Der er sket en ændring i vores datingliv. Er Tinder the one to blame?

Tinder har ødelagt vores datingliv. Eller har det? 

Det er uundgåeligt at bemærke, at vores datingkultur er mærket af den digitale tidsalder, vi lever i. Siden den famøse datingapp Tinder tog verden med storm for 10,5 år siden, har dens 75 millioner brugere i alle aldersgrupper swipet sig gennem det modekatalog, man nonchalant bladrer igennem. Af mennesker, der bliver reduceret til korte slogans. Det hele skal gå hurtigere og hurtigere, og der går nærmest sport i at have så mange matches som muligt. Det første kys er blevet erstattet af det første knald, og førstehåndsindtrykket er blevet erstattet af den mest catchy linje på datingprofilen. Men faktisk har vores datingkultur ikke ændret sig markant fra 1900-tallets romantik.

Klik her og Støt SEIN

Når jeg tænker tilbage på vores bedsteforældres ungdom, får jeg associationer til tilfældige møder, faste parforhold og vedholdenhed. Dengang hvor kærligheden virkede uproblematisk og gnidningsfri. Men hvis vi zoomer ind på begyndelsen af det forrige århundrede, finder vi, at der allerede på daværende tidspunkt opstod en forestilling om, at singler indgik i et marked, hvor de kunne reklamere for sig selv og erhverve en anden. Denne form for dating var tæt forbundet med den forbrugerkultur, der voksede sig stærkere under efterkrigstidens økonomiske boom. Det var en kultur, hvor man skiftede bil, sko og kæreste ud med passende mellemrum. Netop det store udvalg og måden, man dengang skiftede ud i dem på, afspejler den forbrugskultur, vi har i dag. Datidens forestilling minder altså meget om nutidens online-dating og stævnemøder, hvor vi træder ud på et marked med et særligt sæt af konventioner og forventninger. Et sæt, der alt sammen er formet af 1920’ernes sælgen-sig-selv, 1950’ernes forbrugerkultur, 1960’ernes drømme om frihed og 1980’ernes individualisering og kræsne udvælgelse.

Datingapps ér jo fedt; man møder folk, man nødvendigvis ikke ville have mødt, man kan nemt afsøge markedet, og man har kontrollen over, hvem man skriver med. Især Tinder og Smitten er et kæmpe hit, da man med et spil-agtigt design bevæger sig gennem kødmarkedet og lærer nye mennesker at kende. 

Alligevel leder sådanne apps tilbage til 1980’ernes kræsne udvælgelse. Christian Groes, antropolog og kønsforsker ved RUC, ser det som et problem i vores datingkultur: “Der er en kræsenhed og en hierarkisering af skønhed og smarte bemærkninger. Det kan gøre, at man tænker i hierarkier, hvor man vurderer folk ud fra en samlet gruppe. Og i den logik kan man altid finde nogle, der er bedre, flottere og sjovere.” Derimod påstår Christiane Vejlø, trend- og fremtidsanalytiker og direktør i Elektronista Media, at vores Tinder-adfærd blot er en amplificering af en kynisme, som vi i forvejen besidder: “Det er vel ikke mere kynisk, end når folk mødes fysisk og straks vurderer, om den anden har en grim skjorte på, er for højt- eller lavtuddannet eller for tyk. I stedet for Peter og Mette, der mødes på en bar, er det bare millioner af mennesker, der bliver analyseret og vurderet. Der sker en sortering uanset.” 

Forskellen på millioner af muligheder og et begrænset antal er netop dét, som gør det svært for swiperne at finde en kæreste. Fordi Tinder præsenterer os for utallige muligheder, bliver det sværere at træffe et valg. I gamle dage, hvor man levede i afgrænsede samfund, var mulighederne langt mindre, og valget var tilsvarende nemmere. Måske havde man ikke engang noget valg, fordi det på forhånd var afgjort, hvem man skulle stifte familie med. Individualiseringen og den kulturelle frisættelse, som sker i det senmoderne samfund, skaber et paradoks: selvom vi nærmest har uendelige muligheder, har vi svært ved at træffe et valg, hvilket kan skyldes frygten for at vælge forkert. Det er blevet mere udfordrende at forpligte sig til en person, for græsset er altid grønnere på den anden side. Og det er netop dét fænomen, som styrkes af Tinder.

Vi befinder os i et utopisk skønhedsideal, og Tinder lever højt på det

Apps har generelt fucket datingverdenen fuldstændig op, fordi vi ved swipe efter swipe bliver præsenteret for et utopisk skønhedsideal. Det gør os mere kræsne over for det, vi ser i virkeligheden. Og det giver os for høje standarder ift. vores kommende partners udseende, fordi vi ved, at vi har fundet noget bedre på mobilen. 

Som Christian Groes udtaler, gør den digitale distance, at vi mister forpligtelsen over for andre. Vi lever i en low effort-kultur, hvor man ikke behøver at gøre den store indsats, og så kan man forsvinde igen. Det bidrager også til, at det bliver så meget nemmere at afvise uden problemer, når man ikke kender personen i forvejen. For man skal ikke forholde sig til mennesket efterfølgende. Og det er jo egentlig helt vildt toxic. Datingapps gør det altså pludseligt naturligt for os ikke at tænke på konsekvensen af vores handlinger. Man kan sige, at appsene bidrager til, at der opstår en slags følelsesløs kærlighed.

Jeg synes, det er super essentielt, at man ikke behøver at gøre den store indsats, fordi det er også det, der er så kendetegnende ved Tinder; man får kun mulighed for at chatte med dem, der også har valgt en til, så interessen er på den måde allerede etableret. Man behøver ikke længere at tage mod til sig og gå hen til en fyr eller en pige i baren på en fredag aften med vennerne med risiko for at tabe ansigt, hvis man bliver afvist.

Men hvor bliver de tilfældige møder af, som vi holder så meget af i filmverdenen? Er vi blevet for utålmodige til at lade vores kærlighedsliv være op til skæbnen? Jeg elsker personligt selv, når en ung high school elev taber bøgerne på gulvet, og den flotte baseballspiller eller den søde cheerleader kommer over og hjælper med at samle dem op, og deres øjne mødes for første gang. Gennem filmens forløb fortsætter de med at støde ind i hinanden tilfældigt, indtil en af dem til sidst erklærer sin kærlighed til den anden. Spørgsmålet er bare, hvorfor sådanne meet cutes ikke bliver dyrket noget mere, når der i populærkulturen hersker en idé om, at romantik skal være tilfældig for at være ægte romantisk? 

Ifølge Christiane Vejlø er der så meget af det, vi foretager os, som ikke længere er tilfældigt, fordi vi bruger vores telefoner til at guide os på mange måder. Der er altså efterhånden meget få menneskelige møder, der ikke har haft en algoritme involveret på et eller andet tidspunkt i processen. Som Søren Schultz Hansen, forfatter og ekstern lektor på CBS, siger, er det ikke kun vores datingliv, der er hyper-digitaliseret. Det er langt de fleste af vores møder. Med Tinders systematiserede, algoritmebaserede og ikke-tilfældige møder bevæger vi os endnu længere væk fra de romantiske meet cutes. Så måske vi i virkeligheden skal finde svaret i Happn. 

Happn er en lokalitetsbaseret datingapp, der bringer den digitale dating tættere på tilfældige, romantiske møder. De fire franskmænd, der står bag appen, skabte netop Happn med troen på, at tilfældigheder og skæbner er det, der bringer to mennesker til det samme sted på samme tid. I den digitale tidsalder må det være det tætteste, vi kommer på moderne og virkelighedsnære meet cutes. Det er i hvert fald tydeligt, at vores kærlighedsliv bliver computerstyret, og det vil ikke komme bag på mig, hvis dating om ti år flytter ind i metaverset.

Vi skal tro mere på den virkelige kærlighed

Tinder og de andre moderne datingapps er altså sindssygt styrende for, hvordan vi dater. Men også for udviklingen af os som en generation med commitment issues og manglende rygrad til at foretage et valg blandt de utallige personer, der præsenteres for os. Tinder har gjort det super nemt for dig, der vil have et hurtigt knald. Derimod har appen gjort dig mere kræsen, hvis du er ude efter en partner. Så måske det er på tide, at vi tror lidt mere på kærligheden ude i den virkelige verden og dyrker de tilfældige møder, selvom det ellers kan virke totalt håbløst. Nu vil jeg i hvert fald stikke ‘We Found Love’ med Rihanna i ørene og håbe på at finde “love in a hopeless place.”