Den sommer, du døde

Collager af Vita Christensen

I morges vågnede jeg med tårer i øjnene, overrasket over, at jeg overhovedet var vågen. Fem minutter inden havde jeg ligget med min mor på et træloft i min mormors sommerhus omringet af pastelfarvede Vintage Suits og lange, blomstrede, hjemmesyede kjoler med hovedet ned i alle de puffede blomsterbroderede puder og snuset duften af min mormor helt ind i næsen. Græsset på plænen udenfor huset var grønt, roserne stod i fuldt flor, og flaget var hejst på den høje flagstang i bunden af haven. Alt emmede af lykke udefra, men klipningen i drømmen skiftede mellem min mor og jeg indenfor, grædende i det støvede mørke, og lykkens lys udenfor.

Det allersværeste og hårdeste for mig i 2019 har været at miste min mormor. Jeg tror aldrig rigtigt, at jeg havde gået med forestillingen om, at min mormor på et tidspunkt ville dø. Vi har set hinanden mindst en gang om ugen, siden jeg var 10 måneder. Det var lige så godt, når hun hentede mig i sine lange, smarte frakker, med flot makeup og med sine naturlige, lange krøller liggende blødt på sine skuldre (ja, faktisk bedre) fra vuggestue/børnehave/skole, som når mine forældre gjorde det. Det var mig og hende, som spiste müsliboller fra Illums bager og drak stærk Ribena-saftevand og var på malersafari i frostgrader i Østre Anlæg. Hende, som fulgte mig til kor og ballet, som trofast ventede udenfor det lille, indelukkede lokale, fordi hun vidste, at mit liv ellers ville gå itu. Hende, som lavede langtidsstegte ’løveben’ og lærte mig at kunne lide ribsgelé. Det var os, bogen Mille og mormor blev skrevet om (bildte vi i hvert fald os selv ind). Min mormor, som tilsidesatte hele sit liv for alle andre, verdens MINDST egoistiske menneske, verdens STØRSTE glædesspreder.

Min mormor har aldrig været gammel. Hun har altid været hip, hurtig og klar på det hele. Hele mit liv har vi snakket om, at hun skulle se sej og smart ud til mit bryllup. At hun skulle hente mine børn i børnehaven, og at det, at jeg fik børn, ville betyde, at vi kunne have et familiekor, som hun skulle spille klaver til juleaften. Min mormor har ALDRIG været gammel. Hun har aldrig været træt, senil eller lugtet af ældre mennesker. Hun har til gengæld altid været mere med på moden end mig (spist de rigtige steder, gået på de rigtige museer og haft det rigtige tøj på), holdt kæmpestore, lækre middage og haft så mange skønne og sjove veninder, hun altid så. Hun var familiens holdepunkt. Værnede om alle traditionerne – sommer-OL i sommerhuset, skaldyrsmiddag d. 23. december og Nøddeknækkeren, uanset om det var den russiske, danske eller amerikanske opsætning. Og selvom der altid har været utilfredse miner, uretfærdige behov og særlige hensyn, har hun klaret det hele med et smil og et grin. Min mormor – familiens samlingspunkt. Familiens trofaste vogter. Familiens opdrager, optursmenneske og overhoved.

Jeg har syntes, det har været så svært at dele, hvor ked af det jeg er. Især med mine tætteste veninder og sådan set også med mine forældre. Jeg har ikke villet komme til at græde, så folk har skullet tage sig af mig. Min mormor var min bedste veninde, min følgesvend og et af mine helt store ikoner. Jeg tænker på hende hver eneste dag, og jeg synes, det er så uretfærdigt at have mistet hende. Sorg er individuelt, og der er ikke nogen rigtig og forkert måde at føle på. Alligevel kan jeg have dårlig samvittighed over at være så ulykkelig og ødelagt over, at min mormor er død. Fordi jeg kender mennesker, som har mistet en forælder. Mistet deres søskende. Til tider skammer jeg mig tilmed over, at det har ramt mig så hårdt. Jeg tager mig selv i at lægge låg på mine følelser, når jeg en sjælden gang fortæller mine nærmeste, hvor ked af det jeg er over, at hun er død: ”Men jaja, det skal nok også blive fint. Det er bare lidt overvældende nu. Det er også bare, fordi det har taget hårdt på familien”. For JEG HAR trods alt begge mine forældre, og ingen søskende at bekymre mig om. Men det er det værste, der er sket i hele mit liv. Jeg savner at snakke med nogen, der forstår mig. For sorg kan komme snigende på de underligste tidspunkter. På vej hjem fra uni på cyklen i krydset mellem Bredgade og Kongens Nytorv. Som i nat i drømme. I bilen med mine veninder. Og når jeg kigger op i lyset på novemberdagene, hvor min mormor og jeg aftalte, hun ville være. Jeg mangler nogen, som ikke synes, jeg overreagerer, eller som ikke selv har prøvet det, men alligevel kloger sig. En gammel bekendt sagde til mig: ”Jeg tror bare, det er vigtigt for dig at komme videre”, det tror jeg ikke, det er. Jeg tror omvendt, at det gælder om at være i sorgen, mærke den og tage den til sig, men samtidig vide, at der er et lys derude. På et tidspunkt kommer jeg til at kunne leve med sorgen, men lige nu er den ubærlig, forfærdelig og altopædende. Lige nu er jeg sur på verden. Sur over, at jeg ikke tør stå ved, at det er lige så okay at være ked af det over, at ens mormor er død, som ens mor. Lige nu virker sorgen som verdens undergang. Og det er helt okay.