CPH:DOX: Interview med Liz Smith – ‘I Am Gen Z’

Victoria: Jeg vil gerne starte med at sige, at det var virkelig forfriskende at se en film, hvor generation Z ikke blev dæmoniseret. Filmen havde stor empati for vores generation. Vi betragtes normalt som dovne, egoistiske og selvcentrerede. De forskellige eksperter i filmen nævnte mange gange, i forskellige sammenhænge, ​​at generation Z faktisk bærer en hel del empati og værdsætter venlighed og retfærdighed. Vi er medfølende og har stor nysgerrighed for omverden og vores medmennesker. Vi er simpelthen bare en del af et system, der er større end os selv, større end livet egentlig, og bliver derfor hyperfokuserede på os selv og vores præstationer. Filmen understreger, at denne selvcentrerethed ikke er vores skyld. Vi er vokset op i et kapitalistisk samfund, hvor vi forventes at forbruge og opnå for at have værdi. Dette synspunkt rørte mig, fordi denne venlighed og følelse af retfærdighed er det, jeg oplever i mine venner.

Du må nu meget gerne præsentere dig selv, Liz, og kort fortælle om din baggrund i livet og i film specifikt!

Liz: Det var den bedste respons nogensinde! Tak skal du have.

Nå, jeg havde denne ekstraordinære oplevelse, da jeg var mellem 25 og 30. Jeg oplevede at arbejde i den amerikanske start-up-kultur lige fra begyndelsen. Det var en ekstraordinær tid. Vi følte, at vi ændrede verden. Vi genopfandt regler. Efter to år lancerede vi Yahoo-ejendommene over hele Europa, og jeg flyttede til New York i et par år og tilbragte også meget tid i Silicon Valley, hvor Yahoos hovedkvarter var. Jeg kan ikke begynde at beskrive, hvordan den periode føltes, men den var super befriende. På det tidspunkt troede vi virkelig, at vi skabte noget virkelig demokratiserende, spændende og banebrydende: alle disse fantastiske ting, som internettet kunne have været! Vi værdsatte ikke rigtig den mørkere side af det hele. Katalysatoren for, at jeg forlod Yahoo, var 9/11. Jeg var i New York under 9/11. Jeg husker, da det første fly ramte tårnet. For mig var dette katalysatoren for at flytte tilbage til Europa. Jeg besluttede mig for, at jeg ville lave en karriereændring og endte på London Film School. Jeg elskede at være bag kameraet! Jeg gennemførte et dokumentarkursus, arbejdede med det menneskelige skjold og krigen i Irak. Jeg har haft interesse i dokumentargenren i lang tid. Derefter begyndte jeg at arbejde i film og har gjort det lige siden.

Jeg nåede til et punkt, først 20 år efter min erfaring med Yahoo, hvor jeg indså, at vi virkelig havde skabt en slags Frankensteins monster. Internettet var blevet noget, som vi ikke havde tænkt os, det skulle være. Derfor valgte jeg at fokusere på emnet teknologi. Da jeg undersøgte og forsøgte at finpudse min research, begyndte jeg at se på, hvordan det var for jeres generation, der er vokset op med mobilteknologi i jeres liv. Det fangede min interesse, og det var her mit fokus på generation Z kom. Jeg begyndte at komme ind i jeres verden. Jeg gjorde nogle virkelig vidunderlige opdagelser. Det tog mig tre år at lave filmen. Jeg har opdaget meget undervejs.

Sofie: Hvordan kan samfundet slette den perfektionskultur, som generation Z er en del af, via sociale medier?

Liz: Tror du egentlig, at perfektionismen i jeres generation bare er en ting på sociale medier, eller tror du, der er mere til sagen, som kommer fra andre steder i samfundet?

Sofie: Hmm, jeg tror, ​​at hele samfundet påvirker den perfektionistiske kultur; andre typer medier, magasiner og lignende, såvel som skolesystemet.

Liz: Jeg er ikke sikker på, hvordan det er i Danmark, men i Storbritannien er der et forfærdeligt stort pres for at komme ind på den rigtige skole, få de rigtige karakterer, have et godt CV osv. Du ser også dette pres ofte i Amerika. Det handler ikke kun om karaktererne faktisk, du skal også arbejde frivilligt og dyrke fritidsaktiviteter for at komme ind på en god skole, og hvis du ikke kommer ind på en god skole, får du ikke en god karriere osv. Denne form for pres er langt tydeligere, end det var i min tid. Jeg tror, ​​at sociale medier bare fremhæver det, for nu er der sammenligningselementet. Vi deler alle vores præstationer. Så er der også dette konstante pres for at have et image på de sociale medier, og til sidst elementet af at vi er aktive næsten 24/7. Det stopper aldrig. Det er ikke nødvendigvis kun forældre og lærere, der lægger pres på jer unge. En af eksperterne i filmen taler om et internt pres. Vi vil alle gerne have succes og konstant forbedre os. Jeg ved ikke, hvordan vi stopper det, for det er næsten umuligt at slukke for det. Vi har f.eks. brug for internettet til arbejde nu. Det enkle svar ville være at sige: ”Bare sluk. Sørg for, at du får masser af alenetid, sørg for at få masser af plads.” Men jeg synes, det bliver sværere og sværere at slukke. Har du nogen ideer?

Sofie: Det er et meget svært spørgsmål.

Etta: Det virker næsten skræmmende, hvad der er på “den anden side”. Da jeg så filmen, vendte jeg hele tiden tilbage til tanken om: ”Hvorfor slukker vi den ikke bare? Hvorfor slukker jeg ikke bare min telefon?” Jeg kom hele tiden tilbage til en frygt for: “Men hvad så?”. Det virker så banalt, men jeg er bange for, at jeg bliver ensom uden sociale medier, hvilket i sig selv er super skræmmende! Ensomheden virker næsten uundgåelig.

Liz: Det er interessant, fordi du faktisk ikke taler om frygten for at “gå glip af”, FoMo, men frygten for, hvordan mit liv er uden “den ting”, jeg interagerer med? Min generation, vi ved, hvordan det er; vi har oplevet livet uden sociale medier. Du har aldrig oplevet at være uden det, hvilket naturligvis forståeligt nok kan skabe en vis angst. Den anden ting, jeg har opdaget ved at tale med generation Z, er gennem den diskussion, vi har haft om tabet af privatliv. Jeg får ikke altid det svar, jeg forventer. Jeg tror faktisk ikke, I nogensinde har oplevet, hvordan det er at have et privatliv. Da I var babyer, blev jeres fotos sandsynligvis delt på Facebook af jeres forældre. I har været offentlige personer hele jeres liv.  Jeg tror ikke, I har nogen erfaring med, hvordan det virkelig er at have et privatliv. Det har jeg også svært ved at forstå.

Sofie: Hvad synes du, er positive elementer ved Generations Z’s mediebrug?

Liz: Jeg tror, ​​der er mange positive ting! Den første er selvfølgelig det faktum, at vi er i stand til at gøre dette nu – et interview over Zoom; den globale borger-ting. Vi er i stand til at oprette forbindelse til mennesker over hele verden og finde samfund, som vi ellers ikke havde været i stand til at finde. Jeg havde kun min lokale vennegruppe som barn. Vores generation voksede op i et meget begrænset miljø. Vi taler om ekkokamre, som naturligvis også findes massivt på internettet, men generelt var min verden lille i forhold til jeres. Jeg var ikke eksponeret for forskellige ideer, ideologier, endda udseende; mangfoldigheden, da jeg voksede op, var ikke en del af mit liv, som den kan være i jeres. Jeg husker, at da jeg lavede projekter i skolen, måtte jeg ned til det lokale bibliotek, og der ville være omkring fem bøger om emnet, jeg undersøgte. Jeg kunne finde information og lære, men det var meget sværere og mere begrænset end i dag. Nu er der større adgang til tutorials, artikler, information osv. Hvis du er villig til at bruge tiden, kan du virkelig uddanne dig selv.

Jeg tror, ​​du også kan skabe nogle virkelig dybe venskaber gennem onlinesamfund. Jeg har selv bygget flere onlinevenskaber. Det eneste problem er selvfølgelig, hvis du slet ikke har nogen fysiske venskaber. Hvad er din mening om det?

Sofie: Jeg synes, det er virkelig vidunderligt, at du kan være så tæt på mennesker og oprette forbindelser via sociale medier. Vi har for eksempel også set den enorme effekt, sociale medier kan have, gennem BLM-bevægelsen sidste år. Vi var i stand til at forbinde og støtte hinanden.

Liz: Absolut! Du kan aktivere og organisere dig på en helt anden måde. Det var en af ​​mine opdagelser om generation Z: Der ser ud til at være en ganske stærkt aktivismeegenskab. Selvfølgelig laver jeg massive generaliseringer, alle er forskellige, men jeg har oplevet en ganske stærk aktivismegejst, som måske ikke var der hos ældre generationer. Måske har internettet og den digitale verden aktiveret det.

Sofie: Filmen fokuserer meget på perfektionisme, men vi er i øjeblikket vidne til en modtendens, der hylder det uperfekte. Er denne tendens i virkeligheden lige så iscenesat som det perfektionistiske image?

Liz: Interessant pointe! Natasha Devon siger i filmen, at du kan bruge sociale medier forskelligt, og hvis du følger de “rigtige” mennesker, kan det være fantastisk og opløftende. Natasha taler specifikt om kropsidealer. Der er en stor bevægelse online om kropspositivitet, som fokuserer på at vise forskellige typer kroppe. Det føles bare som om, at der ikke er nok af det. Da jeg researchede til filmen, gik jeg på Tik Tok, som jeg aldrig har brugt. Du bliver suget ind i timevis, det er hysterisk morsomt og underholdende! Jeg lod som om, jeg var 15, og begyndte at følge konti, som jeg måske ville kunne lide som 15-årig. Meget hurtigt begyndte algoritmen dog at vise mig det samme indhold: Folk have samme udseende, samme stemme og talte om de samme ting. Jeg var forbløffet over, hvor meget indhold drejede sig om kropsidealer, spiseforstyrrelser, fitness og sundhed. Jeg tror ikke, jeg ville have trivedes som 15-årig, hvis jeg konstant blev bombarderet med den slags indhold. Jeg så desværre ikke så meget til kropspositivitetsbevægelsen. 

Etta: Må jeg tilføje noget? Det, som er en del af mit ekkokammer, er hele denne bevægelse af ufuldkommenhed, som jo selvfølgelig er vigtig. Jeg stiller dog spørgsmålstegn ved, om vi kunne komme til et punkt, hvor det uperfekte bliver det nye perfekte. Det kan være den kontraproduktive natur: Er det så perfekt at være uperfekt? Skal du så vise dine bumser for at blive anerkendt på de sociale medier? Det kan også lægge pres på folk. Det er en uendelig kamp.

Liz: Det er et vildt godt spørgsmål! Hvis pendulet svinger for langt i den anden retning, er det stadig en god ting, at pendulet i det mindste svinger. Hvis vi måske går lidt for meget på den ekstreme side, og vi alle ender med at vise vores bumser på Instagram, så lad os acceptere det som okay – det balancerer sandsynligvis sig selv ud. Jeg føler ikke, at der er nok af bumserne alligevel til at bekymre mig om den tendens endnu. Vi er konstant ved at udforske, hvad der er det ideelle udseende, og hvad der er perfekt. Det går gennem historien. Det er bare på en hyperskala nu. Det er forskellen, ikke?

Sofie: Hvordan kan vi opnå et mere afbalanceret og nuanceret forhold til sociale medier, hvor vi er i stand til at tage kontrol, i modsætning til at medierne tager kontrollen? Har du specifikke råd?

Liz: Jeg tror, ​​det handler om bevidst anvendelse. Hvis vi er bevidste om, hvordan vi bruger teknologi og sociale medier, gør det en enorm forskel. Hver gang vi finder os selv i at scrolle eller dele helt uden at bemærke det, er vi i farezonen. Hvis vi er specifikke omkring, hvad vi bruger det til; for at nå ud til venner, lede efter bestemte oplysninger, eller endda er bevidst om, hvor meget tid vi bruger på SoMe, tror jeg, at vi er på vej i den rigtige retning. Ud over hensigt og bevidsthed, handler det om at være opmærksom på, hvad vi siger og deler. Vi er alle nogle gange lidt overforsigtige med, hvad vi deler online. Vi ønsker ikke at blive udskammet af ‘trolls’. Vi bør dog heller ikke censurere os selv – dette er også farligt for os selv, samfundet og demokratiet. Når det så er sagt, må vi være opmærksomme på, hvad vi deler på nettet, og især undgå at dele ting, der vil hjælpe med at sprede misinformation. Vi skal være selvsikre omkring dét, vi deler. Jeg anerkender, at dette er hårdt arbejde og kræver en stor hjerneindsats og disciplin. Tænk to gange over, hvorfor du går på internettet, hvad du vil opnå, mens du er der, og vær opmærksom på, hvad du deler – men censurér heller ikke dig selv.

Etta: Det, jeg især fandt interessant ved filmen, var også dette store fokus på den enkelte generation. Jeg er personligt lige på grænsen mellem generation Z og Millenials. Jeg har dog mange søskende, der er generation Z. Hvordan tror du, generation Z adskiller sig fra tidligere generationer? Hvordan skiller vi os ud? 

Liz: Hvad der var interessant på denne treårige rejse, var, at jeg oprindeligt ikke havde værdsat forskellen mellem generation Z og Millenials. Det var et vildt øjeblik. Det ser ud til at korrelere med forskellen mellem at have vokset op med internettet i dit liv, hvilket er specifikt for Millenials, og at vokse op med mobilt internet i dit liv, hvilket er specifikt for generation Z. Det er nøglen, at generation Z er vokset op med internettet 24/7, altid i lommen, altid ved deres side. Da Millenials voksede op, var det med en computer, der aldrig rykkede sig fra bordet, den stod på. Der var et stort skift i verdenen med 9/11, med finanskrisen i 2008, og der er generelt en enorm usikkerhed i verden, som I vokser op med. Mange af holdningerne og egenskaberne ved generation Z er en funktion af dette. For eksempel da jeg voksede op, vidste jeg ikke, hvilket job jeg ville have, men jeg havde et sæt karriereveje, som jeg kunne følge. Min fremtid var lidt mere ligetil. For jeres generation tror jeg, at arbejdsmarkedet vil se helt anderledes ud, allerede om fem år. Der kommer til at være job, som ikke findes længere, og endda helt nye erhverv. Der er også meget usikkerhed i verden med hensyn til f.eks. klimaforandringer. Den film, jeg arbejder på nu, graver virkelig i dette; verden i slutningen af ​​det 20. århundrede er enormt anderledes, end den i begyndelsen af ​​det 21. århundrede. Vi er derfor nødt til at tænke og handle meget forskelligt fra det, vi gjorde tidligere.

Jeg tror, ​​der er en enorm forventning og vægt på jeres generations skuldre. Det forventes, at I løser mange af de eksistentielle problemer, som vi står overfor som mennesker i verden lige nu. Især klimaændringer, men også ulighed, nedbrydning af demokrati og fødevarekrisen. Der er frygtelig mange politisk-tektoniske plader, der bevæger sig i øjeblikket. Forventningen er enorm, udfordringerne er enorme, men mulighederne er samtidig også enorme. Det handler om, hvordan vi kan gruppere os sammen. Hvis alle generationer kunne tage en lille smule af den ‘generation Z-ånd’, I har, er vi måske meget bedre stillet! Hvis der er en måde, hvorpå vi kan være proaktive og aktive sammen som en gruppe for at forandre os til det bedre og konstant tilpasse os og vænne os til denne ekstremt hurtigtskiftende verden. Det er en stor opgave. Vi er ikke designet til konstant at skulle ændre os, men dette er verden. Vi er nødt til at lære at håndtere den konstante forandring og ikke blive for ængstelige, forvirrede eller udmattede. Jeg tror, ​​det er muligt, selvom det måske ikke er let. Besvarer det dit spørgsmål? Var du enig i noget af det?

Etta: Ja, jeg tror, ​​der er noget rigtigt i, at der er en ny måde at overleve på. Nu handler det ikke nødvendigvis om at være den stærkeste længere, det handler om at være den, der kan følge med. Jeg føler, dette er en konstant udfordring, men det er samtidig enormt sjovt. Sociale medier kan få os til at føle os i live, og dette er en interessant modsigelse. Tak skal du have.

Jeg bemærkede denne udtalelse, der diskuteres i filmen: Der har været en stigning på 18-24% af angst og depression for kvinder i alderen 16-24 år siden iPhones udgivelse i 2007. Denne udtalelse er selvfølgelig virkelig foruroligende. Jeg formoder, at du under optagelserne af ​​denne film har undersøgt, hvad der bliver gjort for at fikse netop dette problem. Har du fundet nogen modbevægelse?

Liz: Det er helt sikkert positivt, at der tales om psykisk sygdom langt mere åbent på grund af sociale medier! Mange af tabuerne er blevet skubbet væk i løbet af de sidste fem år, og der har været en langt mere konstruktiv diskussion. Jeg arbejder meget med mental sundhed. Jeg er vært for et show kaldet “Hvad sker der i dit hoved?” som handler om at udforske, hvad der sker i sindet, gennem performancekunst og diskussion. Jeg har været meget eksponeret for det mentale sundhedsmiljø i Storbritannien. Det er virkelig imponerende, hvordan folk kommer frem og fortæller deres historier hudløst ærligt, men det er endnu mere imponerende, hvor godt denne ærlighed modtages. Der er en enorm åbenhed og respekt, når folk åbner sig og taler om mental sundhed nu. Jo mere vi taler om det, desto mindre sandsynligt er det, at disse problemer går ud af kontrol. Dette er en konstruktiv tilgang til at bekæmpe stigmatiseringen af ​​psykiske problemer. Jeg synes også, at jeres generation er ekstremt nyttige til at kæmpe denne kamp. Problemet er lige nu, at vi på den ene side har fået denne stigning i bevidsthed og forståelse af psykisk sygdom, men samtidig er psykisk sygdom stigende på grund af teknologien. Vi skal begynde at uddanne os selv og lære os selv færdigheder og copingmekanismer til at håndtere psykisk sygdom i vores samfund – for de forsvinder ikke. Det bliver naturligvis ikke lettere at klare den verden, vi lever i.

Etta: Her kommer vores sidste spørgsmål: Hvad håber du, folk vil få ud af at se din film?

Liz: Jeg ønskede først og fremmest, at filmen ville blive et wakeup-call. Oprindeligt var den rettet mod min generation og forhåbentlig både forældre og undervisere. Målet var at vise, hvordan verden virkelig hænger sammen for jeres generation. Dine kommentarer, Victoria, i starten af vores samtale, værdsatte jeg virkelig, for det var dét, jeg satte mig for at gøre: at vise, at sociale medier og de problemer, I står over for som gen Z, er meget nuancerede og komplicerede! Målet med filmen var også, at vi alle skulle begynde at tænke over vores egen adfærd. Det går længere end at huske, at vi fra tid til anden skal slukke vores telefon. Det går længere end at være opmærksom på, hvad vi sender og deler online. Det handler om beslutningstagning, hvad vi køber online, vores politik, vores samfundsengagement, hvordan vi bliver involveret i samfundet og verden, hvilke teknologivirksomheder vi arbejder sammen med og støtter, deling af information, erosion af sandhed osv. Vi kan alle være med til at sikre, at vi ikke spreder misinformation. Fordi teknologi gør livet så praktisk og let for os, fordi det fremskynder livet for os, får vi ikke ofte tid til at tage et skridt tilbage og tænke på vores adfærd. Jeg håber, at filmen får folk til at reflektere lidt mere. Hvilken del af filmen ramte personligt jer mest? 

Etta: Jeg skrev noget ned! Jeg kan ikke huske, hvornår dette var, men på et tidspunkt talte en af ​​eksperterne både om stressen, men også om tilfredsheden ved teknologiens uforudsigelighed. Det er f.eks. skræmmende, men også spændende, hvordan vi altid kan blive distraheret på vores telefon. Jeg tror, ​​det er derfor, jeg sætter pris på min telefon. Telefonen tilbyder dig alt; underholdning, professionel præstation, Tinder, selvtillid osv. Hvert spektrum af dine følelser er tilgængelige for dig, lige der.

Sofie: Jeg synes, det var interessant at lære, hvordan vi finder det sværere at læse kropssprog i dag, fordi vi ikke har ansigt til ansigt samtaler så ofte!

Victoria: Jeg blev meget rørt af at høre alle eksperterne sige, at de finder vores generation empatisk på trods af de udfordringer, vi nu må have med kropssprog osv. Normalt bliver vi konfronteret med billedet af at være egoistiske eller sidde fast, fordi vi er så fokuserede på vores uddannelse, vores sociale liv og det billede, vi skildrer online. Filmen gjorde mig rolig, for selvom mange af informationerne i filmen var meget foruroligende, var det en enorm gave for mig at høre de positive kommentarer om vores generation.

Liz: Ja! Jeres generation er langt mere empatisk end min generation, generation X og Boomers. Vi er især vokset op i en periode med individualisme og selvcentrerethed. Jeres generation fokuserer på fællesskabet, tilbage til de mentale sundhedsmæssige ting; I deler jeres kampe oplevelser. I lytter til hinanden. I holder af verden og miljøet. Jeg elsker generation Z-tilgangen! I værdsætter virkelig venlighed og retfærdighed. Bliv ved med at værdsætte disse!

Etta, Victoria, Sofie: Mange tak, Liz, det har været en ære!