Med ekstra ost

Jeg bruger ”private session” på Spotify meget ofte, jeg synger virkelig ”følern” sange, når jeg er i bad, og jeg ser, ligesom de fleste andre, serier og film som jeg ikke ligefrem er stolt over, eller som jeg vil kalde decideret dårlig smag. Det kan selvfølgelig være ting, der bare er fjollede eller platte, men som oftest er det ting, der simpelthen er for meget, for romantiske, storslåede og cheesy. I hvert fald ifølge mig selv, når jeg prøver at forklare, at mine 10 seneste afspillede sange altså bare var en joke, eller at min playliste med break-up sange i hvert fald ikke skal tages alvorligt.

Det er et ret godt ord, synes jeg, cheesy, at noget kan være helt sovset ind i ost, sådan så det klistrer, smelter og bliver helt vammelt. Men det bliver for det meste brugt nedsættende, når noget er for meget, eller som noget, man kan sige for at advare, at nu kommer der noget romantisk og muligvis tåkrummende.

Jeg plejede at se mig selv som et uromantisk menneske, og jeg er god til at holde en ironisk distance til det meste. Når jeg skriver romantisk, mener jeg ikke nødvendigvis noget med nogen kærlighedsrelation, men bare ting, der kan sættes i relation til store følelser, og som ofte også kan komme til at indeholde det, vi afkoder som klichéer. Jeg havde engang en kæreste, og vi brugte begrebet ”cheesyness” ret ofte, nogle gange oversatte vi det til dansk, så at noget – en film, noget musik eller noget, vi havde skrevet til hinanden – blev ”ostet”. Det var, hvis noget i vores optik blev FOR storslået, romantisk, sukkersødt eller smeltende. Det kunne være en kærlighedserklæring i en sang eller en scene i en film med en masse romantiske klichéer. Så var det bare ”mega cheesy” måske helt sådan, at man skulle brække sig over det. Dengang så jeg rigtig mange romantiske ting med en negativ optik og brugte kun nedladende og ironiske vendinger om det med dem, jeg talte film, tv eller musik med. Det var, og er måske stadigvæk, klichéerne, jeg vendte mig imod; dét at en stor buket røde roser skulle betyde kærlighed, og følelsen af at ”I love you” blev noget, man bare kunne slynge om sig til højre og venstre.

Selvfølgelig synes jeg stadig, at klichéer kan blive helt utroligt udvandede og så ende med ikke at betyde noget som helst. Men jeg er ved at øve mig i at droppe den ironiske distance til alting. Det gælder ikke bare i forhold til den kultur, jeg forbruger, men også når jeg skal snakke om store følelser. Jeg er træt af, og jeg ved ikke, om det er en dansk ting eller måske en tidstypisk ting, men i hvert fald at mange af os har det med at bruge ironi til at tage afstand fra de store følelser. Bare dét at mange ting så ofte kan blive ”for meget”, eller at man har behov for hele tiden at joke med ting, synes jeg er ærgerligt. Jeg elsker ironi, men den kan også nemt blive bremseklods for at komme ud med noget af det, man egentlig tænker og føler. Og derfor holder jeg, og mange andre, også en distance til de popkulturelle ting, der ikke er ”god smag” og gemmer det bag, at vi bare ser eller hører det med en ironisk distance.

Jeg vil gerne slå et slag for det cheesy, for måske er det nogle gange det, der er det ærlige? Alt det, man ikke normalt tør sige. De rigtig store følelser, som vi har en tendens til at synes bliver ”for meget”. At man kan have brug for at cykle gennem byen og høre Mariah Carey. Eller har lyst til at holde filmaften og græde til Titanic eller en anden romantisk film.

De store følelser kræver ofte store ord, selvom det måske virker lidt klæbrigt, når det bliver sagt eller skrevet af andre. Jeg ville ønske, man bare kunne sige, at man var helt vildt forelsket, at nogle af ens venner var det bedste, der nogensinde var kommet ind i ens liv, eller kigge sin kæreste, far eller hund i øjnene og sige, at man elsker dem mere end noget andet – og det helt uden en skærende ironisk distance eller en afvigende kommentar bagefter. Det vil helt sikkert føles virkelig fjollet og grænseoverskridende, det ville det i hvert fald for mig. Men jeg tror, jeg vil prøve at øve mig i det. Øve mig i at være lidt mere ærlig overfor mine følelser, være lidt sødere ved dem og lade være med helt tiden at pakke dem ind og væk. Gratinere dem lidt mere i ost og servere dem til dem, jeg elsker. Og stoppe med at gemme mig bag ironien, når jeg har brug for at bruge de cheesy og klichéfyldte film eller sange.