Corona-frikvarter #1 Synæstesi

Muligvis sidder der flere af jer derude, der kan nikke genkendende til ovenstående. Cirka 4 % af os, altså 1 ud af 23, er nemlig såkaldte synæstetikere. Så hvis ikke du oplever en verden af sansesammensmeltning, kender du højst sandsynligt til en eller flere i din omgangskreds, der gør.

Synæstesi er ikke en lidelse eller diagnose, men nærmere en tilstand af at opleve verden med flere end kun én enkelt sans ad gangen i bestemte sammenhænge. Altså kan det bedst forklares ved termen: sammensansning. Der er altså ingen ulemper eller andre trælse ting ved at have det, tværtimod. Der findes mange forskellige måder at opleve synæstesi på. Det er en meget individuelt term, men noget af det, man som oftest ser hos synæstetikere, er, at de knytter bogstaver eller tal til specifikke farver og altså læser i farver. Dette er også kaldet grafem-synæstesi.

Sammensmeltningen med farver er altså meget typisk hos synæstetikere. Hvad end det så handler om ugedage, former, musik, bogstaver, navne m.m. Dertil oplever en håndfuld mennesker at kunne fremkalde smagsoplevelser ved at høre noget bestemt musik. Andre former som at se lugte, smage farver, mærke farver, høre lugte og mærke hørelser er også mulige. Det siges, at der findes mindst 60 forskellige kombinationer inden for synæstesi, hvortil nogle mener, at tallet er endnu højere – helt op til 73 forskellige kombinationsmuligheder. Næsten alle kombinationer af sanserne er mulige. Forskningen på området er relativt ny, og man er først begyndt at tage den seriøst siden 90’erne. Synet på synæstesi har dog på relativt kort tid ændret sig ved at gå fra noget, man troede var langt mere sjældent, til at det i dag anses for at være relativt normalt at have. Synæstesi blev første gang dokumenteret videnskabeligt i 1812. Siden er det langt hen ad vejen blevet misforstået, og mange eksperter har ment, at tilstanden var en lettere form for sindssyge, hvor de fejlagtigt har bundet det til f.eks. skizofreni.

I dag ser man heldigvis anderledes på det. På mange måder helt modsat end tidligere, hvor det at have synæstesi tit kobles med at have en højere intelligens. Mange synæstetikere præsterer godt i IQ-tests og har en bedre hukommelse end gennemsnittet. Personer med en form for synæstesi har større sandsynlighed for at også at besidde en anden form for synæstesi. Derudover ser det ud til, at kvinder har større tendens til at besidde evnen, at det er mere udbredt blandt venstrehåndede, og forskningen tyder på, at synæstesi langt hen ad vejen er genetisk bestemt. Den kendte poet Vladimir Nabokov havde det udbredte grafem-synæstesi, mens hans mor besad lyde-farve-synæstesi.

Selvom synæstesi kan forekomme som reaktion på psykedeliske stoffer, som LSD, hallucinogene lægemidler eller ved hjerneskade, har forskning stort set kun fokuseret på de formodentlige arvelige varianter. Der findes også tilfælde, hvor unge pludseligt i deres liv begynder at fange nogle af de tabte forbindelser mellem de forskellige sanser, og dér danner synæstetiske egenskaber, som de tidligere ikke besad, hvortil årsagen stadig er uvis.

Jeg rækker ud i mit netværk for at lede efter en synæstetiker. Jeg har bid på krogen hos en bekendt, Laura, der til sin store overraskelse ikke aner, at det, hun oplever, er en “ting”. Laura indgår i statistikken under den mest udbredte type inden for synæstesi: nemlig grafem-synæstesi. Jeg spørger hende om, hvordan hun oplever sin synæstesi, og en af de første svar, jeg får, er “Nu spørger jeg måske dumt, men har ikke alle tal en farve knyttet til sig?”. Det var altså en helt ny verden for Laura, der, efter at have udspurgt sine roomies i ren forvirring, bliver bekræftet i, at det, hun oplever, ikke gør sig gældende hos alle. 

Jeg tager hen til Laura en af de efterfølgende aftener, hvor vi over strikketøj og smagfulde lakridser får snakket om, hvordan hun oplever sin verden af farver. Over Instagram har vi allerede skrevet om, hvordan hun godt kan tænke ordene til et Instagram-opslag i farver, og vi kommer ind på, at hun nok nogle gange ubevidst har ladet være med at lægge det op, da hun ikke synes, farvekombinationen har været god. Særligt hvis teksten har været fyldt med for mange mørke ord. Hos Laura har langt de fleste bogstaver nogle klare, konsistente farver. Særligt vokalerne, hvor konsonanterne har en mere lavmælt farve. Når disse bogstaver blandes sammen med andre bogstaver i ord og navne, ændres hele farven af ordet eller navnet. 

Laura har meget klare holdninger til navne, hvor hun uden tøven fortæller mig, at Luise er et klart pænere navn end Louise. Jeg griner og former med mine øjenbryn et meget undrende ansigt. Laura forklarer mig, at U’et hos hende står i en pæn lilla farve, hvorimod O er en meget mørk brunlig farve, ergo bliver navnet Louise til et meget mørkelilla navn, som er knapt så pænt som Luise. Det samme gælder for Sine, der er pænere end det normale Signe og det samme med Kathrine, der også må lide et fald til det pænere Cathrine. Mange af konsonanterne hos Laura har som sådan ikke en stærk farve, men kan være med til at hive navnets samlede farve i en retning. Laura forklarer, at Signe er lidt mere grå-beige end Sine, som er mere hvid-beige. Særligt O og E er no-go’s i navne, da de ødelægger dynamikken med deres mørke farve. Navne opdeles i farver og kommer i kasser, hvor Laura også forklarer, at det kan være særligt belejligt, når man har glemt nogens navn, at man så i det mindste ved, det er et lyseblåt et af slagsen, man skal lede efter. 

Laura har flere gange tænkt, om ikke andre oplever de her navne som værende pænere eller grimmere end hinanden, men tænkt, at andre nok må opleve farverne på en anden måde. Hun er aldrig stoppet op ved tanken om, at andre slet ikke oplever farver på samme måde som hende. Jeg spørger Laura om, hvordan de her farver kommer til udtryk: “Altså, ser du dem tydeligt for dig i dit synsfelt?”. Her giver hun en beskrivelse af, at det nærmere er en følelse, der kommer til udtryk, en bestemt kasse, de skal ned i. Det er altså ikke belastende for selve synsfeltet, hvor siderne i en bog bliver til den store malerpalette. 

Nu har vi snakket en del om bogstaver, men det samme gør sig gældende for Laura med tallene. 1-9 har en farve, som fremgår nedenfor.

8+8 er altså ikke dobbelt op på brun, men hvid med lyselilla, når de bliver plusset sammen. Tallet 16 er en meget svag form for lilla. Selvom 1 er hvid i f.eks. 10, så er det, sammen med de andre runde tal som 100, 1000 osv., de eneste tal, som er sorte. Farverne er konsistente, som er noget af det vigtigste, hvis man skal bestemme, om en person er synæstetiker eller ej. Dog har forholdet til nogle af farverne ændret sig personligt, såsom at hun, i takt med at hun er blevet ældre, bedre kan lide brændte farver. Det har så også gjort, at hun synes, andre navne eller efternavne er blevet pænere, herunder hendes eget.  

Men et vigtigt spørgsmål ved synæstesi er: Ved man reelt set, hvad der sker i hjernen, når sanserne bliver blandet sammen? 

Svaret er nej. Man har dog i lang tid haft en idé om, at når vores hjerner udvikles, så sker der en memorial forgrening. I vores første leveår er vores sanser altså langt mere forbundet, men det er ikke belejligt for kroppen at tyde så mange forskellige svar på ét enkelt sanseindtryk. Derfor sker det, som en helt normal del af hjernens udvikling, at de her forgreninger med nervecellerne bliver beskåret, så de har en mere optimal forbindelse. Hypotesen lyder derfor på, at samme beskæringingsproces ikke har fundet sted hos synæstetikere som hos de, i gennemsnit, 22 andre af os. 

Hvis du synes, noget af ovenstående lyder bekendt, og er du nysgerrig på, om du nu også er synæstetiker, så kan du eventuelt forsøge dig med at tegne din uge, alfabet eller talrække i de farver, som du nu oplever dem. Selvfølgelig med det i mente, at du overhovedet oplever farver i noget af ovenstående. En af måderne, hvorpå man afgør, om nogen er synæstetiker eller ej, er ved at se, at disse kombinationer forbliver konsistente. Gør det gerne med 2-3 ugers mellemrum. For at indgå under termen synæstetiker er det også væsentligt, at du oplever sammensansning flere steder end blot ved et tilfælde. Fremsat af Richard Cytowic, en førende forsker på området, er her nogle guidelines for at bestemme, hvorvidt man har synæstesi. Det dikterer ikke, men kan bruges som værktøj til at danne et godt billede. 

Jeg hører gerne fra dig, hvis jeg har fanget en bevidst eller ubevidst synæstetiker. Du er efter min mening beriget med en gave.