CPH:DOX og DK:DOX – den gyldne førstefødte og det glemte barn

I en alder, hvor mere og mere information bliver delt hurtigere og hurtigere end nogensinde før, kan det være svært at differentiere fakta fra fiktion. Måske kan man ikke altid finde linjen mellem dem. Måske er der ingen. 

Som mange andre har du nok hørt om CPH:DOX, men er stadig forvirret over, hvad navnet betyder. Du har nok regnet ud, at det er et arrangement, som viser dokumentarer, og som forløber over flere dage i Indre By, København. Men hvad for en type film bliver der vist? Er der kendte skuespillere? En rød løber? Priser?

For det første: Copenhagen International Documentary Film Festival (forkortet til DOX) er en årlig begivenhed, hvor både danske og internationale filmskabere får muligheden for at holde visninger af deres projekter og netværke med ligesindede dokumentarister.

Der udgives også priser ligesom ved mange andre film festivaler, så der er også et konkurrenceaspekt til festivalen. Der gives selvfølgelig ikke priser for make-up, kostumer og visual effects fordi, du ved, det er dokumentarer.

Klik her og Støt SEIN

For det andet: Festivalen har hvert år et bestemt tema, som er relevant for kulturen. Dette tema bruges som fokuspunkt for festivalen, blandt andet med begivenheder, talks, workshops og mere.

I 2024 er temaet Body Politics – et rimelig selvsigende tema om kropsidealer, pretty culture og alt det tilhørende. 

Men der er også undertemaer til festivalen, som omhandler udvalgte film, der ikke går direkte under Body Politics. På den måde handler festivalen altså om mange forskellige emner, men har et hovedemne, der fungerer som en rød tråd for festivalens fokus. De andre temaer er følgende:

Society, der viser 9 film i Politikens Hus den 15.-17. marts og belyser det brede samfundsmæssige aspekt, og tager fat i nuværende og relevante problemstillinger.

Science, som viser 6 film i Stærekassen den 19.-21. marts og viser alle de negative og positive sider af vores moderne teknologi og hvordan vi for eksempel skal passe på den nuværende udvikling af sociale medier i forhold til ungdommen.

Art viser 6 film på SMK den 22.-24. marts og tager et blik på kunstnere og deres kunstværker, nye som gamle. 

Imperial, Bremen Teater og lignende steder ligger hus til de resterende dokumentarer, som vises i København (cirka 200 film), der ikke går under disse specifikke temaer.

Forestil dig derfor en paraply, hvor der på toppen af den kære vandafvisende stofspind ligger temaet DOX og alle linjerne, der holder stoffet i spænd, er de temaer, som filmene udforsker. I år er den specifikke linje, der omhandler kropsidealer, blevet taget i fokus.

CPH:DOX Program anno 2024

En af årets Society-film er ‘COPA 71’ (Rachael Ramsey og James Erskine, UK-2023), som omhandler det danske kvindelige fodboldlandshold, der vandt VM i Mexico i 1971.

Det er måske ikke så meget Society som det er fodbold, men filmen udforsker stadig, hvordan synet på kvinder og kvindekroppen hænger sammen med, at sejren tilsyneladende er gået i glemmebogen – vi har jo alle hørt om EM 92, som den nationale samfundssejr. Derudover fik 92-sejren en spillefilm i 2015, sjovt nok kaldet ‘EM 92′. 

Et helt vildt anderledes eksempel er filmen ‘Bottle Conditioned’ (Jerry Franck, USA-2023), som handler om Lambic-øllen fra det mystiske flamske land af Belgien. Lambic-øl gæres anderledes, har anderledes humleprocenter og har rod i stærke belgiske familietraditioner. Hvilket emne den ligger under, må du selv bestemme.

Bonus info: Mikrobryggeriet To Øl er faktisk indgået i et samarbejde med filmen og er både officielle partnere med premieren og CPH:DOX i sig selv – er der mon et ukendt tema om bajere?

Det sidste eksempel, jeg vil nævne, er filmen ‘Your Fat Friend’ (2024) af Jeanie Finley, der meget åbenlyst er en central film i dette års udforskning af kropsidealer og den idolisering af slankhed, vi har i 2024 med Body Politics.

CPH:DOX har altså et bredt spektrum af film – alt fra kropsidealer og belgiske øl til fodboldmesterskaber. DOX har også fire forskellige temaer og et bredt spænd mellem genrer. Den røde tråd for alle filmene er, at linjerne i vores DOX-paraply altid er forklarende, unbiased og tager intet standpunkt over for de emner, som de belyser. Der kastes blot lys på dem. 

‘COPA 71’ hiver nogle af kvinderne, der spillede i kampen ind og lader dem fortælle deres side af historien. Vi rejser til Belgien med en Oscarnomineret dokumentarist, som bruger 122 minutter på at forklare, at ”på en eller anden måde er historien om øl, historien om menneskeheden” (citering fra ‘Bottle Conditioned’). 

CPH:DOX er skabt ud fra en mangel på fejring af dokumentarer. Ligesom vi fejrer spillefilm med eksempelvis Bodil-priser, havde vi ikke en dedikeret festival, der omhandlede dokumentarer.

Den største forskel mellem Bodil-priserne og DOX er, at der også bliver bedømt internationale spillefilm, i stedet for kun indenrigsfilm. Hvorfor? Danskerne laver simpelthen ikke nok dokumentarer. Men derved sørger man også for, at København bliver et samlingspunkt for dokumentarister og skaber derfor kultur og mangfoldighed i vores kære hovedstad.

Men CPH:DOX er faktisk storebror. Og han har en lillesøster, der lever i skyggen af sin ældre brors bragende succes.

DK:DOX – det glemte barn

I hele landet er der 40 byer, der har taget opgaven at være vært for forskellige film og begivenheder, og disse byer skaber tilsammen DANMARK:DOX, en uafhængig forgrening af CPH:DOX. Forestil dig CPH:DOX, men i Næstved. 

Nævneværdige byer, der er medlem, er for eksempel Aarhus, Herning, Hillerød, Ikast-Brande, Rudersdal, Roskilde samt Vestegns:DOX, der inkluderer Vallensbæk, Høje Taastrup og Ishøj.

Hvis du sidder i camo shorts, Armani t-shirt, en omvendt BLS kasket, Nike 97’s med “Styrke og Integritet” tatoveret på din underarm og nyder en dokumentar omkring overvægt, i stedet for at tage på Fisketorvet og gå en tur, tager jeg hatten af for dig. 

DK:DOX har været en begivenhed i et par år, men den får slet ikke lige så meget opmærksomhed som den hypede københavnske festival, selvom de har det samme formål: at vise dokumentarer. Hvorfor mon?

København er det eneste sted, hvor filmene har temadage, som var det tour de chambre på kollegiet, og er den by, hvor der skiltes allermest med, at festivalen finder sted. Alle andre steder i Danmark er der ikke et sat program med dedikerede dage til hvert tema, og København er det eneste sted, der viser alle 200 film, der er på det officielle program.

Aarhus viser for eksempel ‘Bottle Conditioned’ men ikke ‘Your Fat Friend’. Og hvis du gerne vil se Andy Kaufman-dokumentaren, ‘Thank You Very Much’, kan du kun se den i Bremen Teater.

De forskellige kommuner, der har meldt sig til DK:DOX, har altså ikke adgang til at vise alle filmene, der er på årets festival – blot nogle udvalgte.

Et helt andet spørgsmål er jo så, hvilke film, man skal vælge. Hvad vil folk helst gerne se i Randers? Hvilke fordomme og stereotyper, bundet ind i hver kommunes ry, skal man tage i mente i forhold til, hvilken form for dokumentarisme, der skal vises? 

Det underlige ved ikke at have alle film overalt er, at det kan fikses så supernemt.

Filmene kan rejse fra Australien til Danmark over en mail eller et USB-stik. Så hvorfor har alle stederne ikke alle filmene, hvis de alligevel har licensen til at vise dem og (forhåbentlig) en mailkæde, der kan massesende dem til alle kommunerne?

Det er derfor ikke et problem, der omhandler kvaliteten og mængden af film, men dem, som arrangerer visningerne af dem. CPH-delen af DOX.

Så er det ikke en idé at skære ned fra 40 kommuner til måske 15 (syv på Sjælland, en på Fyn, syv på Jylland), og sørge for, at alle stederne har alle filmene? Derved bliver det ikke CPH:DOX, der tager rampelyset, men DK:DOX som én enkelt organisme. 

For er det ikke en federe oplevelse at have været til stede ved verdenspremieren på filmen om menneskets udvikling og fremtidige kurs gennem Lambic-øl fra Belgien?

Vi ses i København.

Tekst: Mikkel Nielsen
Visuelt: Katrine Frimor
Redaktør: Laura Rye Bislev