Det ser heller ikke ud til at gå særlig godt for mig

Illustration af Søren Katborg-Vestergaard

Der er nogle mennesker, der kan leve et ganske bekymringsfrit liv. Dem, der i større og mindre grad formår at justere sig selv i en ellers skæv verden. De kan leve i en lukket, selvstændig verden og bevæge sig gennem livet uden at blive ramt af skævheden. Indtil lyset rammer dem, og deres selvsikre tilgang bliver skiftet ud med en skamfuld følelse af usikkerhed og uvidenhed. 

Jeg vil gerne fortælle, hvad jeg ved om den følelse. Noget af det har jeg selv oplevet, og noget har jeg hørt fra mennesker, der også kender til følelsen.

November er begyndt, og nogle er kommet ind i den tid, hvor de er kommet i gang med deres uddannelser. 

Nogle dropper ud, nogle kom ikke ind, og nogle søgte slet ikke.

Disse mennesker skal nu det næste års tid forsøge at få grebet om deres retning på ny. 

Da jeg tilbage i 2015 begyndte på gymnasiet, sagde jeg til min omverden (og vel dermed også mig selv): “Nu har jeg 3 år til at finde ud af, hvad jeg vil”. 3 år gik, og jeg stod til studentergilderne og spillede mine venners tanter den fuldstændig samme plade som i 2015. 

På tredje år kunne jeg ikke få mig selv til at spille den samme plade igen og måtte væk fra det. Jeg kunne ikke længere se mine skuffede omgivelser i øjnene, fordi jeg ikke levede op til retningsidéalet. Da jeg sad i Deutsche Bahn på vej til Montpellier, lod jeg mit liv i København passere revy og kunne konkludere, at jeg havde gebærdet mig temmeligt pinligt de seneste år. Selvfølgelig havde der været store øjeblikke, og også nogle ganske fremragende, men overskyggende var alt det, jeg tænkte på, når jeg tænkte på den indstilling, jeg havde haft til ting, og måden, jeg havde håndteret dem, ganske graverende. Jeg så derfor, at muligheden for at lære mig et nyt sprog først og fremmest var praktisk, men også symbolsk. Jeg var i den overbevisning, at vores personlighed ændrer sig, som når vi ændrer sprog. Det var, hvad jeg kom frem til, da jeg nåede Montpellier Sud De France. Jeg måtte ikke kun væk fra København.

 Jeg måtte langt væk fra alt, hvad der havde formet mig til den person, jeg var. 

Alle de samtaler, jeg burde have haft, og alt det, jeg ikke skulle have sagt. Alle de chancer, der var inde for armslængde, men aldrig tæt nok på, til at jeg handlede på dem.

Det kan opleves ganske graverende, når man går fra at have opfattet udlandet som utopien med uendelige muligheder, og hvordan de fremmede kulisser tager ens personlighed i hånden til at stå i en by, der opfører sig, som alverdens andre byer også gør, som dens manglende evne til at indgå kompromiser med usikkerhed og dermed ensomhed.

Jeg er begyndt at se på fremtiden som en god ven, der uden modstand udvikler sig til en bekendt. Fremtiden havde overhalet mig uden at give mig noget tegn. Som om fortiden havde fortalt fremtiden om mig og til sidst gjorde mig ude af stand til at tage kontrol over min tilværelse. Min frihed var blevet frarøvet af min egen hjælpeløshed.

And who the fuck are you

Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men jeg må nok desværre indrømme, at jeg håbede på, at jeg ville ændre mig. At jeg ville rejse herned og lægge dele af mig til side, som jeg skammede mig over, og prøve nye dele af i ukendte territorier.  

Jeg tror, det kan betyde noget at finde ud af, at alle har disse tanker. Det er, hvordan man udtrykker dem. Jeg mødte f.eks. Jamie, en skotsk arbejdsløs bartender, på en bar, der sagde: “And who the fuck are you”. Dette meget generelle spørgsmål kan stilles af hvem som helst hvor som helst på et hvilket som helst tidspunkt i livet, men for den, der rejser alene, er det særligt rammende. Jeg blev blottet som manden udenfor. Løbet efter barrikader at skjule mine fejl og mangler med.

Jamie elskede sin kokain og sin kæreste og var et af de mennesker, der kunne leve et ganske bekymringsfrit liv, så længe han besad disse. Det kan stresse mig, at det forventes, at man har en form for intellektuel og/eller kreativ bevidsthed. Jeg kunne stå og blive helt misundelig, da jeg stod med Jamie på et toilet på hans fødselsdag, da han smilede til mig og sagde “Fucking thirty man”, hvorefter han knaldede sin næse ned i en stor bunke kokain. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået et eller andet sted i København og hørt mig selv og andre sige, at de er bange for at fylde 30, fordi der en opfattelse af, at man skal have opnået et eller andet ekstraordinært i sine 20’ere. 

Som at gemme sig fra verden i et forfaldent skur med et fundament af sund fornuft og selvværd sidder jeg i Frankrig med lysten til at løbe i retning af storladne ord som “skæbne” og “ensomhed”, der popper op i hovedet som sandpapirskys med håbet om en dag at være i stand til at træde ind i en verden med en individuel frihed uden at undskylde ulejligheden.