine forældre fra hinanden da jeg var 1-2 år gammel. Det eneste jeg har tilsvarende til dit VHS bånd, er et billede fra min dåb.

    Af minder har jeg som de gode, kun dem hvor min mor skulle handle og at jeg kunne tage med, væk fra hendes daværende mand. Eller at min far hentede mig, og at vi kørte ca. 1 time i bil hjem til ham hver anden weekend. Min mor kørte mig næsten aldrig. Af bedsteforældre var det kun de biologiske der var værd at samle på og kun dem har jeg gode minder fra.

    Søskende fik jeg først som 9-årig, hos min far hvor jeg ikke boede. 1 år senere fik jeg én til, bare hos min mor. Kort efter flyttede jeg hjem til min far. Ny skole, nye venner, nyt værelse. Så jeg har ikke haft den luksus at kunne snakke med søskende.

    Resultatet af mine oplevelser, har været 18 flytninger i løbet af mine 28 år, overfladiske forhold, depression og selvmordstanker.

    Det eneste råd jeg kan give, er hvis man er ked af det, uanset alder, skal man snakke med nogen om det. Om det er forældre, bedsteforældre, ens læge eller BørneTelefonen er irrelevant. Man skal bare gøre det.

    Nå, men som du selv nævner er historierne lige så forskellige som personerne i dem. Her var blot lidt af min.

  7. Magda siger:

    Har ville læse den her tekst i SÅ lang tid nu! Men har bare ikke fået taget mig sammen.
    Var lidt bagud med at læse din tekst og skrive den her kommentar. Men det var det hele værd! Mine forældre har været skilt, men er fundet sammen igen. Det er virkelig dejligt at du deler det, for jeg ved at det er noget der trykker RIGTIG rigtig rigtig mange børn (og voksne)

    1. Sara Mering siger:

      Årh, tak for din kommentar Magda! Er virkelig glad for, at min lille tekst kan betyde noget for dig. Det var også så fin en snak, vi havde i Aarhus om samme emne <3 Knus

  8. Annali siger:

    jeg har været skilsmissebarn siden jeg var et halvt år og jeg har det tip at man ikke skal tænke på om man gør foreldrene kede af det men man sige hvad man mener det har jeg selv haft problemer med. mine forældre har været skilt i 11 år nu men jeg tør stadig ikke rigtigt fortælle hvad jeg mener men det er blevet bedre og tak for de gode tip

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *