Del 1 af Aarhus-tekstgruppens serie: Hvorfor skriver jeg?

I tekstgruppen i Aarhus har vi sat os for hver især at undersøge, hvad det giver os at skrive.

Hvorfor gør vi det? Hvorfor bliver vi ved? Hvordan knytter det at skrive sig til, hvem man er?

Vi undersøger disse spørgsmål ikke på navlepillende vis, ikke for at selviscenesætte, men for at forstå.

Vi reflekterer over de forskellige årsager til at skrive – om de adskiller sig fra hinandens, eller om de har ændret sig, siden vi begyndte.

Med en månedlig udgivelse, hvor samme emne undersøges fra forskellige vinkler, sætter vi fokus på spørgsmålet: Hvorfor skriver jeg?

Céline: Hvorfor skriver jeg?

Jeg lader mine inderste følelser få taletid.

Følelsen af at lade sin pen ramme papiret – måske kun kun kende den første sætning, man vil skrive, måske kun det første ord.

Følelsen af at hånden tager over, som om hovedet giver slip og giver alt det uforklarlige, der sker i vores krop, plads til at komme frem.

Lader det uforklarlige tale.

Jeg betegner mig selv som et ret følsomt menneske. Et meget overtænkende menneske.

Det har jeg altid været, lige fra jeg kan huske.

Jeg har en teori om, at det er der, det hele bunder, at det er grunden til, at jeg begyndte at skrive.

Siger man ikke også, at det er de indelukkede og følsomme mennesker, der skriver det hele ned?

Eller er det bare en stereotypisk opfattelse, jeg har af det? Det var i hvertfald der, det startede for mig

Som yngre kunne jeg ikke finde ud af at snakke om tingene. At sige det højt var ikke noget, der lå naturligt til mig.

Jeg gik altid og bar rundt på det hele selv.

Ingen af de mennesker, der var tæt på mig, vidste, hvad der foregik inde i mit lille hoved, inde i min lille krop, end ikke mine forældre.

Så en dag skrev jeg det hele ned. Alt, hvad der foregik inde i mig.

Jeg fandt en lille bog frem fra skabet, tog en pen og begyndte at skrive.

Jeg skrev dagbog: Den klassiske “jeg er preteenager”-dagbog.

Jeg skrev hver dag, nogle gange flere gange om dagen.

Det var min måde at lette mit lille hjerte på, tømme hovedet, få det hele ud af systemet.

Når jeg skrev tingene ned, kunne jeg se det hele fra fugleperspektiv og kigge på det fra en ny vinkel.

På en eller anden måde var det min måde at blive hørt på. 

Selvfølgelig handlede det dengang kun om drengene i klassen, hvordan jeg havde med, hvad der sket i løbet af dagen, eller hvilken kendis jeg for tiden var fuldstændig forelsket i og brugte hvert vågnet sekund på at tænke på.

På en måde var det hele meget overfladisk, men det var alligevel mine dybeste følelser. Så dybe som de jo er, når man er 11-12 år gammel.

Skrivelysten tog virkelig til med denne dagbog. Jeg fyldte bog efter bog op.

Det var mit allerhelligste ritual, mit dyrebareste eje og mit største frirum i løbet af dagen.

Med årene skete der en ændring i min skrivning, det hele tog en drejning. Det var nu nogle meget større følelser, jeg skrev om.

Jeg fandt en måde at skrive på, hvor jeg gjorde det “hemmeligt” for læseren, hvordan jeg præcis havde det.

Min læser ville ikke kunne gennemskue, præcis hvad det var inde i mig på det tidspunkt, der gjorde, at jeg skrev lige præcis det, jeg gjorde, ned, men måske ville de kunne finde noget inde i dem selv, der kunne kobles på mine ord.

Det er i hvertfald, hvad jeg bilder mig selv ind. At jeg formåede at gøre det sådan.

Jeg blev meget mere bevidst om at skrive smukt og ikke bare lade l-o-r-t ramme mit papir.

Da denne skrivestil blev min primære måde at skrive på, begyndte jeg at se på mig selv som “en, der skriver” – en, der nød det.

Jeg gjorde det til min ting og blev i min omgangskreds “hende, der skrev”.

Fra jeg startede med at skrive dagbog, hvor jeg gjorde det for at få tankerne ud af hovedet og lægge det et andet sted, blev jeg år efter år bedre til faktisk at sige tingene højt til menneskene i mit liv.

Faktisk sige, hvad der foregik inde i mig.

Det var, som om jeg sagde til mig selv: “Hvis dette papir er det eneste, der ved, hvordan jeg har det, bliver jeg nødt til at øve mig i at få ordene ud gennem læberne.”

De første par gange jeg delte noget, var det, fordi jeg var virkelig stolt over noget, jeg havde skrevet, og hvis jeg skulle vise det til nogen, ville jeg jo være nødt til at dele en vis del af mig.

Det at jeg begyndte at skrive, har lært mig at håndtere mine følelser på en ny måde, lært mig at åbne mig op.

Jeg synes, det er den smukkeste udtryksform.

Sproget, det er i alt, hele tiden omkring os. Mennesker, der snakker ved siden af os, musikken, vi hører, film og tv – overalt.

Men det er, som når det er sort på hvidt, at det er i sin reneste form.

Forfatteren har forholdt sig til, hvad de har ladet ramme papiret, og læseren får lov at kigge igennem to par øjne – forfatterens og deres egne. Det er derfor, jeg skriver.

Elida: Hvorfor skriver jeg?

Jeg skriver, også glemmer jeg å skrive, også drømmer jeg og vil skrive ned, hva jeg har 

drømt.

Jeg glemmer drømmen før jeg får det skrevet ned.

Setninger strømmer inn i hodet mitt, også er det noe annet som fyller og da forsvinner setningene.

Når det forsvinner er det som om,  noe vokser over det. Setningene ligger der fortsatt.

Hjernen er som en skog, og det er noe som har vokst over setningene mine.

Jeg går i skogen hver dag.

Fra jeg var liten av har jeg hatt hodet fullt av tanker, og i lang tid trodde jeg det var mulig å finne en måte å skru
den av på.

Men det er det ikke, jeg må gå i skogen min hver dag  – grave frem det overgrodde.

En grunn til å skrive er jo å sortere ut alt rotet.

Nøyaktig hvorfor jeg begynte å skrive, og hvordan det skjedde vet jeg ikke.

Kjærligheten til litteratur kom først.

Jeg tror det er vanskelig å skrive eller å lese mye uten å gjøre noe av det andre.

Til slutt hadde jeg lest så mange bøker at ordene tøt ut.

Det er godt å skrive når det er for en selv.

Noen ganger, hvis jeg er  engstelig eller lei meg, får jeg ikke sove.

Da kan jeg fortelle meg selv en historie og bli glad.

Kanskje jeg skrive det, kanskje jeg sovner med det samme

Det å skrive er en hobby hvem som helst kan ha.

Jeg opplever, at det er en hobby, som har fått en veldig opphøyd status.

Hvilket er paradoksalt når hvem som helst som kan lese, også kan skrive.

På en side er det å skrive en måte å ta vare på seg selv på.

Det er masse selvomsorg i det å skrive fordi man gir seg selv plass.

En annen side ved det å skrive er at det krever en del mot.

Det er skremmende å sette penn på papir, la det flyte med det som kommer innenfra, og å se det man selv har skrevet.

Forstå hva som befinner seg i ens tanker, hukkomelse, fantasi.

Viktigst av alt skriver (og leser) jeg for å kunne leve livet to ganger.

Kanskje til og med mer enn to.

Muligens lever jeg livet to ganger, muligens er hjernen min korrumpert av alle romanene jeg har lest.

Muligens er det hele en virkelighetsflukt.

Jeg har lenge tenkt at det er en masse sannhet i litteraturen,

også den som er urealistisk eller magisk.

Ikke sant fordi det er skjønt, men sant fordi et menneske har skrevet det

og de prøver å fortelle meg noe om  livet og hva det vil si å være menneske

Tekst: Céline Vittrup Fasdal og Elida Marie Gravklev

Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen og Emma Hjortkjær

Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj