Arendse Reeh-Mogensen

Skribent

Når jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen. Når jeg ikke kan forstå eller er knust over et tab, en situation eller et menneske, så skriver jeg. Som da jeg mistede min farmor og vågnede om natten, så skrev jeg.

Jeg bliver så udmattet, når jeg har skrevet, nærmest som om jeg lige har spist et stort måltid eller som barn lige var blevet givet et glas mælk. Så er mit behov tilfredsstillet, jeg er blevet set og forstået, mit papir har forstået mig, og jeg må gerne hvile. På sofaen eller i noget græs. Der ligger jeg tit og skriver.

Men ordene behøver ikke kun at være for mig, så jeg kan lægge mig ned og sove efter. Men også for andre som kan hvile på dem og knytte omsorg til dem. Finde omsorg i dem.

Psst!
Bliv medlem af SEIN