Ødelæg bare den gode stemning

Sidste år antændte tv-værten Sofie Linde den såkaldte anden bølge af #MeToo-bevægelsen i Danmark med sit vidnesbyrd om krænkende udtalelser og en direkte trussel fra en ”stor tv-kanon” i DR, som lød: “Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere”. Efterfølgende modtog hun en støtteerklæring fra omkring halvandet tusinde kvinder, der ligeledes havde oplevet grænseoverskridende og sexistisk adfærd i mediebranchen.
Sidenhen har bevægelsen taget fart. Der er opstået en offentlig samtale og et kollektivt incitament til at nå til et endeligt opgør med de ulige magtforhold, der, på tværs af arbejdspladser og brancher, har favoriseret magtfulde mænd og lagt særligt løsansatte unge kvinder på den sårbare bund af magtens hierarki. Listen over mænd, der endelig har betalt prisen for gentagne gange at være eksempel på en mandsdomineret kultur på danske arbejdspladser, bliver fortsat længere. Her kan toppen siges at være den højtstående socialdemokrat Frank Jensens afgang fra overborgmesterkontoret i København efter år med offentligt kendte sager om seksuelle krænkelser af kvinder. Samtidig må Morten Østergaards fratrædelse som leder af Radikale Venstre også vurderes som værende en af de store skikkelser, der med rette har opgivet sin magt i det politiske landskab i efteråret. I det nye år er den erfarne tv-personlighed Jes Dorph blevet opsagt på TV2 på baggrund af to sager om seksuel chikane for hhv. 18 og 20 år siden.

Men hvad så nu? Hvordan kan #MeToo-bevægelsen ændre status fra noget, der føles som et kortvarigt og effektivt fænomen i et skelsættende 2020, hvor mink, vacciner og corona-mutationer hurtigt overtog offentlighedens opmærksomhed, til en vedvarende bevægelse, der skaber reel forandring i forhold til at udligne den skæve magtfordeling mellem kønnene? Meget kan tyde på, at forandringen skal ske nedefra, med de yngre generationer i front. Når både nytårstalerne fra dronningen og statsministeren ikke formåede at omtale sexisme og #MeToo-bevægelsens gennemslagskraft i det forgangne år, kom rapperen Tessa i DR2’s Deadline dem til undsætning og gav den nødvendige opsang til dem, der ikke tror på, at patriarkatet og sexisme lever i bedste velgående i det danske samfund. En nytårstale, som dog også er blevet kritiseret for at stirre blindt på den hvide feminisme. I løbet af de sidste måneder er gamle magtfulde skikkelser faldet, men Danmark er stadig præget af kulturer og strukturer, der i århundreder har placeret mænd, især de hvide og ældre (selvfølgelig også med undtagelser), i magtens centrum.

De sidste måneders offentlige diskussion om sexistisk magtmisbrug har vist, at forandringens vinde nok ikke kommer til at blæse fra oven. Politiske magthavere og lignende bliver i deres embeder og stillinger uden de store revolutioner, på trods af at mange har taget del i en mandschauvinistisk misbrug af magt – både direkte såvel som indirekte – hvilket har gennemsyret dansk politik i årtier. Godt nok har ledende skikkelser med en historik som krænkende figur taget konsekvensen af deres magtmisbrug, som førnævnte Frank Jensen og den tidligere radikale partileder Morten Østergaard, men i førstnævntes tilfælde er han blot blevet erstattet af Lars Weiss, der endda selv erkender, at han er skyldig i krænkelser. Derudover bliver det ikke mere betryggende af, at den borgerlige og toneangivende tidligere næstformand for oppositionens største parti, Inger Støjberg fra Venstre, forsøger at blive en relevant stemme i debatten ved at ”sympatisere med mændene”, som #MeToo-bevægelsen ifølge hende går ud over.

De politiske revolutioner er ikke helt at få øje på, men sande samfundsforandrende bevægelser bør komme nedefra, og her kan det være grundlæggende at viderebygge #MeToo-bevægelsen på klassiske principper som lighed og solidaritet. Dog kan det i 2021 være essentielt at inkorporere begreber som privilegiebevidsthed og intersektionel feminisme i opfattelsen af den fortsatte kamp. Hvilket kan gøres ved at anerkende, at ens subjekt er farvet af ens privilegier, som eksempelvis klasse, køn, seksualitet, etnicitet m.v., samt at forstå, at kampen for reel ligestilling og retfærdighed for alle sker på tværs af alle kategorier, ikke blot køn, men også f.eks. klasse og etnicitet. At sikre ligeløn for en kvinde på arbejdspladsen er lige så essentielt som at sikre en mandlig flygtnings politiske rettigheder – ingen er reelt frigjorte, hvis andre er undertrykte. Den individuelle oplysning kan her tage mange former, f.eks. ved at læse Judith Butlers feministiske teori og filosofi eller (blot) ved at følge med på Instagram-siden @kraenkelseskulturellememes, når flere timer af karantænen alligevel ender i et intensiveret meme-forbrug.

Men det er ikke alle, der har adgang og ressourcer til denne samtale. Godt nok er mange unge mennesker i højere eller lavere grad med til at bidrage til den nødvendige kulturrevolution, der udspringer fra en samtale om opførsel og magtbalance på arbejdspladser, men som glædeligt kan udmunde i et ændret og ligestillet syn på og muligheder for den enkelte kvinde, mand og alle kønsidentiteter. Heraf kommer et vigtigt skridt i mange kulturændringer: at starte på det laveste plan, eksempelvis på arbejdspladser og skoler – sådan nogle dagligdagsmiljøer. At sige fra over for diskriminerende eller krænkende adfærd, som ikke blot hæfter sig til køn, men også etnicitet, religion, seksualitet m.m., hvilket naturligvis kan skabe en dårlig stemning, men det må være dét værd at ofre vibes for respektabel behandling af andre mennesker. For når krænkende adfærd på baggrund af skæve magtforhold eksisterer i gennemgående dele af samfundet, må det være alles opgave at tage del i den nødvendige kulturændring, hvor der skal læres meget, såvel som lyttes og tales med folk, der har andre erfaringer end én selv.

Samtidig må det være grundlæggende at forstå sin egen plads i et samfund under forandring. Personligt identificerer jeg mig som ciskønnet, heteroseksuel mand og derudover hvid – muligvis den sammensætning af mennesker, som er skyld i meget af den ulige fordeling af magt i århundreder frem til i dag. Derfor kan jeg klart ikke stå i fronten, men derimod vil det for evigt være min opgave at give ordet til samt lære af dem, der i så mange år har stået i ulighedens skygge. Og det er nok det, jeg vil sige, #MeToo-bevægelsen kan opnå, hvis de yngre, de fremtidige, og hjertens gerne de ældre (!) generationer, bygger omfattende kulturændringer på et veloplyst grundlag med rod i forståelsen af, at meget kan ske, når der bliver kastet lys over dyb uretfærdighed – som Sofie Linde gjorde det i Operaen til Zulu Comedy Galla. For når stemningen baserer sig på århundreder med undertrykkelse og ulighed, kan stemningen umuligt være så god, at den ikke er værd at ødelægge.