Rejsedagbog fra Paris: Romantisk eller konservativt?

Lørdag, helligdag, markedsdag. Byen flokkes og hvirvles i en jævn understrøm mod samme destination: nordpå. Først forbi fedtede shawarmaruder på Porte de Clignancourt, KFC-spande, der knuges kærligt under armene på deres ejermænd og fake AirPod-pushere, der står på lur på gadehjørnerne og spotter efter naive turister. Status quo er, at turister er en mangelvare i alle afkroge af Paris.

Videre forbi utallige boder med Gucci-tasker, Nike TN, solbriller, Paris Saint-Germain-spillertøj (PSG). Indgangen til antikvitetsmarkedet Marché Dauphine. Muskelpumpede vagter garderer dørene til markedet og pengeautomaten. Her er der værdifulde varer at værne om. Smalle gange med bugnede boder på hver side, butiksindehavere, der holder frokostpause og ryger smøger. Palisander, sengerammer i grønmalet træ, elegante messinglamper og juvelbesatte lysekroner. Gamle parfumeflasker i krystalglas, duften af støv og utallige årtier. Op ad trappen til 2. etage. En dame sidder og laver håndlavede hatte i sin egen bod med fjer, broderier og slør. Hen i den dybeste afkrog af markedet. En særlig stemning indhyller denne fjerne butik. Måske er det de gamle korsetkjoler, prydhatte og snørresko, der beskyttes af skiltet “Ne pas toucher svp”, måske er det den yndefulde russiske mynde, der ligger på vagt under et bord med perler, eller måske er det den sødlige røg fra butiksindehaverens svungne træpibe, der giver én følelsen af at træde 100 år tilbage i tiden. 100 år og et par årtier, måske. Til Baudelaire, Renoir eller Rimbaud. Manden rykker på sit stive skæg, retter sin høje hat og værdiger mig et blik. “Bonjour madame”, siger han. En mand, der i sit stive jakkesæt og med sit fastfrosne lommeur personificerer fortiden. 

Franskmændene har på nogle punkter ikke travlt. De overgiver sig ikke fuldkomment med ånd og legeme til det eksponentielle kapløbssamfund, der grådigt har spist sig ind på det meste af Vesten. Det lyder måske overdrevet og vulgært, men efter at have slentret og arbejdet mig igennem Paris i 2 måneder har jeg opdaget, hvordan Frankrigs tilbageholdende effektivisering står i stærk kontrast til den måde, hvorpå vi danskere uden videre giver os hen til moderniseringen. Dette fænomen, hvis man kan kalde det det, kan der være delte meninger om. 

Når jeg tager min gamle elevator i solidt træ ned til grundniveauet, hilser på min Gardienne (husholdersken), som støvsuger de støvede bordeauxrøde gulvtæpper, og går ud ad den tunge port for at handle, er det sjældent i supermarkedet. For foden af min lejlighed er gaden nemlig spækket med grønthandlere, slagtere, osteforretninger og diverse delikatessehandlere. Det er ikke den hurtige måde at handle på, men det er heller ikke formålet. Ved grønthandleren trækkes man ind i en farverig verden af lokale råvarer, der varierer efter sæson. For tiden græskar, svampe og søde blommer. Løsvægt og løs snak med de andre kunder og de kinesiske butiksindehavere. Jeg husker, at vi i min barndom også havde en lignende grønthandler i Åbyhøj, hvor jeg voksede op. Den gik konkurs.

Hernede lever madmarkederne stadig i bedste velgående, for det er en kultur, man vælger at give sig tid til og holde fast i. Charmerende og romantisk ville mange mene. Omvendt, når jeg så skal betale for 5 blommer eller et “baguette tradition”, skal jeg som regel også grave mønterne op af min 5 cent-tunge pengepung. Kontanterne lever ligesom markederne i bedste velgående. Her kan man måske diskutere, om kulturen er forældet. Under mundbindet udslipper jeg et dybt suk, hver gang jeg har glemt at hæve kontanter og må til pengeautomaten, fordi betalingsgrænsen med kreditkort ligger på 5 euro. Banale, teknologiske barrierer. Og ikke nok med det: Når man så står i køen til automaten, kan man komme ud for, at de unge franske piger foran i køen går i spåner, fordi maskinen er på engelsk, og de ikke forstår, om de skal vælge “with ticket” eller “without ticket”. Banale, sproglige barrierer. Er det en ignorant tilgang til den moderne internationale verden, at franskmændene ikke er bedre til engelsk? Eller er det blot en smuk gardering og ophøjelse af det franske sprog?

Foran metroen står fem potente politibetjente med skudsikre veste og automatvåben. De giver sig tid til at skrabe skrabelod, som de har købt i en lille Tabac ved siden af. Jeg går smilende forbi og tager metrolinje 12 mod Concorde, derefter metrolinje 1 mod Bastille, hvor jeg arbejder. Hvis du tager offentlig transport i Danmark, vil der være en overrepræsentation af passagerer, der med trancelys i øjnene sidder forgabt i deres nyhedsfeed på sociale medier. Ikke her. De er der selvfølgelig stadig, men mange sidder i stedet med en bog eller avis mellem hænderne. Ligesom de har gjort siden den 19. juli år 1900, da metrolinje 1 åbnede mellem La Défense og Château de Vincennes. 

Jeg står af ved Bastillepladsen og går det sidste stykke ned til Café Des Anges, hvor jeg arbejder som tjener. Her slænger stamkunderne sig dovent i baren, drikker espresso og laver krydsogtværs i avisen. Op til 5 timer om dagen. Tiden står stille, og man får fornemmelsen af, at det har været på præcis samme måde i utallige årtier. Jeg kommer til at tænke på, for hvis skyld man skynder sig? Effektiviserer og teknologiserer for at bidrage til væksten. Den umættelige vækst, der aldrig finder et fast leje. Arbejd hurtigere, arbejd længere, tjen flere penge. Er penge mere værd end tid? Og kommer vi til at lade teknologien styre os? Bliver vi så opslugt af den digitale verden og dens muligheder, at vi glemmer at leve i den virkelige? 

“Toss or take” er måske i virkeligheden det, som det hele handler om. Hvor villige er vi til at kaste normer, værdier og kulturelle mønstre over skulderen og tage imod det nye og ukendte? “To take”. Eller hvor uvillige er vi omvendt til tage imod moderne impulser og holde fast i det vante? “To toss”. Kunsten er at finde den perfekte balance mellem de to ting.