Digte fra en tabt verden – glimt af en ny?
Digte fra en tabt verden af forfald og stille kollisioner. Fyldt med smertelige erkendelser og en desperation efter at finde sine svar, før det er for sent. I en verden, man frygter er faret vild.
Er det alt, vi kan være?
Vi skaber tid
For at have tid
Til at spilde den
På ting, vi fortryder
Vi voksede
For at miste
Uden at fange
Hvad vi søgte
Vi blev ikke
Hvad vi troede, vi ville
Nu risikerer vi at miste troen
På at blive nogen
Stille kollisioner
Det, der skulle skinne
Skinner ikke
Toget, der skulle køre
Er standset for i nat
Dem, der skriger
Får lov at ligge
Vi andre flyder sammen
Som akvarel
Usikre linjer i mørket
Taber kampe til tungsind
Snubler i min stilhed
Hjertet er en tændstik
Grumsede spejle
Bådene sejler
Mine minder simrer
Min sol er gået ned
Har levet mange liv
Der nu er gået tabt
Men havde aldrig tænkt
Jeg skulle se et mord
Digt fra en tabt verden
Endelighedens gab
Med sine uendelige spørgsmål
Underlige åbninger i sindet
Ingen bevidsthed kan besøge
I hvert fald ikke uden angst
Uden fald ned i huller
I sorte spiraler uden svar
Der gør skyggerne svære at glemme
Sandheden svær at forlade
Om, at intet er for evigt
Udover endelighedens for altid
Uanset, hvad tanken bringer
Hænderne skaber
Eller hjertet formår at finde
Men her står jeg
Hvor jeg aldrig tidligere turde at stå
Hvor hjertet truer med nederlag
Men alligevel formår at slå
Og tænker, jeg vil hellere ejes af døden
End mænd, der vil eje andres liv
Idet jeg finder ro i, at vi alle er underlagt den samme tid
Hvorfor intet ejerskab er evigt
Intet tyranni totalt
Så glid ned ved min side, elskede
I roen fra to hjerteslag
Der kan sluge alt larmen
Ved at bære den tungeste stilhed
Resiliens
Der er springet
Altså håbet
Latteren fra skibbrudslege
Viljens vinkler
Forvekslingen med sindssyge
Stædighedens søsyge
Minder fra før mørket
En ældre mands forsikring
Nye drømmere fødes
Kunsten søger nye former
Skaberkraften samler sine styrker
Livet kan slå tilbage
Hvad tænker du?