DEBAT: For klog til at tørre røv

Vi står med udsigt til en potentiel krise for velfærdssamfundet. 16.000 SOSU’er skønnes ifølge Kommunernes Landsforening at mangle i 2030. Måske skyldes det, at vi med retorikken omkring SOSU-uddannelserne konstant spænder ben for os selv?

Når vi som samfund på den ene side tigger unge om at vælge en SOSU-uddannelse, men på den anden side negligerer fagets vigtighed ved at reducere det til at “tørre røv”, bliver det svært at se bort fra hykleriet. Så hvordan undgår vi det?

Sådan lød det til et socialt arrangement, da jeg fortalte, at jeg ville bruge mit andet sabbatår på at arbejde på et plejehjem. Kommentaren rystede mig i øjeblikket, men forekom dog socialt acceptabelt i selskabet. Efter at jeg er startet i jobbet, har forargelsen ramt mig – dybest set på vegne af alle mine kollegaer. Det er forargeligt at nedgøre en hel faggruppe, der udgør en central del af velfærdsstatens grundlag, idet man indikerer, at fagfolkene er uintelligente.

Jeg mener, at der er noget ret fascinerende over at dedikere hele sit arbejdsliv til andre mennesker. Og arbejdet som SOSU kræver stor viden, faglighed og professionalisme. De danske SOSU’er møder hver dag ind til en arbejdsdag, der indebærer det ansvar, vi som pårørende til vores kære ikke magter. En del af det ansvar er naturligvis den personlige pleje, der – ud over at være hygiejnisk nødvendigt – mindsker risikoen for potentielt livstruende sygdomme. Men dét er kun en brøkdel af det, der kræves for at yde professionel omsorg for andre mennesker.

Når man snakker om arbejdet som SOSU, bør man ikke glemme, at det er professionelt omsorgs- og sundhedsfremmende relationsarbejde, som tager udgangspunkt i evidensbaserede teorier. Det kræver, at man ved, hvad man laver. Man skal møde ind med en menneskelig professionalisme, som man ikke ser i andre faggrupper.

Med et arbejde inden for den danske plejesektor kan man ikke bare lige slå følelserne fra eller trække sig ind i sig selv for en stund, som man kan i andre erhverv. Man kan ikke klappe den bærbare computer i eller lukke ned for Excel. For man har sig selv med som arbejdsredskab – både fysisk og psykisk.

Arbejdet som social- og sundhedsassistent eller -hjælper er mere end det, som det i daglig tale er blevet til. Det fremstår nedgørende og ikke mindst lidt hyklerisk, når nogle slynger kommentarer ud om, at et arbejde som SOSU-uddannet ikke kræver noget, mens de sender deres ældre familiemedlemmer på plejehjem eller får dem bevilliget hjemmepleje.

Det er ikke svært at forstå, at de unge fravælger SOSU-uddannelserne, når omdømmet styres af en diskurs, som giver fordommene lov at leve videre i bedste velgående. Diskursen er problematisk, når fordommene om plejefaget bliver fremlagt som fakta og selvfølgelighed. Det virker helt absurd, når der kollektivt trædes på en faggruppe, som vi ikke kan undvære. Det siger noget om den bekymrende uvidenhed, der hersker uden for den nævnte faggruppe. Og uvidenhed koster os dyrt, når vi inden for ganske få år kommer til at stå med et kæmpe problem for det velfærdssamfund, som vi ellers bryster os af.

Det er et skridt i den rigtige retning, når Mette Frederiksen opvarter SOSU-faget på sin Instagram, som hun gjorde i forbindelse med kvalificeringen til EM i Skills i sidste uge. For uanset om man er tilhænger af Frederiksen eller ej, breder politikeres ord og handlinger sig som ringe i vandet. Politikernes retorik er af stor betydning, og selvom det ikke er med øjeblikkelig virkning, vil anerkendende ord fra deres side forhåbentligt på længere sigt resultere i, at man ser samme udvikling blandt befolkningen.

Uddannelsesstederne og det offentlige er ifølge Kommunernes Landsforening selv klar til at gøre noget for at øge antallet af ansøgere til uddannelserne. Med nye rekrutterings-puljer og tiltag. Det fastslås, at arbejdet som SOSU skal gøres mere attraktivt. Men det bliver svært at lokke de unge til, uanset hvor mange tiltag man laver, hvis reaktionen på et eventuelt tilvalg af SOSU-uddannelse fortsat mødes med nedladende kommentarer. Kommentarer om, at man enten må være lidt uintelligent, eller at man kunne have valgt noget bedre.

De fordomme, der hersker – om at SOSU-uddannelsen er den sidste udvej frem for et aktivt valg – må vi komme til livs. Der skal ske en social og samfundsfaglig anerkendelse af SOSU-uddannelsernes vigtige bidrag til vores velfærdssamfund, hvis prognosen for 2030 skal nå at ændre sig.

Så kære læser, uvidenheden fodrer fordommene. Vær nysgerrig, vær kritisk. Det er ikke forkert at sætte spørgsmålstegn ved det, man hører eller læser. Hvis vi ikke undersøger det, vi får at vide, bliver vores verdensbillede farvet af fordomme og uvidende antagelser. Vi har et individuelt ansvar for at modsætte vores egen uvidenhed for sammen at kunne forebygge de problemer, som fordomme og misvisende diskurser kan forårsage. Det hele starter ved individet.

Skribent: Rosa Bundgaard-Laursen

Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen

Visuelt: Klara Emma Lilhav Hoffmann