Der findes ikke altid et svar

12. juni 2018

Nogle gange har man bare brug for ét svar. Én løsning. En forklaring på alt det, der ikke giver nogen mening. De valg, man ikke forstår, hvorfor man tager. De ting, hun sagde. Det, der sker. Camilla har skrevet en tekst om at ligge søvnløs om natten, mens alt vrider sig i hende for at finde facitter i et liv, der nok aldrig kommer til at gå op som i et regnestykke.

Foto af Esther Gandrup

At sige at jeg aldrig har været glad for matematik ville være en ekstraordinær stor underdrivelse (for jeg kan virkelig ikke fordrage det). Alligevel er jeg suverænt stor fan af facitter. Måske ikke bare fan. Jeg er, tror jeg, afhængig af at finde facitter. Forklaringer. At kunne sammenfatte og opsummere i én rammende, fyldestgørende konklusion, der giver overblik over den endegyldige sandhed. For det er den eneste måde, jeg kan finde ro, når der er noget, jeg ikke kan forstå.

Det gælder for så vidt i alle livets forhold. Jeg har ikke tal på, hvor mange konklusioner jeg har ligget søvnløs for at finde frem til. Når der er noget, jeg ikke kan forstå, kan jeg ikke slå mig til tåls med, at sådan er det. Jeg skal kende årsagen. Men det drejer sig selvfølgelig ikke kun om at kende årsagen. Hele pointen er at finde den højere mening. Altså den, der gerne skulle forklare, hvorfor dårlige, uretfærdige, nedslående ting sker. For hvis der ikke er en mening med de ting, der gør ondt, hvad er ellers pointen med deres eksistens?

Måske er det et ret alvorligt problem at være afhængig af at finde den meningsfulde pointe med de ting, man oplever, og derfor nægte at acceptere, at ikke alting har en dybereliggende mening. Måske er det en decideret miljøskade, forårsaget af alle de Hollywood-film, jeg er vokset op med. I populærkulturen åbenbarer der sig altid en mening, der gør tårerne og besværet værd. Det kan godt være, den er svær at finde, det kan godt være, den først står frem, når hovedkarakteren har kæmpet i 120 minutter – men den skal nok komme. For den er der jo altid. “Når en dør lukkes, åbner et vindue”. “Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”. Dét er ofte moralen. Jeg har lært, at der vil være en pointe med det, der gør ondt, også selvom det kan være svært at se. Og at alt nok skal blive ok, hvis blot man kan finde frem til denne mening eller pointe – det endelige facit.

Foto af Esther Gandrup

Således finder jeg mig selv blive rundtosset i mørket af mine snurrende hjerneceller, når minutviseren allerede har passeret 00.00 for mange gange. Og det fortsætter, lige indtil jeg finder svaret – eksempelvis på hvorfor jeg konsekvent bliver kærester med drenge, jeg ikke er forelsket i, eller hvorfor jeg altid antager, at dem, jeg møder, ikke kan lide mig.

Når man lever i denne verden, hvor man altid leder efter svar, facit, konklusion og mening – hvad end det så drejer sig om matematik, selvværd, litterær fortolkning eller relationer til andre mennesker – kan det være svært at erkende, at et facit ikke altid findes. Og endnu sværere at forstå, at det nogle gange er spild af gode kræfter at grave afgrundsdybe huller i hjernen efter dem, før man kan få ro. Det har været svært for mig at komme til den konklusion, og jeg er ærligt talt ikke sikker på, at jeg endnu har accepteret netop dét som facit. En del af mig håber nemlig stadig på, at det bare er en forklaring, der er lige så midlertidig, som den er middelmådig.

Men den anden del er træt af altid at søge efter et facit. Det virker fjollet, endda meningsløst, at have investeret så meget energi i at lede efter facitter, bare for at indse, at de ikke altid findes. Min mave snor sig i underlige formationer ved tanken. For selvom det er udmattende, drænende og frustrerende at skulle finde pointer og meninger i ting, der har været umulige at se pointer og meninger i, så har det som regel efterladt mig somewhat mere afklaret og rolig, når først jeg er kommet over på den anden side af lighedstegnet.

Er konklusionen, at der ikke altid findes et facit, og at det skal man bare lære at affinde sig med? Jeg ved det virkelig ikke, men er det basalt set ikke ironisk at lede efter et facit til spørgsmålet om, hvorvidt der altid findes et facit?
Indtil jeg på et tidspunkt (måske) finder svaret, vil jeg holde mig til, at der ikke altid findes et facit; men at det kan være okay at lede efter et det – fordi det hjælper til at reflektere, forstå og hele – så længe man ikke slider sig ned af sin besatte trang til at sætte to streger under en mening, der er umulig at finde frem til.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *