Alenetid

18. juni 2019

Minna har skrevet en novelle om at finde ro. Både i at være sammen med andre og i at give sig selv plads til at trække sig tilbage.

Illustrationer af Ida Søegren

På bordet står kanden. Kanden vi drak af den dag i Simons sommerhus. Hans bedstefar havde bygget det i sin tid af egetræer fra den lokale skov. Indgangen var omkredset af en slyngbue, og ved den hvide postkasse havde Simons mormor malet husnavnet Villely. Vi drak rødvin af kanden. Os alle fem, Pelle, Jalte, Ronja, Simon og mig. Ronja og Jalte gemte sig ude i hængekøjen under det gamle kirsebærtræ. Vi så ikke meget til dem de første par timer. De var ikke kærester. Det havde de sagt i flere år, for nogle dage snakkede de næsten ikke sammen, mere om hinanden, og andre forsvandt de væk, bare de to, til hængekøjer og skjulte kroge.

Vi spillede Ludo i hold. Jeg var sammen med Simon mod Ronja og Jalte. Pelle var banken. Han er den mest organiserede af os alle, så vi blev enige om at det nok var bedst at lade ham om pengene. Det gik godt, og vi, Simon og jeg, vandt stort over parret som vi kalder Jalte og Ronja bag deres ryg. Jeg har kendt Simon længe. Helt siden børnehaven, vil jeg tro. Derhjemme har jeg et billede af os i selebukser foran fritidsklubbens bålsted, hvor vi smiler og svinger med vores snittede pinde. Pelle og jeg er gamle gymnasievenner. Vi har en dårlig vane med at bruge franske fraser for at tale udenom de andre. Det griner vi tit ad. Det er ikke fordi vi er særligt gode eller ligner franskmænd. Jeg tror blot at vi nyder at have noget, der bare er vores. Sådan er det med os alle fem. Vi har alle interne jokes og historier som vi deler på tværs af hinanden.

På tredjedagen lavede vi et hul i Pelles venstre øre. Han blødte helt vildt, og jeg må indrømme at jeg blev en smule urolig. Ronja er heldigvis god til at holde hovedet koldt, så mens Jalte løb febrilsk rundt med et kæmpe grin, holdte hun mig tæt i sin favn mens hun arrede mine fingerringe. Det var som om hun kunne fornemme, hvornår uroen var ved at tage over hos mig. Simon sad på armlænet med en lyserød karklud mod Pelles blodige øre. ”Ro på, Pel. Nu er den igennem, og om lidt er jeg stensikker på at blodet størkner”. Simon smilede beroligende, og hans ord bragte en tryghed over os alle. Pelle grinede nervøst, så hans latter begyndte at vibrere. Vi drak rødvin af kanden, så han kunne falde lidt ned. Jeg blev en smule svimmel af al den røde saft. Simon tog mig om livet og fik mig placeret i den bløde sofa. ”Jeg henter lige noget vand til dig,” sagde han med et smil. Med Simon bliver jeg ofte tavs, men ikke fordi jeg føler at jeg ikke kan snakke, tværtimod er der en tryghed i at jeg ikke behøver, der er plads til at være sammen uden. Plads til bare at være.

Vi spiste morgenmad, og Jalte blev ved med at stille sin kop på kanten af bordet. Simon havde bedt ham flere gange om at skubbe den længere ind, men den endte hele tiden ved kanten igen. Jeg vaskede fingre med den parfumefri sæbe som jeg havde overtalt Ronja til at købe, da jeg ikke tåler andet. Med ét ramte koppen gulvet og gik itu. Håndtaget var knækket af, og Simon kiggede bedrøvet mod skårene. ”Det er okay, det er okay,” sagde han hurtigt. Men jeg vidste godt at han ikke mente det. Jeg spurgte ham om vi skulle gå ud til hængekøjen, nu hvor den endelig var ledig. Han nikkede efterfulgt af et lille smil. Vi sagde ikke meget til at begynde med. Vi gyngede blot frem og tilbage i stille tag. Han fortalte om problemerne han havde med sin far for tiden. Hvordan de aldrig kunne enes, og selv de mindste ting ved ham gik Simon på. Jeg lyttede forstående. Det var dejligt at føle, at jeg kunne være noget for ham. Være noget for nogle andre. Der er ofte der at jeg er tættest på mig selv. Mine venner lægger mærke til mine fjollede vaner, som når jeg nuller min ørering og lægger hovedet på skrå. De kender min stemme bedre end jeg selv. Når jeg er sammen Simon, er jeg stille og rolig. Jeg kan mærke blodet banke gennem min krop og øjenlågene når de lukker sig stille imod min bløde hud. Alle lyde virker fjerne, og jeg ved at der bliver lyttet til hvem jeg er.

Solen faldt skarpt på det lyse trægulv. Det var kun Pelle og jeg som var stået op. Selv fuglene lød til at stadig at sove. Han tog det sidste mælk lige for øjne af mig. Jeg rystede på hovedet og gned min hånd mod panden, så det så ud som om jeg bare kløede mig. Pelle fik mig til at grine, så min næse begyndte at løbe, og jeg blev nød til at tørre den med enden af mit ærme. Jeg havde aldrig tænkt over hvor glad han gør mig. Han ved altid hvornår jeg har brug for en pause. Vi snakkede om alt ude på bagtrappen. Han drak fire glas vand mens vi sad der. Hans slubren irriterede mig og fik mine fingre til at danse.

”Hey, skal vi ikke lige tage et billede inden vi spiser?” sagde Ronja, mens hun hoppede begejstret rundt med sin nye iPhone. Jeg gik ud på badeværelset og holdt mig for hovedet. Nu begyndte hun igen. Ronja skulle hele tiden tage billeder. Det var som om alt skulle dokumenteres på hendes Instagram. Hvorfor kunne vi ikke bare hygge os. Det pressede mig, for jeg er klodset og fuld af fejl. Jeg bliver hurtigt nervøs og får blå mærker de mest synlige steder. Jeg kan ikke filtrere mig selv ind i lækre farver og sort/hvid-effekter. Jeg har pletter på min trøje og lukker øjnene når jeg bliver fotograferet, men alt det forstod hun ikke. Hun forstod ikke, at jeg gerne vil være foruden filtrene og i stedet bare være til stede nu og her. Jeg gik tilbage til bordet og grinede med på Pelles dårlige jokes. Jeg kunne mærke at min krop havde brug for plads, og måske skulle jeg bare ignorere Ronjas irriterende vane. Jalte og Simon havde lavet hippiegryde og fundet øl til. Pelle havde dækket bordet med døde bøgeblade og en gammel dug, som han havde fundet i skuret. Han virkede stolt, og vi klappede alle da han slog på glasset for at byde os velkommen.

Jeg stod i badet, for her kunne jeg finde fred og plads til mig selv. Jeg havde haft brug for alenetid. Det har jeg sommetider. Det kolde vand faldt langsomt fra brusehovedet, og jeg fik gåsehud på benene. Når jeg er alene, kan jeg finde ro til at samle mig og mine tanker efter dagens mange indtryk og til at føle efter hvor langt jeg er fra mig selv. Jeg gennemgår hvor mange hatte jeg har haft på i løbet af ugen og tænker på, om de alle var mine. Har jeg mon påtaget mig en rolle for meget, så den ikke længere er min. Ronja og jeg har været venner længe, men nogle gange føler jeg at hun næsten ikke kender mig. Hun ved aldrig hvornår hun skal stoppe med at presse på. Indimellem overrasker hun alligevel med hvor tydeligt hun kan aflæse, hvad jeg tænker og hvorfor. Hun er den bedste til at gennemskue mine masker og til at finde frem til hvad der gemmer sig bag.

Det bankede på døren. Simon skulle tisse, og han kunne ikke i haven. Det var han for blufærdig til. Jeg låste døren op og løb tilbage i badet bag det gule forhæng. Jeg kunne høre hans forsigtige trin på det blanke marmorgulv og en hosten som overdøvede lyden af hans rindende pis. ”Jeg håber ikke at jeg forstyrrer for meget,” sagde han stille med et knæk i stemmen. Jeg svarede hurtigt at det ikke gjorde noget, og at jeg alligevel var ved at være færdig. Han er den eneste som jeg aldrig bliver træt af, for han lytter til mig i stedet for at tale. Med ham kan jeg bare være uden at skulle præstere. Døren klappede i, og jeg stod lidt før jeg slukkede for bruseren. Jeg tørrede min krop mens jeg gjorde mig selv klar på at tage endnu en maske på. Når jeg er sammen med Pelle, skal det helst være den sjove. Med Ronja skal jeg lytte og nikke anerkendende til alt hvad hun siger. ”Jalte kommer aldrig til mig. Det er altid omvendt,” sagde hun. Jeg nikkede, men indeni fik jeg kvalme. Han render konstant efter hende, men hun ser altid den anden vej. Jeg ville ønske at jeg kunne få hende til at vende hovedet, men sådan er det med nogle venner. De vil aldrig helt se det jeg ser.

Til tider ville jeg bare gerne have ønsket at jeg kunne have været alene i sommerhuset. Pelle ryddede aldrig op. Jeg måtte fjerne hans beskidte tøj fra badeværelsesgulvet flere gange. Han smilede fjollet til mig hver gang. Jeg ved at det irriterede ham, at jeg opførte mig som hans mor, men jeg kunne ikke holde ud at der svinede. Han larmede også om aftenen. Vi skulle altid lige høre endnu en plade, men det gjorde nu ikke så meget. Jeg kunne alligevel ikke sove, og jeg må indrømme at noget af det dejligste var de lange nætter, hvor vi dansede til pladernes bløde toner.

Jeg gik tidligt i seng da mit overskud havde nået bunden. Jeg tog mig til hovedet og følte mig tung i kroppen. Ronja og jeg delte egentlig værelse, men hun havde ikke sovet der en eneste nat. Der var mørkt og blæsten hev i de hvide trævægge, så huset begyndte at knage. Klokken var mange, men jeg kunne stadig høre fuglene synge udenfor vinduet. Det var en lys sommeraften. En af dem hvor man kan lugte engangsgrille alle vegne og høre fuglekvidren til langt ud på natten. De andres grin hørtes inde fra stuen. Det lød som om Pelle ihærdigt prøvede at åbne endnu en flaske vin. Jeg grinte lidt for mig selv ved tanken og fik en smule ondt i maven. Jeg havde brug for ro. Det kunne jeg mærke, for mit hoved snurrede og jeg blev irriteret over selv de mindste ting som de andre gjorde. Såsom Jalte der blev ved med at tromme på sine ben, Ronja der sad mærkeligt i lænestolen og Pelle som ikke kunne stå stille i mere tre sekunder. Hans renden frem og tilbage stressede mig som en sindsyg. Værst var det når de påpegede noget som de syntes jeg gjorde galt eller ikke brød sig om. Som da Jalte drillede mig med måden jeg går på. Men trods alt det og mere til savnede jeg dem alligevel, da jeg lå i sengen, og fik hurtigt lyst til at stå op igen. De giver mig energi og støtter mig i mine skøre påfund. Jeg kan godt have svært ved at åbne mig. Nogle dage er det bare som om min vinprop er lidt ekstra stram. Jeg ville ikke kalde mig for asocial, jeg har bare brug for min plads. Andre dage finder jeg min plads i det at være sammen med andre. De lytter og bekymrer sig om mig. Det bankede på døren. Det var Simon som lige ville tjekke om de larmede for meget. Jeg nikkede smilende og svarede at det nok gik alligevel. Jeg ville ikke være til besvær og ødelægge deres aften. “Er du sikker på at du ikke vil med ind igen? Vi tænker på at lave bål,” sagde Simon. Jeg svarede med et smil, “kommer om lidt,” og hoppede ud af sengen.

Jalte havde sørget for tæpper til os alle, og Ronja var ved at lave te. Hun lavede frugtte, for det vidste hun at jeg bedst kunne lide. Vi sad tæt omkring bålet. Ronja og jeg sad kun i strømpesokker under tæpperne, så vores fødder blev ved med at mødes. Hun smilede til mig og krammede mig blidt. Simon sad overfor og efter lidt tid lagde jeg mine ben over hans. Han prøvede at varme mine fødder med sine hænder. Jalte smadrede endnu en kop, men denne gang grinede vi af det. Skaden var jo sket, og lidt sjovt var det vel at han gjorde det igen. Pelle fandt en guitar frem og begyndte at spille de kendte lejrbålssange. Jalte trommede med mens vi andre skrålede løs. Jeg følte mig tryg og uden nogen grund til at imponere eller påtage mig en rolle. Jeg føler aldrig at jeg tager en maske på som ikke er min, men jeg kan godt føle at maskerne lukker noget af mig inde. Uden dem er jeg bare, og det er der jeg kan slappe af. Lige meget om jeg er alene eller sammen med de andre.

Vi var på vej i seng. Simon var faldet i søvn i en af havestolene, og Ronja og Jalte stod og kyssede inde i køkkenet. Jeg hjalp Pelle med at rydde tæpper og kopperne op. Vi slukkede bålet med resterne af teen og grinede over hvordan jeg var den eneste, der havde drukket af den. Jalte råbte fra huset at han havde fundet en kasse med gamle spillefilm. Simon hoppede op fra havestolen og skyndte sig indenfor. Jeg kiggede på Pelle og vi begyndte begge at grine endnu højere end før. Jeg ventede til bålet var gået helt ud før jeg fulgte efter de andre. Jeg kunne høre husets knagen endnu en gang, da jeg trådte over dørtærsklen.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *