Oven på stationsbygningen skaber Anna og Emma et frirum for ungdommens kreativitet

På anden sal af Vordingborgs stationshus sidder to piger og hækler. Omkring dem står et mekka af kreative tiltag: ler, tufter, perler, linoleum, strikkepinde… Ja, det ligner faktisk en bland selv slik for Pinterest-mennesker.

Det sted kalder de for Værkstedet. 

Værkstedet er… et værksted! Her kan du hækle en bøllehat ud af det keramik-krus, som du selv har lavet. Og det kan du gøre, når du har lyst: “Kreativitet kender ikke klokken,” skriver de om deres 24 timers åbningstid. “Folk er her meget sent. Jeg har tit været her en hverdag, hvor folk render rundt og er kl. 1.00-2.00 […] Det kan også være rart at have et sted, hvor man kan escape til,” fortæller Anna.

For Anna og Emma er kreativiteten også et escape. “At man bare kan være med sig selv og koncentrere sig om noget. At blive optaget af noget alene,” fortæller Emma om den meditative plan, som er kreativiteten. Til hverdag studerer hun biokemi på gymnasiet. I fritiden søger hun et andet sted hen: mod fællesskabet i kreativiteten. “Når der er folk, som man ikke kender, så lærer man lige nogle nye at kende.”

Anna deler interessen i fællesskabet. Den vil hun godt lave en kultur ud af: “Jeg er jo mest et kulturmenneske, hvis man skal sætte et label på mig.” Til sommer skal Anna sejle ud på havet i egen båd. Og så har hun planer om at tage i søværnet: “Jeg kommer til at forlade det kreative og kulturelle liv, som jeg har skaffet mig selv,” fortæller Anna om det, som hun skal forlade, om hvad der snart er få uger. 

Anna og Emma brænder ikke kun ler. De brænder for det her sted. Også når det ikke er nemt.

I 2020 vandt Vordingborg prisen som årets ungdomskommune takket være Dansk Ungdoms Fællesråd. Der er gået rygter om, at for mange unge flyttede ud af kommunen for at komme tættere på centrum. Derfor forsøgte kommunen at vende skuden. Nu skulle der være flere unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, og flere fællesskaber for unge i kommunen. 

Det er her, at Værkstedet kommer ind i billedet. Anna og Emma fniser lidt af, at kommunen har vundet prisen. For kan man godt vinde prisen, hvis man kun omfavner en specifik del af ungdommen?

“Ja, vi snakkede også om det der, da vi startede op, med, at der jo er fællesskaber for folk, der gør sig i sporten… Ja, men der er jo ikke noget for folk, der ikke dyrker sport eller politik. Sådan noget som det her, det var der ikke. Og det er der stadig ikke.  Vi er det eneste sted, der er,” fortæller formanden, Anna, om det fællesskab, de har opbygget. 

Et fællesskab, som de kæmper for at få flere ressourcer til. 

I stationsbygningen har de blot et rum og en lille hijacked stue. Det er, selvom værelset ved siden af står tomt. Det bliver problematisk for det voksende fællesskab. “Altså, vi vil virkelig gerne have mere plads. Men det må vi ikke. Det er jo fordi, at de har den mentalitet, at vi har jo fået et sted nu,” fortæller Anna om kampen for at få mere plads til fællesskabet. 

Der er nemlig meget på paletten for medlemmerne. Overnatninger, gratis events, workshops og mere til. Men pladsen for så mange mennesker er svær at finde. Endnu mere skræmmende, da Værkstedet blev bedt om at finde et nyt sted at bo. Et sted, der ikke var nær så centralt for kommunens unge. 

Men Værkstedet er smarte. De er en forening, og netop derfor kan de kræve et sted at være. Netværk er en anden ting, som bestyrelsen er taknemmelige for. “Og det er faktisk lidt svært at være en ungeforening, for vi får heller ikke hjælp fra kommunen. Altså, vi har jo helt selv skulle lære, hvordan man starter man en bankkonto. Der er vi så rimelig privilegerede, fordi at min mors kæreste er bankmand. Men hvis ikke vi havde haft det, hvordan fuck skulle vi være kommet i mål?” fortæller Anna om det lukkede system, som kommunen kan fremstå som. “Altså, jeg ved det ikke, fordi det er virkelig svært. Hvordan laver man et budget? Så er vi så lige heldige, at Emmas far har været kasserer. Vi har jo også haft nogle vilde forudsætninger. “Heldige, for det er altså ikke alle unge, der har det,” anerkender pigerne. 

Værkstedet var blot 15 gymnasieelever, der hver smed 750kr op fra egen lomme for at opstarte stedet. Knofedt skulle der til fra start af. Lige fra at få lov til at flytte ind i den centralt liggende bygning til at slæbe mange 100kg ler op ad trapperne. Nu har de fancy roller i bestyrelsen, over 50 medlemmer og får efterhånden penge i kassen af kommunen og forskellige fonde. Værkstedet er eksemplet på fællesskabet, der har gjort plads til dem selv. Et fællesskab, der ikke vil dø.

1. “Først skal du finde mennesker, der er interesserede. Vi startede på et spredt ord på Instagram.”
2. “Spørg til råds. Man kan altid også spørge os til råds.”
3. “Selvom kommunen kan være røvhuller, så er de jo også meget søde. De har givet os meget. Kommunen har pligt til at give foreninger et sted. Hvem ved, måske puller kommunen up med det fedeste!”

Til sommer har Værkstedet 1-års fødselsdag. Når lyset er slukket, strikkepindende lagt på plads og gæsterne er taget hjem fra fødselsdagsfesten, er det tid til at starte en ny sæson op. Skal du være med? 

Skribent: Luna Bacher

Find Værkstedet her.