‘Min mor siger’ leverer hjertesorg med humor og charme
SEIN har fokus på sex i denne uge, og ugens sidste indlæg byder på en teateroplevelse om knugende hjertesorg og den svære fase efter et breakup. Mathilde har set premieren på teaterforestillingen ‘Min mor siger’, og hun var dybt underholdt.

Foto: Simone-Bartholin
Jeg venter på min veninde foran teatret Aveny-T, og jeg er som sædvanlig kommet i lidt for god tid. Det giver mig et par minutter til at fortryde, at jeg ikke har tage en notesbog med, så jeg kan ligne en fiks anmelder og nikke anerkendende til kendte kulturpersonligheder.
Min veninde kommer kort tid efter, og jeg accepterer hurtigt, at det ikke bliver i aften, at jeg kommer til at ligne en anden anmeldertype, og sammen blender vi ind i publikumstrømmen.
‘Min mor siger’ følger en ung kvinde, der er blevet forladt af sin kæreste og igen flytter hjem til sin fars præstegård. Hendes familie, læge og veninde forsøger på skift at hjælpe hende igennem krisen, og nogle af dem kommer med mere nyttige råd end andre. I helingsprocessen rippes op i gamle sår og erindringer.
Stykket er en dramatisering af Stine Pilgaards bog af samme navn fra 2012. Forestillingen er den sidste af Aveny-Ts trilogi med huskunstnere Nina Rask, Sofie Torp og Signe Hørmann Sørensen.
Sidstnævnte er instruktør og står for stykkets dramatisering og iscenesættelse, og på scenen får Nina Rask og Sofie Torp selskab af Laurits Emanuel, som har komponeret sange og musik til stykket.

Foto: Emil Indiana Holm
Scenen sættes
Lyset dæmpes i salen, og scenen er indrammet af lange, draperede og farvestrålende stykker stof. Sofie Torp toner frem i et sæt tøj, der matcher resten af scenen.
Det er gennemført og får min egne erfaringer med at lave teaterkulisser til at blegne og ligne det, det var: en efterskoleforestilling med diverse stofrester fra krealokalet. Scenografien her inviterer os ind i en neonfarvet hule, og vi fornemmer hurtigt, at vi er i trygge hænder hos skuespillerne.
Jeg har op til premieren læst bogen, og forestillingen følger den rimelig slavisk. Til at starte med føles det meget som at genhøre bogen, når Sofie Torp påbegynder en længere monolog.
Efterhånden kommer der mere krop på, som de tre skuespillere langsomt begynder at bevæge sig rundt på scenen. Stine Pilgaards allerede velskrevne ord bliver performet, som var de skabt til en scene.
Replikkerne leveres med en enorm komisk timing og kropslig komik. I et øjeblik tænker jeg, at alt burde konverteres til teater, for der er bare mere schwung over det.
Skuespillerne er en dynamisk trio, der nonchalant bevæger sig ind og ud af de forskellige karakterer. Sofie Torp spiller skiftevis hovedpersonen og moren, mens Nina Rask og Laurits Emanuel leverer replikker fra samtlige bipersoner. De supplerer hinanden og får det hele til at se legende let ud.
At blive forladt af kæresten tager den navnløse hovedkarakter til gengæld ikke særlig let. Til trods for hendes melodramatiske og rimelige selvcentrerede persona, kan jeg ikke lade være med at få sympati med hende.
Som når hun kommer fuld hjem og erklærer sin kærlighed til sin sovende far ved at synge gennem nøglehullet: “I ved det sikkert allerinderst inde, selv om jeg sjældent bruger store ord.”
Karakterens overdrevne selvmedlidenhed behandles med en god portion selvironi, og jeg kan sagtens sætte mig ind i at ligge på stuegulvet og føle, at hele min verden er ved at falde sammen.
I hovedkarakterens tilfælde breder hjertesorgen sig til mavesmerter, og hun har svært ved at være i noget, der minder hende om romantisk kærlighed – det er en hån mod hendes knuste hjerte.

Foto: Emil Indiana Holm
Lige så meget som det er en fortælling om hovedpersonens hjertesorg, er det en fortælling om dem, der står på sidelinjen.
Hjertesorgens tragikomiske faser
Lige så meget som det er en fortælling om hovedpersonens hjertesorg, er det en fortælling om dem, der står rundt om og forsøger at trække en op af det hul, som man har gravet sig ned i.
Jegets mor er tæt på uudholdelig og tåkrummende men på en meget underholdende måde, som når hun samler ind til Kræftens Bekæmpelse og digter et personlig sygdomsforløb, fordi “folk har brug for en personlig beretning”.
Veninden er derimod mere spiselig, og det er nemt at spejle sig i situationen, hvor hun snakker om ekskæresten og siger: “Hader vi hende, eller vil vi have hende tilbage?”
På det udleverede program står der en “musikalsk heartbreak-komedie”, der “dykker ned i hjertesorgens mange tragikomiske faser og facetter”. Og det er ret rammende, for stykket er både dybt underholdende og en musikalsk fornøjelse.
I 90 minutter rykker jeg mig kun i sædet, når jeg grinende kigger på min veninde, og det er først da vi kommer ud fra salen, at jeg kommer i tanke om min glemte notesbog.
‘Min mor siger’ spiller frem til den 2 marts 2024 på Aventy-T og den 8. – 9. marts i Musikhuset Aarhus.
Tekst: Mathilde Daugård Lyngbo
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge
Hvad tænker du?