Da jeg ikke kom ind

Klokken 00:20 d. 26. juli 2019 begik jeg det lidt for sjældne fænomen, at jeg åbnede for min e-Boks. Øverst oppe, over en hel masse uåbnede lønsedler, kontoudskrifter og beskeder fra lægen, tronede beskeden fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse. Meddelelse om afslag på optagelse. At tjekke e-Boks blev heller ikke den dag noget for mig.

Da jeg blev forbruger af det såkaldte sabbatår, vidste jeg ikke, hvad jeg gik ind til. Hvem er jeg, hvad vil jeg, og hvordan gør jeg det? Hvornår skal jeg gøre det? Hvorfor skal jeg gøre det? To år, fire forskellige jobs og en flytning senere var alle de lag, jeg havde påtaget mig i gymnasiet, skrællet af. Jeg var sikker på, at den uddannelse, jeg søgte ind på, var det, jeg skulle. Ovenstående forklarer, hvorfor jeg havde sat al min lid til mit relativt fine karaktergennemsnit fra gymnasiet og ikke forventede, at min motiverede kvote 2-ansøgning skulle sikre mig adgangsbilletten til studiet. Men med en venlig hilsen og fed skrift blev jeg fortalt, at jeg ikke var kommet ind. Ingen standbyplads. Intet smuthul.

Sommeren gik, og om sommeren skal man være sammen med familie og venner, drikke øl, ryge cigaretter og udnytte alle de lyse aftener. Pludselig stod jeg omringet af gode mennesker på Roskilde Festival og græd lidt til en ligegyldig koncert. De skulle afsted, ud i verden og i gang med ting. Jeg skulle helt alene tilbage til en tom lejlighed og bedrive tiden med at vente på, de kom hjem, sætte espressoshots over og tale med stamgæster på mit arbejde. Festivalstårerne og den dertilhørende melankoli betød, at jeg tilbage i virkeligheden ringede en studievejleder op og bad hende give min ansøgning et tjek. Hun kunne fortælle mig, hvad jeg til dels i forvejen var klar over: højskole, frivilligt arbejde, erhvervsarbejde og udenlandsophold var sikre pointgivere, når man ikke længere kunne være det tal, ens karaktergennemsnit fra gymnasiet fortalte, man var. Ambivalensen herskede. Studievejlederen havde stillet mig midt inde i et bland selv slik-paradis med en skovl i hånden og bedt mig gå amok. Samtidig stod jeg med maven fuld af rugbrødsmadder og troede, jeg var dygtig. Hvor var mine klap på hovedet for alle de dage, hvor jeg havde sat min alarm til lidt for tidligt om morgenen for at tæske afsted på min cykel fra Nørrebro til Indre By i al slags vejr for at være i stand til at betale min husleje? Fællessang på højskole, to måneders fri et sted, hvor solen skinner, og en ældre medborger som ven lød vidunderligt. Trods min svage sans for hovedregning var jeg dog alligevel i stand til at se bristen i netop det regnestykke, som indeholdt de to faktorer ’fuldtids ufaglært arbejde’ og ’dertilhørende løn’ – men når nu jeg ikke kunne være min karakter, måtte jeg opbygge en karakter, koste hvad det koste ville. Som en anden slave af systemet blev jeg vred over paradokset i, at så mange gymnasieelever spenderer tre af deres formende og frie ungdomsår på at tænke strategi og tilrettelægning som en slags ung spindoktor. Overvejelser og beslutninger foretages med et mål for øje: at opnå et højt karaktergennemsnit, som er ensbetydende med størst valgfrihed i uddannelsesjunglen. Har man travlt med at løbe så stærkt og være så beregnende, må det være svært at finde tiden til at dyrke alt det, der er menneskeligt karakterskabende, og hvordan kan man så blive klar over, hvad, hvorfor og om man vil læse? Worst case scenario, som vi siger på godt dansk, lykkes karaktergennemsnitskapløbet ikke tilfredsstillende, og så har eleven, som forhåbentligt ikke er mere robot end individ, tilbage at satse på … sin karakter. Den menneskelige, forstås. Et andet fint udtryk fylder mit hoved: shit. Jeg forstår det ikke, jeg forstod det ikke, men det hedder garanteret heller ikke kvote 2 for ingenting.

Man kan få et helt liv til at gå med at være sur og fornærmet, og det var jeg heller ikke interesseret i. Så må man finde en løsning. To veninder var rejst til Australien på udveksling og havde spurgt, om jeg ville med på deres roadtrip. Hvis jeg rejste lidt tidligere, ville oplevelsen give mig de point, som jeg desperat, og ikke så eksotisk, jagtede. Her kom wwoof ind i billedet – World Wide Opportunitets on Organic Farms. En veninde havde tidligere benyttet netværket, og eftersom jeg var broke, travl og desperat, valgte jeg at købte et medlemskab i Australien ud af de over 100 mulige lande. Således lukkede porten sig op til denne internationale platform, hvor jeg med mit medlemskab kunne komme i kontakt med netop den type gård, jeg godt kunne tænke mig. I bytte for 4-5 timers dagligt arbejde ville jeg modtage kost og logi og hjælpen til at komme ind i en verden, jeg intet kendte til. Udvalget var overvældende, og jeg kunne søge efter bestemte metoder, kostpræferencer, arbejdsopgaver og måder at bo på. Jeg havde aldrig haft så meget som en guldfisk inden døre, og mit kendskab til havearbejde er pinligt lille, så jeg gik med min mavefornemmelse og havde toogenhalv aftale, da jeg købte flybilletterne tre uger inden afrejse.

Når man skal nå at sige op på sit arbejde, skaffe visum, fremleje lejlighed og anskaffe en pandelampe, går tiden hurtigt. På den måde nåede jeg aldrig at spekulere over, om det hele nu var en god idé. En tidlig morgen stod jeg med våde øjne i Københavns Lufthavn med min familie og kommanderede dem til at skynde sig væk, når jeg skulle gå op ad trappen. Det er mærkeligt at skulle sige på gensyn, og jeg kan bedst lide at lade, som om det ikke sker og skynde mig væk, mens folk kigger den anden vej. En, to, tre, væk fra trappen og alene i verden med en tung rygsæk på ryggen. Jeg begyndte at svede alt for tidligt.

En opkastende bulgarsk kvinde som sidemakker senere landede jeg i Tullamarine Airport i Melbourne, hvor mine veninder ventede. Vi kørte hjem til deres lejlighed og havde en af de aftener, hvor man føler, at man kan flyve. Hvem ville kunne have forudsagt, at man senere vågner op på en luftmadras med sprukne læber og dertilhørende rødvinsskorpe og er blevet menneske igen? Men når truckerbad, Treo og Thomas Helmig er løsningen på ens største problemer, kan man kun være bekendt at glæde sig over tilværelsens ubestridte lethed. At være sammen med dem og blive vist alle deres favoritsteder var dejligt. Samtidig bugnede min kuffert af tøj, der var blevet pakket for at blive beskidt, og arbejdsstøvler, der skulle mudres til. Den var – som min sindstilstand – ikke kørt i stilling til at føle sig fed i en storby. Trods det havde jeg det sjovt, og så flyver tiden som bekendt. Før jeg fik set mig om, sad jeg med sommerfugle i maven i et tog på vej væk fra Melbournes høje bygninger.