Culture Kicks Back 2024: Kulturens værdi og fremtid
I oktober udfoldede kulturkonferencen Culture Kicks Back sig i Århus. SEINs egen eventmanager, Emilia, tog i år afsted til kulturbranchens faglige festival. Her fik hun et dybere indblik i, hvad der rører sig i kulturens iværksættende vækstlag, hvor værdisættelse og kommunalpolitik er to af de tungeste buzzwords.
Kriterier for kulturens vækstlag og fremtid
For et blomstrende kulturmiljø er det vigtigt med et vækstlag, hvor en masse forskellige projekter kan få lov at spire for så at dø og lade nye opstå, mens de stærkeste vokser sig større. Dette fastslog Daniel Aneto, som er co-leder hos Frontløberne, under en paneldebat om, hvorfor man bør støtte vækstlaget og hvordan.
Denne type debatter er kendetegnende for det fokus og engagement, der karakteriserer Culture Kicks Back (CKB). En årlig, national kulturkonference/branchefestival om og med vækstlaget arrangeret af Kulturens Selvstændige, som er en sammenslutning af Frontløberne, Filmhus Fyn, URBAN 13, Villa Kultur og Institut for (X).
![](https://seinmag.dk/wp-content/uploads/2024/11/CKB7-200x300.jpg)
Stemningsbillede fra Godsbanen
Den 2. og 3. oktober i år foregik de faglige festligheder i Århus C, hvor nogle af de største kulturaktører i byen fremviste byen fra sin mest kulturelle side og faciliterede samtaler og debatter om kulturens udvikling og fremtid, særligt i forhold til vækstlaget i branchen.
![](https://seinmag.dk/wp-content/uploads/2024/11/CKB6-200x300.jpg)
Stemningsbillede fra Godsbanen
Også omgivelserne emmede af kultur, idet første dag fandt sted på Sydhavnen og anden dag på Godsbanen og Institut for (X), to af byens primære samlingspunkter for vækstlaget i kunst og kultur. Begge steder med rum og lyst til at eksperimentere med nye idéer til projekter og et stærkt fællesskab omkring netop det.
En passion, der allerede viste sig ved årets åbningsdebat, hvor der blev talt om, hvilke forudsætninger og omstændigheder, der skaber et godt vækstlag i kulturen.
Det var en samtale mellem generationer af kulturskabere, som var enige om, at en vigtig forudsætning er, at unge kulturskabere og ildsjæle først og fremmest har lyst til at blive i den pågældende by og skabe kultur.
Her råber særligt Mads Peter Laursen op om det rum og den frihed, som han blev givet, da han i sin tid stiftede Institut for (X). Sammen med sine medstiftere blev han givet et stort areal bag Godsbanen af kommunen i Århus, som de kunne bruge som kulturel legeplads.
Deres inspiration var Berlin, og med en masse containere og handlekraft fik de opbygget en lillebitte kringelkroget bydel og et fællesskab centreret om kulturen og kunsten, der blev dyrket der.
Institut for (X) fungerer stadig som legeplads og frirum for mange kulturskabere i byen, men kommunen har taget noget af arealet tilbage og opsat flere regler for, hvordan der må leges og bygges på den indsnævrede legeplads.
Det betyder, ifølge Mads Peter, at kulturskaberne i dag skal kunne navigere lige godt inden for områder som jura og brandsikkerhed såvel som inden for kunst og kultur.
![](https://seinmag.dk/wp-content/uploads/2024/11/Uffe-200x300.jpg)
Åbningsdebat om vækstlaget gennem fem generationer med Thomas Kruse, Uffe Elbæk, Mads Peter Laursen, Camilla Aneto og Marie Quist.
![](https://seinmag.dk/wp-content/uploads/2023/02/4-300x300.png)
Klik her og Støt SEIN
Kultur og kommunalpolitik
Det er ikke længere så let at få frie tøjler med støtte fra kommunen, og det kræver derfor en masse tid og energi af de selvstændige kulturinstitutioner at opretholde et godt og tæt samarbejde med kommunen. Tid og energi, der kunne være brugt på at udvikle projekter og initiativer.
Kulturen er fortsat en politisk nedprioritering, fordi det ikke er en stor spiller inden for økonomisk vækst og desuden kan være svært at måle og veje på. Kulturinstitutionerne har derfor også til opgave at tydeliggøre deres eksistensberettigelse, hvilket ikke ligefrem er det fedeste projekt på tegnebrættet.
På konferencens anden dag fortæller Emiko Gejic om sit arbejde med Club Commission Berlin og VibeLab i Berlin. VibeLab er et analyseinstitut, der indsamler data og analyserer på kulturen i Berlin.
Det skaber et stærkere grundlag for kulturens eksistensberettigelse ved at gøre dens virkning i samfundet målbar, hvilket er mere håndgribeligt for politikere og debattører.
Emiko Gejics talk om organiseringen af den uafhængige kunstscene i Berlin
Herhjemme varetager Kulturens Analyseinstitut forsknings- og analysearbejdet, som ikke er tiltænkt de praktiserende kulturinstitutioner. De kan i stedet lade sig inspirere af Club Commission Berlin, som er en organisering af aktører i Berlins natklub- og undergrundsmiljø.
Dette er emnet for den efterfølgende paneldebat om, hvad det danske kulturmiljø kan lære af Berlin. Her var hovedpointen, at hvis kulturaktørerne herhjemme var bedre til at organisere sig sammen, ville de stå meget stærkere politisk og ville kunne skabe bedre forudsætninger for kulturens fremtid; ikke bare kommunalt men nationalt.
![](https://seinmag.dk/wp-content/uploads/2024/11/CKB3-200x300.jpg)
Paneldebat om, hvad vi kan lære af Berlin med Sofie Bach Hansen, Ibsen Danielsen og Emiko Gejic
Hvad er det værd?
Kulturen scorer ikke højt på økonomisk værdi, derfor er forskning og analyse af kulturen vigtig, når vi vil finde andre valutaer at opgøre værdien af kultur i. Det er for eksempel nemt at sige, at kulturen skaber øget livskvalitet og meningsfulde fællesskaber for dens forbrugere, men det er sværere at bevise det.
Et gennemgående tema under hele konferencen er værdisættelse. Både på stort og småt plan og særligt som ny kulturskaber i branchen. Kulturbranchen er nemlig flygtig og derfor mere ustabil end mange andre. Der er typisk ingen overenskomster, ingen barsel, ingen barnets første sygedag, ingen pension, og det er ofte op til en selv at ansætte værdien af sit arbejde.
I en break out session med Club Curious blev der sat fokus på, hvordan det kan være svært at værdisætte sit arbejde, når man vil gå fra at skabe kultur drevet af passion til at skabe profit, så man faktisk kan leve af sit kulturarbejde.
![](https://seinmag.dk/wp-content/uploads/2024/11/CKB5-300x200.jpg)
Break out session med KULTURAM og DM
I en anden break out session med DM og KULTURAM fortæller Naima Yasin fra SAGA om, hvordan man i kulturbranchen ofte arbejder som tvunget freelancer, fordi man ofte får projektansættelser hist og her.
Som ny i branchen kan det være svært at vide, hvad man skal og kan kræve af arbejdsgivere, da der ofte er folk, der står i kø for at udføre det samme arbejde billigere eller gratis og måske under ringere arbejdsforhold. Igen er nøglen til forandring, at de selvstændige aktører organiserer sig og sammen forlanger mere og bedre.
![](https://seinmag.dk/wp-content/uploads/2024/11/CKB4-200x300.jpg)
Break out session med Club Curious
Jeg har selv arbejdet en del som frivillig på kreative og kulturelle projekter og synes, det er smukt, når kulturen er drevet af passion. Jeg er desuden sparsommelig og foretrækker al den kultur, der er billig eller gratis.
Samtidig ved jeg, at selv de stærkeste ildsjæle kan brænde ud, når presset bliver for stort. Jeg drømmer selv om et arbejde i branchen og vil ikke bo i en by uden et stærkt kulturmiljø – men hvad er det værd? Og hvem vil betale?
Tekst: Emilia Hvam
Foto: Moody Creatives/@moodycreatives.jpg
Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj
Hvad tænker du?