Skal de gamle leve eller overleve?

14. april 2021

Som ung, ufaglært vikar i ældreplejen får man én oplæringsdag. Effektiviteten har fjernet omsorgen på offentlige plejehjem. Det er ifølge Anna blot én af grundene til, at de unge viger så langt uden om SOSU-uddannelserne. I dette opfølgende debatindlæg til “Else-sagen rystede Danmark. For mig var det hverdag”, som SEIN tidligere har bragt, kommer Anna med sine bud på, hvordan vi sammen forbedrer ældreplejen i fremtiden.

Jeg læser på universitet, og jeg er vikar på et plejehjem. Jeg er uden reel plejeuddannelse, og jeg hører til den gruppe ansatte i ældreplejen, som samfundet må ”nøjes med”, fordi der ikke er nok unge, der har lyst til at tage en SOSU-uddannelse. Jeg skulle heller ikke nyde noget. Jeg har tidligere skrevet om mine oplevelser i ældreplejen (”Else-sagen rystede Danmark. For mig var det hverdag,” Politiken 06/04-21 og SEIN 17/03-21), fordi jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor der ikke er mere fokus på problemerne. Og det er jeg ikke alene om. Der er mange unge vikarer i ældreplejen, der dagligt oplever det samme som jeg. Jeg har talt med flere af dem, og det er dét, dette indlæg skal handle om.

Eva (21), Johanne (20) og Mads (21) er alle vikarer som jeg. Jeg har valgt at give de unge vikarer andre navne, da de fortsat arbejder på forskellige plejehjem og ved, at noget af det, de fortæller, gør ondt på kolleger og ledelser. De arbejder alle forskellige steder i landet. En i Jylland, to på Sjælland. De oplever en ældrepleje, der er fortravlet, hvor tonen kan være hård, og hvor der stort set kun er tid til at opfylde borgerens allermest basale behov. Mad og drikke, bleskift, et bad, hvis man er heldig, sengetider.

Johanne: Det største problem på plejehjemmene er tiden. Der er simpelthen ikke nok tid til den enkelte og deres behov. De ældre bliver behandlet som varer på et transportbånd. Den enkelte skal helst tage så kort tid som overhovedet muligt. Men gamle mennesker kan jo ikke skynde sig. Alt går langsomt for et ældre menneske. Et ældre menneske kan – og skal ikke – hundses med. Det resulterer i, at de bliver frustrerede og kede af det. Og så ender de med at miste tilliden til de ansatte.

Eva: Jeg ville ønske, der var mere tid til hver borger. På de gode dage, hvor man har tid til den enkelte borger, er det meget rarere at være på arbejde. Jeg når at spørge, om de har haft en god dag. Jeg kan måske endda nå at takke ja til en kop kaffe og en sludder, så jeg ikke bare er en person, der kommer og skifter deres ble.


Når man træder ind på hvilket som helst plejehjem i Danmark, vil man hurtigt opdage, hvor meget der faktisk er blevet gjort for at gøre plejen effektiv og arbejdsvilkårene fysisk bedre for personalet. I loftet og på gulvene står nyt maskineri på rad og række. Loftlifts til at løfte borgeren til og fra sengen, gulvlifts til at løfte dem, der er faldet. Ja, der findes endda lagener på sengen, der selv kan vende beboeren om på siden ved hjælp af en elektrisk rulle. Beboeren kan hæves og sænkes i sengen, så plejeren næsten ikke behøver bukke sig ned for at give beboeren sko på. Ved første øjekast kan man nemt lade sig narre til at tro, at det er blevet gjort nemt at arbejde i ældreplejen. Man kan komme til at tro, at der er frigivet tid til reel omsorg, til mere kontakt, til værdig behandling. Men sådan er virkeligheden bestemt ikke. Jeg forstår godt, hvorfor unge fortsat går i en stor bue uden om SOSU-uddannelserne.

På en aftenvagt i sidste uge sidder jeg med en dement beboer ved aftensmaden. Han har brug for hjælp til at spise. Klokken er mange, og jeg ved, jeg er bagud med mine opgaver. Kvinden, jeg skal ind til bagefter, har ringet efter mig den sidste halve time, fordi hun gerne vil i seng. Over for os sidder en blind beboer, der er dårlig til bens. Beboeren vil gerne op og strække benene, og i forsøget får hun væltet sit saftevand ud over sig selv. Jeg ser mig forgæves om efter en kollega, der kan hjælpe hende. Selv må jeg løbe fra bordet for at hjælpe kvinden, der bare gerne vil i seng. Jeg har ikke tid til den helt basale omsorg. Jeg lader kvinden med saftevandet i stikken. Men hvad skal jeg gøre?

”Det er klart, at en ung pige ikke vil regne uddannelsen for noget, hvis hun kan se en veninde på 18-19 år, som lige er gået ud af gymnasiet, gå ind og varetage samme arbejdsopgaver, som hun selv skal bruge lidt over et års uddannelse til,” siger Karen Stæhr, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA til et interview med Danske Kommuner (2004). Og ja, lad os være ærlige. Med det ambitionsniveau, der lige nu præger ældreplejen, så er en enkelt oplæringsdag åbenbart rigeligt. Det er i hvert fald, hvad man som vikar må nøjes med:

Eva: Jeg synes, det er vanvittigt, at unge vikarer – som mig selv – kun får én oplæringsvagt. Wow, jeg synes ikke, man er forberedt på at gå ind i til et andet menneske efter så kort tid. Dét er et arbejdsvilkår, der skal ændres på; oplæring. Både for de ældre og for de ansattes skyld.

Man kan spørge sig selv, hvorfor der så fortsat er unge, der har lyst til at tage studiejobs på plejehjemmene, når uddannelserne nu ikke trækker. Svaret er, at vi faktisk synes, at vi bidrager med noget vigtigt. Vi vil gerne være med til at sikre, at vores ældre medborgere rent faktisk lever og ikke bare overlever på plejehjemmene.

Eva: Når man kommer som ung og møder et menneske for første gang, er man mere nysgerrig og ydmyg. Mødet med de ældre er ikke blevet almindeligt og hverdag, så derfor gør den unge sig lidt ekstra umage. Det klæder ældreplejen rigtig godt.

Mads: Det er da rart med en ung gut på plejehjemmet. Jeg tror egentlig, de ældre er glade for at få et frisk pust i hverdagen.

Johanne: Jeg tror, jeg kan give de ældre en anden opmærksomhed og tålmodighed end mange af mine mere erfarne kollegaer. Jeg er ny i alt, så derfor bliver jeg nødt til at tage mig god tid til alle borgerne.

Jeg har skrevet det før: Måske er jeg ung og naiv. Måske er der problemstillinger, økonomiske forhold og sygdomsforløb, som jeg overser eller slet ikke kender til. Men jeg ser, hvad jeg ser. Det samme gør mine unge vikarkolleger. Jeg tror på, at vi kan gøre det bedre. Meget bedre. Lyt nu lidt til os, der ser tingene en smule udefra. Brug de unge vikarers observationer og find tiden til at genfinde ydmygheden og omsorgen. Og en skønne dag får vi måske ligefrem tid til at mødes respektfuldt og helt menneskeligt til en kop kaffe i solen sammen med vores ældre.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN