Clara har en drøm
Midt i den kollektive nedlukning sidder der en pige på sit værelse i Aarhus. Hun skriver sange ved skrivebordet og giver dem lyd ved klaveret. Alt imens suger hun løs på en e-cigaret og drømmer sig væk til en anden virkelighed. Clara har fotograferet sin veninde Clara og tegner et portræt af en håbefuld ung kunstner midt i en knap så håbefuld pandemi.
Alt er stille udenfor. Gaderne er øde. Inde i lejlighederne sidder de og glor ned i skærmene. Fanget på Zoom, Teams, Google Meet. Ser flow-tv på de store skærme og tømmer Instagram for algoritmer på de små. Men lige under taget på Frederiks Allé midt i Aarhus sidder Clara i sin helt egen boble. En boble, hun ofte befinder sig i.
Egentlig skal hun forberede sig til eksamen i filologi, som hun studerer på 3. semester, men klaveret kalder på hende. Hendes blide og melankolske stemme kan høres ude på den stille gang i resten af kollektivet. Det føles, som om alle andre er langt væk. Clara er i hvert fald alene, hun er gået ind i sig selv.
Clara går under kunstnernavnet JO. Et navn, hun spontant fandt på, da hun i efteråret udgav sin første single ‘Copenhagen’ med den Aarhusbaserede kunstnergruppe Smart Patrulje.
Et kunstnernavn, der nu betyder, at hun har et alter-ego. Et alter-ego, der vil frem i verden og have en plads på musikscenen. JO vil stjæle folks hjerter og er ikke bange for at råbe højt, mens Clara betænksomt nedskriver sange om ensomhed, kærlighed og alle de andre ting, der kan gøre ondt her i livet.
Aldrig har Clara tænkt, at hun skulle være sådan én med et kunstnernavn, men alligevel kan hun ikke slippe drømmen om en dag at kunne leve af det, hun elsker allermest: at producere og spille musik.
Clara vil være en stjerne, der synger ord, vi andre vil nynne med på, græde og danse til. Måske en dag på en scene foran tusindvis af mennesker.
På musikscenen kæmper alle om det samme: streams, anderkendelse og opmærksomhed. Kampen er hård og ikke altid lige retfærdig. Selvom det er en kamp, der kræver spidse albuer, vil Clara allerhelst sidde i sit eget selskab, dvæle i sine noter og finde nye melodier. Tempoet er langsomt på 5. sal, men det gør ikke noget, for Clara har ikke travlt. Der er også en eksamen og en e-cigaret, der skal ryges. Til gengæld, og heldigvis, er drømmene store, og håbet ligeså.
Hvad tænker du?