Corona-shamer du også?

Jeg har opbrugt fire tuber håndcreme for at få afbalanceret de værste tørkeskader på mine hænder. Jeg spritter af, inden,jeg går ind i Rema 1000, og ja, jeg ser skævt til dem, der ikke gør. Men jeg er til gengæld en af de fattige studerende, der genbruger mit krøllede engangsmundbind, fordi jeg ikke magter at bruge 20 kroner på en ny pakke.

Ekstra Bladet satte i starten af det nye år gang i en bølge af kollektiv corona-shaming, da mediet bragte billedet af en række kendte danskere samlet omkring et spisebord i Dubai. Mine fire veninder og jeg valgte i samme uge at tage i sommerhus. Med hvert vores strikkeprojekt i hænderne sad vi og diskuterede det store Dubai-cirkus. For når en dansker slæber en eksotisk mutation med hjem i kufferten, har det konsekvenser for resten af landet. Der opstod ret hurtigt bred enighed i venindegruppen om, at det på ingen måder er i orden.

Forargelsen blandt mine veninder og jeg, samt størstedelen af Danmarks befolkning, er ikke til at tage fejl af. Men her finder jeg mig selv i et sommerhus i Skagen, hvoraf halvdelen af min venindegruppe består af piger fra den modsatte ende af Danmark. Vi skulle egentlig have været seks, men vores sidste led i gruppen sprang fra, da hendes kollektiv har lavet en to-persons-ordning. Efter at min veninde ikke syntes, det var ansvarligt at tage afsted, lagde jeg lige en føler ud i gruppen: ”Sååøøh.. vil I andre stadig med i sommerhus?”. Når man ’føler’ sig frem, ligesom jeg gjorde her, er det af frygt for at blive udskammet. Den samme påpasselighed påtog min mor sig, da jeg spurgte hende, om jeg ikke skulle et smut forbi familien på hjemrejsen: ”Nu spørger jeg lige ik’. Har du husket test efter sommerhus med pigerne?”

Jeg oplever som ung at finde mig selv i et konstant moralsk dilemma mellem de ting, jeg ikke må, men som jeg virkelig gerne vil. Om det handler om sommerhus med pigerne eller en middagsaftale med en ven, jeg ikke ser så ofte. Så jeg forstår godt, at min mor måske er lidt ekstra påpasselig, fordi jeg er ung og står over for mange fristelser. Men samtidig synes jeg også, at det er helt vildt uretfærdigt. Udskamningen er ikke kun at se i en offentlig skandale som Dubai-rejserne. Corona-shaming rækker også ind i privatlivets sfære. Og det har den især gjort hos den yngre generation. Jeg føler mig udskammet alene af den grund, at jeg er ung. Så da Mette Frederiksen for første gang anerkendte min generation – ”Vi har en meget ansvarlig generation af børn og unge – ikke det modsatte” – åndede jeg lettet op og håbede på, at den ældre generation ville spidse ører. For det har ikke været nemt at være ung, når stort set alt, hvad det indebærer at være ung, er blevet forkasteligt.

Regeringens anbefalinger giver plads til, at man kan, ’synes noget om noget.’ Jeg synes, at det er irriterende, når folk glemmer at spritte af, inden de går ind i Rema 1000. Og de synes sikkert også, det er uansvarligt, at jeg ånder gennem de sørgelige rester af, hvad der engang var et certificeret engangsmundbind. Anbefalingerne efterlader en række forpligtelser for fællesskabet. Ansvaret for vores sundhed er blevet en kollektiv affære. Corona-shaming er en helt naturlig, social mekanisme. Corona-shamer du også? Det er ”Søren Brostrøms løftede øjenbryn i psykologisk forstand,” som Jakob Skaaning, journalist for Zetland, så fint fremstiller det.

Coronapandemien sætter vores tillid til hinanden på spil. Udskamningen opstår i mellemrummet mellem retningslinjer og anbefalinger. Man har princippet ikke gjort noget ulovligt, hvis man samles med mere end fem mennesker eller nyder tilstedeværelsen i et land, der ikke kollektivt keder sig over Zoom. Men hvis man, i forsøget på at løsrive sig for corona-udsultningen, bliver smittet, er det ikke længere en individuel affære. ”Mennesker er sociale dyr, som lever i fællesskaber, og derved får vi også nogle forventninger til hinanden. (…) Hvis fællesskabet skal overleve, skal vi også kunne stole på hinanden,” udtaler Kristian Kongsgaard, lektor ved Aalborg Universitet, i et interview med Zetland. Den fælles moral er, i en pandemisk krisesituation, altafgørende for den kollektive sundhed. Men når det er sagt, tillod mine veninder og jeg et lille udsving. Vi tog i sommerhus til Skagen med en klar idé om, at vi ville blive corona-bims, hvis vi ikke gjorde det.

Den fælles moral bør tillade udsving. Måske ikke udsving, der ender med at tage én til Dubai – det er alligevel at svinge for meget. Og vores SU-indtægt kan alligevel ikke tage os længere end til Nordjylland. Men at tage i sommerhus med sine veninder bør der være plads til. Det kan godt være, jeg ikke vil blive smittet af den eksotiske coronamutation, men jeg vil helst forblive glad og rask i forsøget på at undgå det!