Hvad skete der lige i løbet af sommeren ’20?

11. september 2020

SEIN er efterhånden vendt tilbage fra en sommerferie, der på globalt plan har affødt krav om forandringer, da pandemien har udstillet verdens uretfærdigheder og uligheder. Men hvad er hændt i løbet af sommeren, der gør det aktuelt at diskutere navnet på én is og orientere sig om valgsvindel i Hviderusland? Et overblik mangler. Derfor har Kristian forsøgt at gøre status over centrale begivenheder og tendenser i den knap så nyligt afsluttede sommerferie.

Animation af Yana Yun Lin

Med den gradvise genåbning af Danmark skiftede sindsstemningen blandt mange fra isolationens lockdown-mentalitet til sommerens langsomhed og rastløshed, dog med bevidstheden om covid-pandemiens fortsatte tilstedeværelse med stadig tragiske konsekvenser.

Isolationsfrustration er blevet erstattet af globale protestbevægelser og revolutionær autoritetskritik, og selv i Danmark er der opstået folkelige krav om at gentænke måden, hvorpå vi som borgere indgår i relationer med hinanden på.

Men før Danmark blev ramt af, hvad der kan føles som en såkaldt anden bølge med bl.a. smitteudbrud i Ringsted, Aarhus og i skrivende stund også i Odense og København. Men i tiden op til sommerferien var en potentiel anden bølge i smittetrykket ikke det store fokuspunkt, men derimod en bryggende følelse af forandring og håb for forandring mod en ny og mere retfærdig fremtid på den anden side af pandemien. For når sommeren gør sit indtog med lyse nætter, august-hedebølge og kold hvidvin, er det svært ikke at hoppe med på rastløshedens vogn. Men på cykelturene mod stranden blæste bevidsthedens vinde om covid-pandemiens epokegørende eftervirkninger dog stadig igennem håret. Som en tåge, der lettede sig fra forårets isolation, der indbød til fordybelse, har det resulteret i en følelse af, at radikale ændringer af samfundet, som vi kender det, pludselig ikke virker så umulige endda. Isolationsfrustration er blevet erstattet af globale protestbevægelser og revolutionær autoritetskritik, og selv i Danmark er der opstået folkelige krav om at gentænke måden, hvorpå vi som borgere indgår i relationer med hinanden på.

Fra flødeis til politivoldsprotester

Eksempelvis i midt-juli valgte isproducenten Hansen Is at foretage en ændring af navnet på den chokoladeovertrukne flødeis med solbær kendt som Eskimo-isen, og kritikken heraf, fra reaktionære og åbenbart brede kredse, har udstillet Danmarks inkompetence i at omtale sin fortid som kolonimagt. Latterliggørelsen og forhånelsen af Grønlands oprindelige folk fra dansk side er manifesteret i, at anvendelsen af ordet ‘eskimo’ har overlevet relativt problemfrit i adskillige årtier i dansk sprogkultur. Italesættelsen af undertrykkelse, her en sproglig nedladenhed mod inuitter, har muligvis rod i sommerens revolutionære ånd gennem kravet om gentænkning af samfundets indretning og behandlingen af minoriteter.

Sommerens komme blev ikke blot varslet med varmere temperaturer (og naturligvis sommerregn), men også med et krav om forandring om en ligeværdig behandling af alle samfundets borgere

Dette krav, som is-debatten var – og er – udtryk for, kan være en lille gnist antændt af italesættelsen af systemisk racisme i USA, som bredte sig over Atlanten i forårets afslutning gennem Black Lives Matter-bevægelsen, der krævede retfærdighed for mordene på blandt andre George Floyd, Breonna Taylor og Ahmaud Arbery, der alle var ofre for politivold med døden til følge. Gennem massive demonstrationer for et opgør med systemisk racisme, der konstant diskriminerer brune og sorte borger i USA og resulterer i tragiske eksempler på, hvordan vold og diskrimination er indgroede dele af amerikansk politi, retsvæsen og politik. Denne bølge af protestbevægelser spredte sig transatlantisk til Europa og en italesættelse af racisme og diskrimination i dansk politi og retsvæsen. Så sommerens komme blev ikke blot varslet med varmere temperaturer (og naturligvis sommerregn), men også med et krav om forandring og en ligeværdig behandling af alle samfundets borgere på alle niveauer – lige fra et opgør med diskrimination i politiet til fair behandling af afviste asylansøgere på bl.a. ’udrejsecentrene’ Ellebæk og Kærshovedgård samt et opgør med eftervirkningerne af Danmarks kolonialistiske fortid.

Mere folkelig vrede og håb for forandring

Men krav om samfundsændringer har ikke blot holdt sig til race- og diskriminationsspørgsmål, men også til protester fra befolkninger i lande, hvis statsledere har handlet utilstrækkeligt og direkte usympatisk under covid-pandemien. Krav om politiske ændringer har set dagens lys i alle tidszoner, men især iøjnefaldende er det sket i Hviderusland, Europas såkaldte ”sidste diktatur”, hvor den hårdføre præsident Lukasjenkos afgang fra magten er blevet et kompromisløst krav fra den hviderussiske befolkning, hvor især det demokratiske håb udspringer fra den yngre generation. Efter valget i start-august erklærede præsidenten sig som suveræn vinder med ca. 80 % af stemmerne på trods af en opposition, hvis styrke og opbakning aldrig er set større – både før valget – og i endnu højere grad efter.

Håbet om forandring ligger fra verdens befolkninger, hvis de politiske magthavere er klar på selvransagelse.

Et symbol på den destruktive kraft, der desværre er en passende beskrivelse for året 2020, var den altødelæggende eksplosion d. 4. august på havnen i den libanesiske hovedstad Beirut, der resulterede i totalskader på byen og et foreløbigt dødstal på ca. 190 med utallige sårede. Eksplosionen var forårsaget af 2.750 tons ammoniumnitrat, der på sjette år lå beslaglagt i et varehus på havnen. Tragedien udstillede den politiske korruption og inkompetence, der lå til grund for, at så stor en mængde sprængfarligt materiale kunne ligge uforstyrret hen på et varehus i årevis, og i takt med oprydningen af byen gik libanesere på gaden for at ytre deres utilfredshed med styret. Den unge regering gik af, og Libanons politiske fremtid er mere uvis end nogensinde.

Men i murbrokkernes støv kan håbet om reel politisk revolution i Libanon skrive sig ind i den globale sommertendens med folkelige krav om forandring samt gentænkning af samfundets institutioner og sprog med det formål at skabe en verden med reel lighed og retfærdighed for alle. Dog kan det virke usandsynligt, at efteråret bliver præget af udførelsen af disse og ikke den fortsatte kamp for at slippe fri fra pandemiens klør. Men håbet om forandring ligger fra verdens befolkninger, hvis de politiske magthavere er klar på selvransagelse.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN