Det mest tomme rum

13. juni 2022

Der er noget særligt ved at være barn og kunne ligge trygt i græsset og bare være til for at være til; en følelse, man let kan glemme i takt med, at man vokser op og i højere grad eksisterer i kraft af noget andet end sig selv.

Det er nogle af de temaer, Arendse undersøger i sin tekst; at skulle holde fast i noget uden for sig selv for at kunne blive ved med at eksistere.

Jeg forsøgte at holde fast i væggene og gulvet, da jeg faldt. Men der var ikke noget at gribe fat i. Der var kun glatte overflader. Da jeg lå på gulvet, faldt jeg stadig, og jeg blev længe ved at falde, til jeg begyndte at holde fast. I ting, i min mor, i min hund, i mine venners hænder og i mine egne, mens jeg sov.

Den, der plejede at gribe mig, havde taget afstand.

Jeg begyndte at holde fast i mine studier, i ordene og indholdet. I dagene jeg skulle læse i, og siderne jeg skulle læse færdig. Jeg blev bange for sommerferien og de lange dage, jeg skulle fylde ud alene. Jeg ville stoppe juni, jeg ville studere hele sommeren og arbejde. Jeg ville ikke savne, falde, vælte som et træ i mine forældres have.

Den, jeg plejede at elske, var flyttet.

Det mest tomme rum, er det han plejede at sidde i, ligge i, hænge gardiner op i.

Det er ikke det samme at sige: Jeg elsker dig i det rum mere; jeg lægger mit øre mod lagnet og lytter efter.

Den, der plejede at elske mig tilbage, havde taget afsked.

Det mest ensomme rum, var det rum, som han efterlod mig i. Det uden kærlighed og møbler. Så jeg begyndte at falde og lidt efter begyndte jeg at samle ting, som jeg kunne holde fast i.

Jeg bar en fyldt bogreol ind i rummet. Tørrede eukalyptusgrene. Løbesko. Derefter skriveredskaber, notesbøger og badetøj. Jeg bar en praktikplads og tre nye venner derind. En roommate. Barnaby om lørdagen. Remedier fra skiftende årstider. Kastanjer og grankogler. Vintergækker og kantareller. Afslag. En sejltur. Alle mine fødselsdage. En læderfrakke og et fodbad. Og så et job. Planer, stemmer, tomhed.

Der i alle tingene, forsvandt jeg. Jeg som plejede at være til for at kunne ligge i græsset og lede efter mariehøner, til for at holde min mormor i hånden og svømme med åbne øjne under vandet. Jeg havde glemt at være til uden at have ting at holde fast i.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her