Velkommen til De Knuste Hjerters Klub

Jeg tror egentlig, det var længe undervejs. Erkendelsen, altså. Som om det var noget, jeg altid havde vidst. Det var som om, en lille luftboble steg til overfladen på en sø. Hvorefter den sprang og fyldte luften med oplysning.
Og en beruset roséaften på Svanemøllenstrand ramte denne indsigt mig så. “Cille, er dit liv ikke bare én lang kærlighedskrise?”, sagde – eller nærmest konstaterede – min ven. Ude af kontekst kan det lyde en smule insensitivt og barsk at få smidt i hovedet, men det var jo sandt.

Jeg er vokset op med en idé om kærlighed som det mest sublime og storslåede, det største, det definitive. Det var idéen om en partner; partneren, der ved alt om mig og kan møde alle mine behov, hvad end det er passion og begær eller forståelse og stabilitet. En partner, der kan få mig til at grine på netop dén måde og holde om mig, når jeg føler lige præcist dét. Det var også idéen om kærligheden som uventet og overvældende, der ledte mig til at tro, at jeg naturligvis ville forelske mig mellem bogreolerne i Politikens Boghal. Eller ved et helt tilfældigt møde på en smart kaffebar i indre by.
Kærlighed, blev for mig lig med lykke. Finder man først kærligheden, så er man glad, har jeg altid tænkt. Men at finde kærlighed er også at finde kompromiser, skænderier og ultimativt et knust hjerte. Og hvorfor ikke – når nu kærlighed alligevel kun er til for at gå i stykker – dyrke det knuste hjerte?

For ja, mit liv er en uendelig kærlighedskrise. Om jeg vil det eller ej. Jeg svælger i det; sorgen over et knust hjerte. Den håbløse romantik er min force, min styrke. Jeg finder ofte mig selv i Bridget Jones-situationer med tårer strømmende ned af kinderne og mit ansigt godt begravet i en pose bland-selv-slik (eller hvilken som helst anden spise, der indeholder – meget – sukker), alt imens Bonnie Raitts heartbreakhymne, “I Can’t Make You Love Me”, udgør soundtracket dertil. Momenter som disse får selveste The Notebook til at fremstå latterlig i forhold til mit eget meget dramatiske kærlighedsliv.

Men hvad eller hvem, jeg græder over, kan være og er oftest uklart. Måske ham bassisten fra Tinder? Eller the-one-that-got-away-fyren? Selvom jeg egentlig godt ved, det er et overstået kapitel. Eller måske en helt tredje; nemlig idéen om ham. Den store kærlighed, der vil feje benene væk under mig. Den store kærlighed, jeg føler, jeg ikke fortjener. Den store kærlighed, jeg leder efter, men ikke synes at kunne finde.

Én ting er at hyggesørge, en anden ting er at fastholde sig selv i en tilstand af konstant lidelse. Hvor hjerte rimer på smerte, og smerte er synonym for forelskelse. Der skulle åbenbart ikke meget mere end to flasker vin og en venskabelig snak til, at jeg gik i gang med en større selvransagelse. Jeg granskede hver evig eneste millimeter af min sjæl for at finde roden til mit kroniske knuste hjerte. En del af problemet er nok, at jeg er en håbløs romantiker (med meget stort H. Som i skriftstørrelse minimum 72!). Jeg kan knapt nok gå ned ad Nørrebrogade uden at forelske mig i mindst ti tilfældige forbipasserende. For det er sådan noget, jeg tror på. Kærlighed ved første blik. Og sjælevenner. Og den eneste ene.

Men jeg vil vove at påstå, at mine kærlighedskvaler ikke kun skyldes personlige attributter. Jeg tror nærmere, at det er et symptom på en større strukturel tendens. Vi er omgivet af en tro på kærligheden, som det ultimative og i denne tro, er vi vokset op. Fra vi første gang får fortalt godnathistorier med “og de levede lykkeligt til deres dages ende”-afslutninger. Til vi sætter os i biografens mørke, og propper os med popcorn og Rom-Coms. Gang på gang penetreres vores emotionelle membran til følelsesløshed med den samme velkendte smøre om tro, håb og ikke mindst kærlighed. Vi fodres med 90 minutters lange kærlighedspropagandafilm for derefter blot at opdage, at kærlighed slet ikke fungerer sådan. Og så gentager vi dette ritual om og om igen som en ond cirkel. Hollywood har ødelagt os.

Men måske var vi ødelagte langt før Hollywood solgte os tanken om den perfekte kærlighed. Idéen om den romantiske kærlighed opstod langt før. Den schweizisk-fødte filosof og forfatter, Alain De Botton, ville sige, at det var romantikkens opfattelse af kærlighed, der først og fremmest ødelagde os. Hvor ægteskabet før bare var praktisk, så blandede datidens digtere, kunstnere og filosoffer nu sex, kærlighed og ægteskab sammen. Således blev den romantiske kærlighed skabt.

I mere end 200 år har den vestlige opfattelse af ægteskabet hvilet på idéer om, at vores partner er, hvad der gør os til et helt menneske. Det kan være, at det er på tide at kassere disse. Måske er det derfor, vi bliver skilt som aldrig før – ikke til døden os skiller, men til vi lader os blive skilt. Måske er det derfor, vi med lys og lygte leder efter den eneste ene på diverse datingsider. Og måske er det derfor, jeg ikke har en kæreste.