Den misforståede provins

16. april 2021

Mange ser provinsen som baggrunden for det sørgeligste ungdomsliv. Uden vildt byliv, muligheden for at udfolde sig og en meget lille skare af mennesker, der har samme alder som en selv. Men for Ida, der bor i provinsen i form af en ø i det sydfynske øhav, så er provinsen alt andet end sørgelig. Den er fællesskabende, kærlig, omsorgsfuld og tryg, og det eneste sørgelige ved den er, at hun på et tidspunkt er nødsaget til at forlade den.

Jeg ser ud ad vinduet på provinsen i fuldt flor. Så ser jeg den i ordbogen: dele af et land, der ligger udenfor hovedstadsområdet. Det betyder, at Aarhus principielt kunne være provinsen. Odense, Esbjerg og Aalborg er lige så meget provinsen som Otterup, Egtved og Albjerg. Jeg får mit hoved ud af ordbogen og samler langsomt min kæbe op, der ligger på gulvet og roder forvirret rundt i en blanding af lykke og ”I skal ikke tro, at I ved, hvordan provinsen er, hvis I er født og opvokset i Aarhus”bitterhed.

Provinsen er mange ting, der ikke blot kan opsummeres som et område udenfor Storkøbenhavns grænser. Det er natur, fællesskab, huse til salg, lokale værtshuse og dét altid at møde nogen, man kender, når man går til købmanden efter mælk. Det er ikke at rode rundt i kilometerlange rækker af konserves og pasta i Bilka, men i stedet at være på fornavn med købmanden og altid finde det, man skal bruge, når man går gennem de snævre gange af et bredt udvalg. At møde en ven fra folkeskolen eller hende, hvis hund man passede, da man var ni år gammel. At stoppe op og snakke om, at det lokale fodboldhold slog nabobyens hold til kampen i sidste uge, når køen er lang og samtalen er naturlig, selvom man ikke kender ham foran. Det er at køre forbi træerne ved byskiltet og holde stille for at se alle bannerne, der byder de fælles lokale velkommen hjem fra ferie, tillykke med brylluppet eller fødselsdagen. At have en fælles facebookgruppe, hvor man skriver om, hvad der sker i byen, og hvor alle bidrager. Det er alle de ting, som provinsen er.

Provinsen er smuk, omfavnende, men til tider ensom. Den er som et langt kram fra en fremmed, og den er som at stå op en søndag morgen for at finde ud af, at der er dugfrost, som knaser under dine sko, når du tager de første skridt ud ad døren. Der er stille nok til at høre dugfrosten ved hvert skridt, man tager, og alligevel er der larmende på en måde, som kun traktorer og havet kan gøre det i symfoni med hinanden. Provinsen er en misforstået størrelse, selvom nogle mener, at den er fordømt til perfektion og det, tror jeg, er fælles, om man bor på en ø i det Sydfynske, i Nordjylland eller på Falster. Når provinsen møder storbyen, opstår flere barrierer, som talte de to forskellige sprog, der ikke er bygget op omkring én og samme sprogstamme, som dansk og tysk er det af den germanske, men om samvær, normer og udtryksformer, der er uendeligt forskellige.

Provinsen er mange ting, der ikke blot kan opsummeres med et område udenfor Storkøbenhavns grænser. Det er natur, fællesskab, huse til salg, lokale værtshuse og dét altid at møde nogen, man kender, når man går til købmanden efter mælk.

Jeg erindrer tydeligt mit eget første møde med storbyen. Mit første møde, hvor det slog mig, at der er en tydelig mental afstand mellem land og by, selvom jeg i min naive menneskelige tilgang til verden tillod mig at tænke det anderledes førhen. Jeg stod midt på Rådhuspladsen omringet af flere menneskekroppe, end min egen har været tæt på før, larm fra måger, selvom jeg ikke anede en havn i horisonten og støjen fra trafikken, der udstødte mekaniske brøl på en anden måde, end når landbrugskøretøjerne kører mellem markerne i høstsæsonen. En klaustrofobisk følelse sitrede, da jeg delte opholdssted med så mange andre travle mennesker. Mennesker med hoveder i smartphones og ører med lydisolerende høretelefoner på. Mennesker med hastige skridt, fordi benene er transportmiddel, og en gåtur ikke blot er til for at nyde naturen. Med fortvivlelse herskende over mit ængstelige sind skulle jeg finde metroen og jeg, der intet ved om undergrundens skinner og skiftende transportplaner, spurgte en fremmed, dog venlig, sjæl om hjælp. Han peger i retning af det lysende, røde versal “M”, i hvis lys jeg ser fuldstændig tåbelig ud, og da jeg spørger, om han ved, hvad tid mit tog afgår fra perronen, er det som om, at lyset skinner endnu mere i min retning. Mit spørgsmål møder latter, og hans ven griner også. Jeg soler mig i grinene, min uforståenhed og det røde lys fra metroen og bevæger mig derned med hans løfte i mente om, at jeg ikke vil skulle vente mere end to minutter. Og ganske rigtigt står jeg der i knap ét minut, før det underjordiske tog tager mig præcis derhen, hvor jeg skal være. Det er noget helt andet end at misse sin bus og skulle vente en time på den næste.

Når jeg tænker på offentlig transport, så forstår jeg godt, at provinsen ikke er attraktiv for unge mennesker. Men når jeg snakker med de, der mener, at det er mindre pinefuldt at dø end at være ung i provinsen, så ender jeg ofte i debat om emner som nattelivet eller manglen på samme og muligheden for at udfolde sig som et farverigt og normafvigende menneske, hvad end vi snakker seksualitet, kønsidentitet, tøj- og karrierevalg. Og se, dét forstår jeg ikke.
Nattelivet eksisterer. Det er anderledes, men det findes. Vi drikker også øl. Vi danser også på et dansegulv og kalder det for “floor”. Vi spiser også et pizzaslice eller en durum på vejen hjem i al vores fordrukkenhed. Vi kysser også med hinanden og har moralske tømmermænd dagen efter. Til gengæld har vi bare én gade at gøre det på. En håndfuld værtshuse og ét enkelt diskotek med et floor, der minder om entréen på de københavnske og århusianske klubber. Til gengæld møder vi alle, vi kender, og kan tage i byen alene og alligevel ende med aldrig at blive det, selvom solen står op, når vi tager hjem. For mig er det fællesskab, venskab og tryghed, selvom det også er et beruset natteliv.

Jeg tror, at vi tager nattelivet med os videre i vores færden rundt i provinsen. At vi skaber fællesskab af en anden slags – ikke nødvendigvis et bedre. Men vi passer på hinanden og følges ad gennem årerne. Gennem udvikling og gennem brydningen af de rammer, som vi hver især gerne vil ud af. Vi kender de samme mennesker, fra da vi gik i børnehave, nogle sågar mødregruppe. Vi mødes gennem venners venner og sportsgrene. Vi bliver fastømrede vennegrupper, for der er ikke nødvendigvis alverden at vælge mellem, mens vi vokser op. Det finder vi tryghed i. Trygheden findes i de venskaber, der er så stærke, at de ikke brydes af forskelligheder og af, at nogen opfører sig anderledes, end det de fleste forstår som normen. Jeg er sikker på, at det giver mod på at være ærlig og være sig selv på trods af en provinsiel opvækst. Jeg er sikker på, at det had og den fremmedfjendskhed, der hersker, ikke er hyppigere i de ydre kroge af det danske samfund, men i stedet at det handler om individuelle mennesker, deres holdninger og generationskløfter. Det må vi ikke tage fejl af. Til gengæld har vi bare ikke den samme store skare af forskelligheder, som man ser i storbyen, fordi vi ganske enkelt er færre unge mennesker til at danne den slags fælleskaber. Så jeg forstår behovet for at møde andre som en selv, og jeg forstår behovet for at finde de store fællesskaber for forskellighederne. Dér hvor der virkelig er højt til loftet og plads til at være det ærlige jeg, man er født til at være. Jeg ved bare selv, at der altid er højt til loftet hos mine venner, deres familier, min egen og i den natur, som der findes uendeligt meget af her i provinsen. Der er plads til selvudvikling og store armbevægelser og det bedste er, at jeg ikke tvivler ét sekund på, at der er plads til mig her; for det er jo det fællesskab, som vi alle har brugt et helt liv på at opbygge sammen. Det smider man ikke væk. Ikke i storbyer, men heller ej i provinsen.

Nattelivet eksisterer. Det er anderledes, men det findes. Vi drikker også øl. Vi danser også på et dansegulv og kalder det for “floor”. Vi spiser også et pizzaslice eller en durum på vejen hjem i al vores fordrukkenhed. Vi kysser også med hinanden og har moralske tømmermænd dagen efter.

Jeg gik engang tur rundt om Søerne, selvom jeg aldrig har forstået, hvad det halve af København laver der, når først solens stråler viser ansigt. De pibler alle sammen ud og skal gå en tur og vælger alle den samme rute, så der bliver nødt til at være system i det, for at det kan lykkes på de mest populære tidspunkter. Så der gik jeg. Jeg, der plejer at gå en tur rundt om Sørup Sø og ikke møde ét eneste menneske på min vej, fordi terrænet ikke er velegnet til en slentretur. Jeg, der går Thurø rundt på en time og siger: “god tur rundt,” første gang jeg møder nogen og efterfølger den med en akavet så mødes vi igen”-dans, når vi krydser hinandens veje for anden gang. Jeg gik der rundt om Søerne og fik et træt stemmebånd efter 200 meter af at sige “pænt goddag” og “god tur rundt”. Og så havde jeg ondt i ørerne af en larmende stilhed af intet svar, selvom jeg stadig kunne høre bilernes ræsen om ørerne på mig. En mærkelig kombination, der blev efterfulgt af en kærlig og mildt hånende latter fra min gående kompagnon: “Sådan gør man ikke her”. Min veninde havde ret, da hun hentydede til min provinsielle tilgang til en gåtur, for ganske rigtigt havde ingen ønsket mig god tur rundt om det berømte Københavnske gåtursmekka, da jeg havde taget mit sidste skridt på turen.

Mange tror, at provinsen er ensom. At provinsen er et sted, hvor man bliver udstødt, hvis man træder lidt forkert. Men jeg tror, at mange tager fejl. Jeg er sikker på, at der findes fællesskab, sammenhold og omsorg på en måde, som man ikke finder andre steder end i de små provinsielle, danske hjørner af landkortet. Det er helt unikt for de små samfund rundt omkring, hvor alle passer på alle. Jovist det har sine udfordringer, men det har alt, og jeg er sikker på, at vi får meget mere ud af det, end vi taber på det ved at sige god tur rundt om øen.

Misforståelser opstår hele tiden, og det kan være svært at forstå, hvorfor de opstår. Det er som en joke, alle fortæller og pludselig tror nogen på, at Jylland faktisk kun er marker udenfor ringvejen ved Aarhus. Pludselig tror nogen på, at unge mennesker i provinsen bruger deres løn på en Red Bull på tanken og nye fælge til deres sænkede bil. Pludselig tror nogen, at der er tre kilometer mellem husene, og at vores forældre arbejder med landbrug.

Mange tror, at provinsen er ensom. At provinsen er et sted, hvor man bliver udstødt, hvis man træder lidt forkert. Men jeg tror, at mange tager fejl.

Men nogle gange er misforståelser også noget, som jeg skaber. For jeg skaber provinsen og mennesker, jeg holder af, skaber hovedstaden. Jeg skaber provinsen gennem min forståelse af den. Gennem de minder, jeg tillægger den og de venskaber, der blomster deri. Mine venner skaber hovedstaden. Gennem alle dens muligheder, dens vilde liv i overhalingsbanen og en perifer omgangskreds på størrelse med alle provinsens unge tilsammen. Sammen skaber vi forskellige normer og værdier for vores individuelle samfund, der i og for sig burde minde så meget om hinanden, men som egentlig ikke gør. Som er vidt forskellige, men som alligevel tillader os at kommunikere og lære af hinanden og måske endda bytte rundt, fordi noget nyt er spændende. Vi skaber alle sammen lidt af landkortet og gør vores for at mødes midt på Storebæltsbroen, selvom det nogle gange går helt galt. Men alligevel finder vi måder at mødes på midten på. Ved at tage det bedste fra begge verdner eller lave en ordning, hvor der er plads til det hele.

Og blot fordi man ikke hilser på hinanden rundt om Søerne, når man går en lørdagstur, så betyder det ikke, at man ikke vil være venlig. Det betyder bare, at alle københavnere ville rende rundt uden taleevne til sidst, hvis de gjorde. Og blot fordi jeg ikke bor i mulighedernes centrum, betyder det ikke, at jeg ingen muligheder har.

Nogle gange ville jeg også ønske, at noget bare var en misforståelse. Som når mine storbyvenner siger, at jeg må da blive ensom, når alle mine venner og bekendte rejser til større byer for at studere. Desværre har de ret nogle gange. Nogle gange går provinsen helt i stå, og selvom det er det smukke ved at bo her, så er det også det mest ensomme, når hele ens ungdommelige omgangskreds søger storbyens funklende mulighedslys og studerende vildnæs.

Måske er jeg bare en gammel sjæl, hvis hjerte banker inderligt for provinsen og dens skønhed. Måske elsker jeg, at verden engang imellem står helt stille, og den eneste larm er stilheden, der trommer højlydt i mine sarte ører. Måske elsker jeg at identificere mig med havets brusen og endeløse stier i skovens dybde. Men måske skal man videre en dag. Have rigtig larm i ørerne og opleve, at verden er anderledes, for det gør alle andre. Det kan være, at jeg så en dag kommer tilbage og elsker hele mit hjem endnu mere, end da jeg forlod det.

Hvad tænker du?

  1. Emilie siger:

    Det her er en af de fineste tekster jeg har læst længe og med gode perspektiver<3 kh en fellow gammel sjæl med et hjerte der banker for provinsen;)

  2. Ida L. siger:

    Det varmer mit provinsielle hjerte. Tak, kære Emilie !

  3. Annette siger:

    Jeg forsvandt helt ind i denne flotte beskrivelse af provins vs storby, og så alle billederne som du lavede/beskrev. Dette er en fantastisk artikel, og jeg er vildt imponeret. Du skriver virkelig godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN