Derfor kan du ikke altid stole på en dokumentarfilm

Verdens første film var en dokumentarfilm. Lumière-brødrene filmede gader og togstationer i Paris og viste små øjeblikke fra deres hverdag i deres ’aktualitetsfilm’. Siden da har dokumentargenren taget fart, og især siden 00’erne er filmene blevet populærere – også i Danmark. I dag er den danske festival CPH:DOX en af verdens største filmfestivaller for dokumentarfilm, og den fremhæver hvert år de stærkeste nye og originale film. I år har CPH:DOX 177 nye film på programmet, så det er ikke svært at se, at genren kan trække seere til.

Langt fra de filosofiske og eksperimentelle film på CPH:DOX er der dog en anden spiller på banen.
Netflix’ dokumentarer er efterhånden blevet en genre i sig selv med film som The Social Dilemma, Taylor Swifts biografi Miss Americana og Cowspiracy, som viser bagsiden af kødindustrien. Nu har Cowspiracy fået selskab af instruktørens Kip Andersens nye film Seaspiracy. Denne gang er det fiskeindustrien, som kommer under hammeren, og dommen er ikke god.

I filmen tager aktivisten Ali Tabrizi seeren med rundt i verden, og undervejs afslører han konsekvenserne af fiskeri og havforurening: Hvis vi fortsætter som nu, er der ikke flere fisk i havene i 2048, bæredygtigt fiskeri findes ikke, og fisk er i virkeligheden fyldt med gift og tungmetaller. Alt sammen helt forfærdeligt.

Men d. 10. april lavede DR en artikel, der, med et lille ordspil, ville tjekke om Netflix-dokumentaren holdt vand. Det endte med en artikel, der gav et indtryk af, at Netflix har betalt for halvanden times propaganda fra en radikal veganer. Og DR er ikke alene med deres kritik. Både i Danmark og udlandet er Seaspiracy og en række andre Netflix-dokumentarer blevet udskældt. Men hvad er det helt præcist, kritikken af filmene går på?

For det første så simplificerer Seaspiracy virkeligheden. Fiskerne er onde, og aktivister, der kaprer fiskekuttere, er gode. Alt fiskeri er dårligt for miljøet, og den eneste løsning er at undgå at spise fisk og skalddyr.
DR’s eksperter er ret uenige. De mener, at: ”en række af filmens påstande er stærkt overdrevede,” og forklarer, hvordan alle problemerne er langt mere nuancerede, end de fremstår i Seaspiracy. Men vi ved jo, at overdrivelse fremmer forståelsen. Kip Anderson kunne sagtens have lavet en film, hvor han bare interviewede DR’s eksperter. Så ville den måske have været tættere på virkeligheden. Men hvor mange følelser vækkes i en seer af et timelangt interview med en professor, der gennemgår sit kildemateriale?
Balancen er svær at finde. For ikke nok med at der er blevet skruet op for følelserne og ned for fornuften på påstandene i Seaspiracy, så er nogle af dem direkte falske. Der findes faktisk ikke noget reelt data, der fortæller, at havene kan ende med at være tømt i 2048. Derfor bevæger dokumentaren sig på en fin linje mellem overdrivelse og fake news.

Så hvordan kan man vide, om man kan stole på en dokumentarfilm? Det er ikke helt nemt, men man kan starte et sted. For eksempel kan man se på, hvem der står bag filmen. En del af kritikerne af Seaspiracy har pointeret, at både Kip og Ali er veganere. Derudover ejer Kip et firma, der laver plantebaseret protein. Så man må sige, at de to i hvert fald har en personlig motivation bag filmens produktion. Det kan selvfølgelig både være godt og dårligt.
På den ene side bliver de jo netop utroværdige, og filmen bliver en reklame for veganerlivet. Reklamefilm for veganerlivet kan være helt fine, men selvom de har et budskab, legitimerer det selvfølgelig ikke overdrivelser og løgn. På den anden side er det næsten nødvendigt med en oprigtig interesse fra instruktørens side. Filminstruktør Mahdi Fleifel, der tidligere har vundet prisen som det nye talent på CPH:DOX, har endda udtalt, at for ham har en god dokumentar: ”en personlig stemme, der tør stille sig frem og vise sin sjæl til publikum. Der er ikke noget værre end film, hvor man ikke ved, hvorfor vedkommende vil vise en det der.” Men bliver Kip og Alis personlige stemmer lidt for fremtrædende i Seaspiracy?

De fleste forbinder også en god dokumentar med objektivitet og sandhed. Problemet er bare, at der ikke rigtig findes objektive dokumentarer. Allerede i Lumières film kan man se folk på gaden, der stopper op og kigger på kameraet – folk ændrer sig, når de bliver filmet. Virkeligheden ændrer sig, når den bliver filmet.
Ikke nok med menneskers bevidsthed om kameraet, så bliver det personlige udtryk fra instruktøren, de mange timers klippearbejde og den lækre lyd lagt oven i. Så er vi pludselig langt fra sandheden. Selv naturprogrammer om dyr, som ikke aner, at de bliver filmet, bliver følsomme. Violinerne spiller og tårerne triller, når elefantungen bliver væk fra sin mor. Intet er objektivt, og det er okay.
Professor i filmvidenskab på KU, Ib Bondebjerg, har udtalt til Information, at: ”Hvis man ikke redigerer virkeligheden, bliver den uinteressant.” Så en objektiv dokumentarfilm er ikke nødvendigvis en god dokumentarfilm. Måske er en god dokumentarfilm, én som bliver set og rammer en masse? Måske er en god dokumentarfilm for god til at være sand.
Ib Bondebjerg er citeret i artiklen: ”Den gode dokumentarfilm er manipuleret” – og med det argument kan den bedste og mest underholdende dokumentarfilm så være fake news? Er Netflix-dokumentarene og Tiger King så TV i verdensklasse?

Ifølge kritikerne er Seaspiracy ikke en dokumentarfilm i verdensklasse. Den slynger tal og skyld og skam i hovedet på seeren – men i det mindste rammer den nogen. Selvom problemerne bliver drevet lidt for vidt, så kan vi stadig bruge Netflix-dokumentarene til noget. De er nemme at finde og underholdende at se. Så kan vi blive forargede eller nysgerrige. Men vi skal bare huske på, at virkeligheden altid har flere nuancer. For hvis dokumentarfilmen er god, er den måske ikke altid helt til at stole på.