Debat: Når uddannelsesvalget ikke længere er vores

Klokken slog 12, og den 27. juli blev til den 28. Landet over sad mere end 85 tusind unge mennesker oplyst af det blå lys fra skærmene. De ventede svar på, om de var kommet ind på deres drømmeuddannelse. Da E-Boksene og køerne til optagelsessiderne var tømte, havde over ti tusind kvalificerede ansøgere fået afslag.

I 2023 blev der indgået en aftale om en ny uddannelsesreform mellem SVM-regeringen og en række partier i Folketinget. Ved at skære i antallet af pladser på universiteternes bacheloruddannelser – specielt indenfor humaniora – skulle reformen være en del af nøglen til at sikre, at flere unge skulle vælge at blive faglærte. Altså, at flere ville søge ind på erhvervs- og velfærdsuddannelser.

For nedskæringen sker netop på baggrund af, at vi indenfor ganske få år kommer til at mangle faglærte på det danske arbejdsmarked. Hvis ikke flere vælger de store professionsbachelorer til, kommer vi til at stå med store problemer for vores velfærdssamfund.

I år er beskæringen trådt i kraft, og det ville desværre være synd at sige, at reformen har fået den ønskede virkning.

En misforstået taktik

Nedskæringen i antallet af pladser på landets bacheloruddannelser er en kendt taktik. Men den virker ikke. Det er blevet klart efter årets optag på de videregående uddannelser. Der er lige over 17 tusind ledige studiepladser, og omkring 11.500 af dem er på professionsbachelorerne – de uddannelser, som nedskæringerne skulle fremme optaget på. Faktisk er optaget på alle de fire store professionsbachelorer faldet i år – altså uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

Vi mangler faglærte. Det er ikke noget nyt, og det er et kæmpe problem for velfærdssamfundet. Men det er også et problem, at taktikken til at rykke unges valg af uddannelse er baseret på at udelukke dem fra deres førstevalg.

Men vi har set det før. Tidligere i år blev det besluttet, at adgangskvotienten til gymnasiet skulle hæves. Det blev gjort i håbet om, at det vil komme til at fremme antallet af ansøgere til erhvervsuddannelserne og den nye praktiske gymnasieuddannelse, EPX. For hvis du slet ikke kan komme ind på gymnasiet, så kan du jo blive nødt til at ændre retning, hvis du vil have en uddannelse. Også selvom du drømmer om at fordybe dig i bioteknologi eller musik på gymnasiet.

Det er bare ærgerligt – samfundet har brug for dig et andet sted.

Samtidig er optaget på bacheloruddannelserne faldet med 5 procent, hvilket var meningen med reformen. Men her kommer overraskelsesøjeblikket: det betyder bare, at færre bliver uddannet helt generelt. Faktisk er antallet af optagne på uddannelser i år det laveste i 14 år – og det er selvom antallet af ansøgere i år har været højere end nogensinde før. Det er jo ikke helt hensigtsmæssigt for en regering, der i løbet af de sidste år har gjort næsten alt i deres magt for, at min generation skal hurtigere gennem systemet og ud i arbejdsmøllen.

Tvang som politik:

Det giver udtryk for et forskruet syn på min generation, når man tror, at man ved tvang kan vende vores interesse på en tallerken. Og at man gør det i samme pærevælling, som man øger presset til at vælge rigtigt første gang, ved at skære ned på antallet af SU-klip, synes jeg er direkte flabet.

Men tvang er blevet en del af den generelle ungdomspolitik. For vi skal nemlig hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Den offentlige 10. klasse bliver afskaffet efter 2030. Vi må ikke tage for mange sabbatår. Når vi starter på en videregående uddannelse, har vi ikke SU-klip nok til at vælge forkert. Men når det kommer til stykket, må vi heller ikke helt vælge selv.

Nedskæringen i antallet af pladser på bacheloruddannelserne betyder, at adgangskvotienten til de pågældende uddannelser kommer til at stige. Det vil øge presset på gymnasieeleverne. Og vi ved, at de i forvejen er pressede. Jeg frygter, at det vil skabe et A- og B-hold. Unge fra hjem med ressourcerne til støtte igennem gymnasietiden får et endnu større forspring, mens unge fra hjem med manglende ressourcer må løbe endnu stærkere, end de allerede gør – hvis de altså ønsker sig en universitetsuddannelse.

De næste syv år har Regeringen heldigvis også planlagt at investere i alt omkring 2 milliarder kroner i at gøre professionsuddannelserne mere attraktive. Den taktik giver bedre mening, hvis unges frie valg af uddannelse skal tænkes med i ligningen. For hvis uddannelserne gøres mere tiltalende, vil der helt sikkert også være flere unge, der kigger i deres retning fra starten af.

For der er klart en social prestige i at tage en universitetsuddannelse, og for mange kan det virke som ”standard”-valget, når man skal beslutte sig for, hvordan man ønsker at uddanne sig. Men det ændrer sig ikke af, at man gør det sværere at komme ind.

Attraktivitet over nød:

Lad mig understrege: det er en problematik, at for få vælger at søge ind på de store professionsuddannelser. Det er vigtige uddannelser, som er en afgørende del af det velfærdssamfund, som vi alle er dybt afhængige af. Flere skal søge ind. Den er jeg med på.

Tvang kan virke som et quick fix, men det er sjældent vejen frem – det har vi fået bekræftet i årets optag på uddannelserne.

Hvis flere unge skal vælge at blive faglærte og professionsuddannede, bør det ske ved at skabe mere attraktive vilkår – ikke ved at smække døren til de uddannelser, som vi drømmer om. Ellers ender vi bare med færre i uddannelse – og det er ikke til gavn for nogen.

Tekst: Rosa Bundgaard-Laursen

Visuelt: Mie Rasmussen