Kig ikke – jeg er lige bag dig

11. april 2019

En mumie i Tintin. En indlæggelse på hospitalet. Rasmus har skrevet en tekst om Laurie Andersons to albums, ’Strange Angels’ (1989) og ‘The Ugly One With Jewels’ (1995), og om, hvorfor han ikke kan lade være med at kigge tilbage. Rebecca har indkapslet tekstens stemning i en række fotografier, hvor hun har fortolket ordene ‘engle’ og ‘juveler’.

Da jeg var yngre, elskede jeg at læse Tintin. Det gør jeg for den sags skyld stadig, men den gang kunne jeg få mange timer til at gå, imens jeg fortabte mig i den belgiske tegner Hergés tegneserie om den unge reporter, der i selskab med sin lille, hvide Foxterrier Terry og sin ven, den fordrukne sømand Kaptajn Haddock, løste det ene besynderlige og vanvittigt spændende mysterium efter det andet. Særligt en enkelt tegning gjorde indtryk på mig. Det er en tegning fra det bind, der hedder De syv krystalkugler, som forestiller den mumificerede inkakonge Rascar Capac, der er blevet vækket til live og er brudt ud af sin glasmontre. På tegningen ser man mumien kigge ind ad et vindue med kulsorte øjne og tænderne blottet i et ondskabsfuldt grin. Billedet skræmte mig fra vid og sans og blev permanent ætset ind på min nethinde, og siden dengang er det med jævne mellemrum vendt tilbage til mig.

Flere år efter at være blevet dybt traumatiseret af De syv krystalkugler var jeg en aften sammen med min veninde Alberte. Hun havde netop opdaget albummet The Ugly One With the Jewels fra 1995 af den amerikanske performancekunstner og musiker Laurie Anderson, og vi besluttede os for at lytte til det. Vi hældte rødvin op i glas, slukkede lyset, tændte stearinlys og åbnede vinduet og lod den forholdsvist lune forårsnat trænge ind i hendes soveværelse. Vi lagde os i hendes seng og trykkede afspil.

Albummet består af oplæsninger af en lang række historier fra den ikke-eksisterende bog The Nerve Bible sat til drømmende, ambient musik. Historierne spænder vidt: fra et resume af en scene fra en Fassbinder-film til en anekdote om engang hun prøvesprængte bomber på en parkeringsplads i Israel. Fra den iskolde nordpol til den tropiske regnskov på stillehavsøen Pohnpei. Nogle af fortællingerne er vanvittigt sjove på en tragikomisk måde, mens andre er hjerteskærende, nogle er poetisk beskrivende, mens andre er chokerende direkte. Uanset hvad gælder det for dem alle, at Laurie Anderson læser dem højt med samme gåsehudsfremkaldende stemmeføring som et barn, der i skæret fra en lommelygte fortæller gyserhistorier til en overnatning med sine venner.

Da albummet var slut, kiggede Alberte og jeg på hinanden. Der var noget ved albummets stemning, der gjorde, at vi begge uafhængigt af hinanden var blevet mindet om billedet af mumien Rascar Capac, siddende udenfor vinduet i De syv krystalkugler. Senere har vi grint af det mærkværdige og syrede sammentræf, men dengang havde vi kun en enkelt ting i tankerne: Vinduet skulle lukkes.

...der handler om djævelen, der kommer efter en, når man mindst venter det.

For et par måneder siden var jeg indlagt. Lægerne havde mistanke om en hjerneblødning, og jeg skulle overnatte på hospitalet. En sygeplejerske vækkede mig hver anden time for at sikre sig, at min hjerne ikke manglede ilt, og jeg opgav hurtigt at falde i søvn. Mens jeg lå vågen i min hospitalsseng, lyttede jeg igen og igen til et andet af Laurie Andersons albums Strange Angels fra 1989. Mens The Ugly One With The Jewels udelukkende bestod af spoken word er Strange Angels klart Andersons mest musikalske og lettilgængelige album. Nogle har beskyldt hende for at sælge ud og blive “poppet” (det værste, der kan overgå en avantgarde performancekunstner, må man forstå…), men det dækker egentlig bare over, at hun på dette album synger mere, end hun taler, og at flere af sangene har tydeligt definerede strukturer med både vers og omkvæd. Og mens eksempelvis titelsangen og den voldsomt sarkastiske “Bautiful Red Dress” har ganske iørefaldende melodier, skal man lede længe efter popalbums med en sang så uhyggelig og aggressiv som ‘The Day The Devil”, der handler om djævelen, der kommer efter en, når man mindst venter det, hvor Laurie Anderson har manipuleret sin stemme til en dyrisk og dæmonisk raspen.

Hun skaber en slags lyrisk mosaik af minder, der til sammen viser et billede af et menneskes liv.

Det var dog især afslutningssangen “Hiawatha”, der betog mig, mens jeg lå der på den mørke hospitalsstue. Sangens fragmenterede lyriske billeder af mennesker, landskaber og stemninger, der langsomt passerer forbi, mindede mig om en døende person, der bruger sit livs sidste øjeblikke på at genkalde sig scener fra det:

Geronimo and little Nancy / Marilyn and John F. Dancing / Uncle took the message and it’s written on the wall / These are pictures of the houses / Shining in the midnight moonlight / While the King sings Love Me Tender / And all along the highways / And under the big western sky / They’re singing wild blue

Laurie Anderson synger om fjerne kyster, skinnende, blåt havvand, mørke skove med kæmpemæssige fyrretræer, vidt strækkende prærier, rumraketter, der skyder gennem nattehimlen og telefonsamtaler, der aldrig blev til noget:

I said: Hello Operator, get me Memphis Tennessee / And she said: I know who you’re trying to call, darling, and he’s not home, he’s been away / But you can hear him on the airwaves / He’s howling at the moon / Yeah, this is your country station / And honey this next one’s for you

Hun skaber en slags lyrisk mosaik af minder, der til sammen viser et billede af et menneskes liv. Det passede til de forestillinger og tanker om døden, som hospitalet fremmanede i mig – ikke fordi jeg troede, jeg selv var så meget som i nærheden af at dø, men fordi jeg vidste, at en stor del af de, der lå i stuerne omkring mig, måske var.

En af fornøjelserne ved at dykke ned i Laurie Andersons værk er, at stort set alle hendes albums indeholder små referencer, der peger tilbage til tidligere albums. Små påskeæg, man som fan kan finde og glæde sig over. Det gælder således også to albums som Strange Angels og The Ugly One With The Jewels, der ellers er enormt forskellige i deres form. Et eksempel er historien “Someone Else’s Dream” fra sidstnævnte, der slutter med et par linjer, som oprindeligt stammer fra den filmiske og vanvittigt smukke sang “Coolsville” fra Strange Angels:

Some things are just pictures / They’re scenes before your eyes / And don’t look now / I’m right behind you

De linjer har altid fascineret mig, og med tiden er de gået hen og blevet ligeså fast indprentet i min bevidsthed som billedet af mumien Rascar Capac, der sidder udenfor vinduet og lurer. Kig ikke – jeg er lige bag dig.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Åh, en skøn tekst Rasmus, hilsen hende der stadig bliver kaldt Professor Tournesol derhjemme

  2. Cille siger:

    Jeg har set/hørt/oplevet hende to gange (første gang til premieren på hendes seneste film “Heart of a Dog” og senere til koncert i Helsingør), og siden da har min helt store ambition i livet er, at blive en ligeså god historiefortæller som Laurie! Hun er fantastisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her