“Sæt kryds her, hvis der skal serveres kringle til din begravelse”

07. maj 2020

Der findes en sjælden lille gruppe af unge, som har forholdt sig til, hvilket tøj de vil begraves i. Som har skrevet et afskedsbrev til deres forældre. Det bliver man nødt til, før man går ombord på flyet til en krigszone. I denne artikel har Liv opsøgt to tidligere udsendte og en feltpræst for at undersøge, hvordan det er at udfylde sin sidste vilje, når man er ung. Hvordan det er at skrive et brev til sin mor og far, vel vidende at hvis de kommer til at læse det, betyder det, at man er død.

Illustration af Celine Maria

Konvolutten er lukket. Ens familie håber, at det ikke bliver aktuelt, at de skal åbne den, mens man er udsendt på mission. I den ligger afskedsbrevet.

Nicoline er en af de få unge, som har prøvet at skrive det, jeg vil kalde for den sværeste skriveøvelse i verden: afskedsbrevet. I en alder af 24 år blev hun i 2017 udsendt som gruppefører i Irak. Hun er i fitnesscenteret for at træne, da jeg over en ustabil telefonforbindelse spørger hende om, hvad der går igennem ens hoved, når man bliver konfronteret med sit eget afskedsbrev.

Der er intet i mig, som tror, at jeg skal ned og dø på missionen i Irak. Jeg er veluddannet, og mine folk er veluddannede. Det kommer aldrig til at ske. Og så skal jeg alligevel forholde mig til, at netop det kan ske. At jeg kan dø. Da jeg får stukket en konvolut og et blankt stykke papir i hånden af en feltpræst. Jeg gik i fire måneder uden at få skrevet brevet, og så åbnede jeg en flaske vin.

Afskedsbrevet er en del af det, som bliver kaldt “Min Sidste Vilje-pakken”.

Indholdet af pakken. Udklip fra Forsvarets hjemmeside.

Indholdet af pakken. Udklip fra Forsvarets hjemmeside.

Pakken er obligatorisk at udfylde, før man tager på mission. Udover afskedsbrevene betyder det, at man skal lægge sine login-oplysninger til sin mailkonto og Facebook i en kuvert, så ens pårørende kan logge ind og deaktivere ens bruger. Det røde hæfte er Min Sidste Vilje, hvor man skal krydse af, hvilke blomster der skal på ens kiste. Hvilket tøj man vil begraves i.

Forestil dig at skrive et afskedsbrev. I den tekst er der ikke rum til spørgsmålstegn. Kun punktum.

Palle Würtz har udfyldt Min Sidste Vilje ad to omgange, først da han blev udstationeret til Afghanistan som 23-årig i 2008 og igen i 2012, da han blev udsendt som sektionsleder.

Når man får stukket papirerne i hænderne første gang, har du lige fundet ud af, at du kan drikke bajer og flirte med piger, og så skal man pludselig udfylde sin sidste vilje”, fortæller Palle Würtz.

Begge gange var hans metode at forholde sig objektivt til at udfylde det.

Godt, de skal have noget at spise. Det bliver kringle. Tjek. De skal synge salmer. Jeg kan godt lide ‘Nu falmer skoven trindt om land’. Jeg var sindssygt pragmatisk om det. Jeg tror, det er en pragmatisk ting for mænd og en emotionel ting for kvinder. Men da jeg kom hjem fra missionen, sagde jeg til min kæreste: ”Du skal vide, at hvis jeg dør i en trafikulykke på vej hjem fra arbejde, så ligger der et brev inde i min skuffe til mine forældre“, siger Palle, og der bliver stille i røret et par sekunder.

Et afskedsbrev lægger op til, at man sætter sit punktum. Det får mig til at tænke på alle de sms-beskeder, jeg har sendt til mine forældre, som jeg slutter af med et spørgsmålstegn. For eksempel: ”Vil I have rundstykker med eller uden birkes med fra bageren?” eller ”Jeg fik jobbet! Skal vi fejre det i aften?” eller ”Jeg cykler fra skole nu, skal jeg handle ind på vejen hjem?”.
Forestil dig at skrive et afskedsbrev. I den tekst er der ikke rum til spørgsmålstegn. Kun punktum.

Hvorfor er det vigtigt at få skrevet det her brev, og hvad skal det indeholde? Lars Berg Thomassen, feltpræst ved 2. Bataljon, Jydske Dragonregiment, har i otte år vejledt soldaterne i at skrive afskedsbrevet og udfylde Min Sidste Vilje. Han forklarer:

Man skal se Sidste Vilje og afskedsbrevet ikke som en iscenesættelse af sig selv, men som en hjælp til sin familie og sine nærmeste til at komme videre. Det er hovedformålet.

Lars Berg Thomassen uddyber, at hvis man for eksempel er familiefar, kan børnene ofte ikke acceptere, at der kommer en ny.

Når man skriver til sine børn, er det vigtigt at få sat ord på, at de skal give plads til, at mor får en ny mand. At de ikke skal bebrejde deres mor. At det er noget af det mest naturlige.

Brevet er ens mulighed for at sikre, at de, man holder af, ikke sidder tilbage med en følelse af at have svigtet.

Lars Berg Thomassen lægger også vægt på, at brevet skal indeholde tilgivelse, hvis der er behov for det.

Mange har måske haft et problematisk forhold til sine forældre. I brevet er det vigtigt at signalere, at man tilgiver dem og accepterer den måde, de var forældre på. Det er nogle ord, som kan hjælpe dem videre. Det er svært at være forældre. Man bliver ikke opdraget til det. Nogle gange lykkes det. Andre gange gør det ikke. Brevet er ens mulighed for at sikre, at de, man holder af, ikke sidder tilbage med en følelse af at have svigtet

Under Nicolines udstationering var der især en situation, der fik hende til at tænke, at det var godt, at hun og hendes gruppe havde fået skrevet et afskedsbrev.

På basen er der en alarm, som går af, hvis vi er under luftangreb. Jeg er til møde med de andre gruppefører, da vi pludselig bliver afbrudt af en hyletone. Over højtaleranlægget siger en robotstemme ‘Incoming Incoming Incoming’ efterfulgt af en hyletone igen. Vi smider os ned på gulvet. Jeg får øjenkontakt med en af de andre, og vi sender hinanden et smil. For nu er det nu. Men man tænker også, at det er fucking alvor. Mine drenge er nede i campen, og jeg skal hjem og fortælle deres søstre og kærester, at jeg var til møde, mens de blev bombet ihjel. Hvis det var blevet aktuelt, var det godt, at de havde fået skrevet de breve.

Det er ikke alle, som vælger at skrive et afskedsbrev, før de tager afsted. Hvad kan lægge til grund for, at man ikke gør det? Feltpræst Lars Berg Thomassen har en forklaring.

Vi kan have en tendens til at tænke ‘Det er altid de andre, det er aldrig mig’. Det er meget menneskeligt.

Det er de færreste SEIN-læsere, der som Palle og Nicoline kommer til at opleve at stå i en tidligere amerikansk lejr i Irak, hvor der er ørkenstøv, og svedlugten fra irakiske lastbilchauffører er gennemtrængende. Hvor man kan åbne bagdøren i en ambulance og se en dreng på 8 år med sin bamse ramt af skud. Hvor det eneste tidspunkt, man ikke har pistol på sig, er, når man er i bad. Men som Nicoline siger til mig over telefonen i fitnesscenteret:

Risikoen for at dø under en mission i Irak er langt mindre end risikoen for at dø i trafikken i Danmark på vej til skole.

Om man er soldat eller skoleelev, kan det sætte perspektiv på dagligdagen, på regnvejr og sur mælk at forholde sig konkret til sin egen begravelse. Hvis du har lyst og mod, kan du selv udfylde din sidste vilje online ved at klikke her.

For hvad skal der stå i dit afskedsbrev?

Hvem vil du skrive det til?

Og skal der serveres kringle til din begravelse?

Hvad skal der stå i dit afskedsbrev?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her